Alle kan gøre en forskel
Alle kan gøre en forskel. Det kan du også. Det kræver bare en god idé. Her fortæller socialpædagoger fra seks socialpædagogiske institutioner, hvordan de har gjort en forskel for deres beboere – til inspiration for dig.
En vej ud af ensomhed: Montagen, Holstebro Kommune
Et godt måltid mad og en god snak giver brugerne af Rådgivningscenter Montagen i Holstebro et netværk, som de ikke tidligere har haft. For nogle munder det også ud i, at de bliver parate til et job
Familiesamvær langt ude i skoven: Familiecentret Spiren, Holstebro Kommune
En tur helt ude i skoven kan hjælpe familier med vanskeligheder i at bryde mønstre og lære nye metoder til konfliktløsning, positivt samvær og nærvær.
Frivilligt arbejde på dagsordenen: Trivselsagenterne, Skive Kommune
Et tre-årigt projekt til 1,3 mio. kr. sætter frivillighed på dagsordenen i Skive Kommune. To trivselsagenter skaber kontakter og relationer mellem frivillige foreninger, grupper og enkeltpersoner, som har lyst til at gøre en forskel overfor borgere med handicaps
Markedsdag åbner for netværk mellem borgere med handicap og frivillige: Center Bakkehuset, Ringkøbing-Skjern Kommune
På trods af svære handicaps har beboerne på Center Bakkehuset i Videbæk et godt liv. Det liv vil de gerne dele med andre borgere i byen. Derfor stablede socialpædagogerne på Center Bakkehuset en markedsdag på benene for at få borgerne i byen til at mødes.
Nye venner til unge beboere: Ung ved fjorden, Struer Kommune
Projektet Best Buddy skaber relationer mellem unge på botræningstilbuddet Ung ved Fjorden og unge gymnasielever i Struer. De tager i biffen sammen, spiller PlayStation og drikker kaffe sammen. Men lederen af Ung ved Fjorden havde en del betænkeligheder, inden projektet startede.
Tjenerjob giver selvtillid: Fritids/værestedet, Skive Kommune
Restaurant To’eren giver borgere under Skive Kommunes Socialafdeling selvtillid og nye netværk. Hver torsdag servicerer de sammen med en borger fra byen gæster i restauranten på Fritids/værestedet i Skive.
Netværk for alle
Socialpædagogerne i Midt- og Vestjylland vil gerne påvirke udviklingen af velfærdssamfundet og være med til at skabe de bedst mulige livsvilkår for alle borgere.
Socialpædagoger yder professionel omsorg og støtte på samfundets vegne med udgangspunkt i en grundlæggende forståelse for det enkelte menneskes personlige integritet og særlige værdi. For at opnå en særlig værdi som menneske skal den enkelte have mulighed for at tage ansvar for eget liv og være en del af samfundets fællesskaber.
Alle har ret til et netværk
Socialpædagogerne mener helt grundlæggende, at alle borgere har ret til og behov for et menneskeligt netværk. Om man er et menneske med udviklingshæmning, et barn der er udsat, et menneske som er psykisk sårbar eller et menneske som er hjemløs, så har man brug for at være ’en del af det hele’.
Det betyder, at vi som samfund sikrer, at også borgere med særlige sociale problemstillinger eller funktionsnedsættelser får mulighed for at skabe netværk med andre end det professionelle personale, der yder omsorg og støtte til dem i det daglige.
Styrk borgernes egne relationer
I Socialpædagogernes forståelse af netværksarbejde handler det om at støtte borgeren i at skabe og styrke menneskelige netværk mellem borgerne og deres pårørende, civilsamfundet, frivillige eller andre i samme situation.
For at socialpædagogen kan støtte borgeren i at opbygge egne sociale relationer og danne sig et menneskeligt netværk, må der til stadighed være en bevidsthed om, at kernen netop er, at det ikke er socialpædagogen, der skal være ’den eneste betydningsfulde anden’ for borgeren.
En aktiv ressource
Socialpædagoger er som fagpersoner og som den professionelle relation for borgeren oplagt dem, der positivt vil kunne nedbryde barrierer og åbne op for, at borgerne kan blive en aktiv del af og berigende ressource i det omgivende samfund. Det kræver dog, at det omgivende samfund åbner sig og inddrager borgerne i de sociale fællesskaber. På samme vis må socialpædagoger også støtte op om, at f.eks. botilbud og aktivitets- og samværstilbud målrettet borgerne åbner op for det omgivende samfund.
Fordomsfrit og udogmatisk
Socialpædagogerne forholder sig fordomsfrit og udogmatisk til inddragelse af frivillige. Som samfund understøtter vi frivilligt arbejde, og det skal vi som socialpædagoger også gøre. Frivillighed og faglighed går fint hånd i hånd.
Socialpædagoger skal medvirke til at møde både borgeren og deres menneskelige netværk, med åbenhed og respekt og passe på ikke at kolonisere borgerens relationer. Vi skal værne om borgerne og deres personlige grænser, men vi skal ikke skærme dem mod verden. Det er alle menneskers ret at gøre sig erfaringer med andre mennesker – gode såvel som dårlige.
Til gavn for alle
Socialpædagoger skal være med til at forme koblingen mellem civilsamfundet, de frivillige og det faglige i stedet for at lade være. Når det lykkedes at gøre det omgivende samfund til en del af vores socialpædagogiske og faglige professionelle indsats, så er det til gavn for de næsten 40.000 borgere, socialpædagoger hver dag bruger tusindvis af timer sammen med, til gavn for samfundet og til gavn for den socialpædagogiske indsats.