Ledere
Den lokale indsats for ledermedlemmer skal være med til at sikre lederne indflydelse og kvalificere Socialpædagogernes arbejde for lederne bl.a. ved åbne ledernetværk og forhandling af ledernes løn. Læs mere her
"Leder nyt" nyhedsbrev 2026
Læs det HER
Ledere spiller en central rolle på arbejdspladsen
De har ansvar for både den faglige kvalitet i tilbuddene og for at skabe rammerne for medarbejdernes trivsel og udvikling. Det er interesser, som vi deler som faglig organisation, og derfor bygger vores samarbejde på et fælles ønske om at skabe stærke arbejdspladser med høj faglighed og gode arbejdsvilkår.
Som leder er det vigtigt at være tryg ved sine ansættelsesvilkår. Socialpædagogerne er overenskomstpart for både ledere og medarbejdere, og vi har tilrettelagt vores arbejde, så vi kan rådgive og repræsentere dig på en professionel og fortrolig måde. Det giver et solidt grundlag for dialog, sparring og forhandling om de vilkår, der har betydning for dit arbejdsliv som leder.
Løn og ansættelsesvilkår
På kredskontoret har vi konsulenter med særlig viden om lederes ansættelsesvilkår og arbejdsliv.
Ved nyansættelser i det offentlige modtager kredsen et lønforslag til stillingen. Vi kontakter dig herefter for at gennemgå lønnen og vurdere, om den er korrekt, eller om der er grundlag for at forhandle den. Derudover tager vi som udgangspunkt én gang årligt kontakt til offentligt ansatte ledere for at drøfte mulighederne for lokal lønudvikling.
Du er naturligvis også altid velkommen til at kontakte os, hvis du står over for en nyansættelse, skal til lokal lønforhandling eller ønsker sparring om din lønudvikling.
Er du leder på en privat institution, gælder der ikke samme automatik, og Socialpædagogerne Syddanmark er ikke forhandlingspart. Vi tilbyder dog gerne sparring om løn- og ansættelsesvilkår, så du får et godt grundlag for dialogen med din arbejdsgiver. Vi kan også hjælpe med at gennemgå og fortolke din kontrakt samt rådgive om de rettigheder og vilkår, der følger med ansættelsen.
Sparring og støtte i lederrollen
Lederrollen kan byde på både komplekse problemstillinger og vanskelige beslutninger. Her står vi til rådighed med sparring og rådgivning. Vi kan samtidig hjælpe dig med at få overblik over Socialpædagogernes tilbud til ledere, herunder erhvervspsykologisk rådgivning og ledercoaching.
Netværk, introduktion og arrangementer
Som leder kan det være værdifuldt at møde andre ledere, der står med mange af de samme muligheder og udfordringer. Derfor inviterer Socialpædagogerne Syddanmark løbende til arrangementer og netværksaktiviteter for ledere.
Tre til fire gange om året afholder vi introduktionsmøder for nye ledermedlemmer. Her får du indblik i Socialpædagogernes tilbud til ledere og mulighed for at møde andre lederkolleger. Vi sender løbende invitationer til nye ledere, men har du ikke tidligere deltaget, er du altid velkommen til at tilmelde dig et af de kommende introduktionsmøder.
Derudover afholder vi arrangementer med fokus på aktuelle temaer. Kommende arrangementer annonceres i vores nyhedsbreve og på hjemmesiden.
Hvis du bliver syg eller får brug for en bisidder
Hvis du bliver syg eller får brug for en bisidder i forbindelse med din ansættelse, kan du kontakte kredsens konsulenter. Vi er meget opmærksomme på habilitet og sikrer, at du får rådgivning fra en konsulent, der kan varetage dine interesser på betryggende vis.
Juridisk bistand
I særlige tilfælde kan du få bistand fra Socialpædagogernes jurister i Forbundshuset, eksempelvis i forbindelse med tjenstlige samtaler eller påtænkte afskedigelser. Kontakt kredsen for nærmere information om mulighederne.
Flere tilbud til ledere
Socialpædagogerne tilbyder en række medlemsfordele og udviklingsmuligheder målrettet ledere. Her kan du blandt andet finde information om ledernetværk, kurser, kompetenceudvikling, coaching og rådgivning.
Klik HER for at læse mere om Socialpædagogernes samlede tilbud til ledermedlemmer.
Vi er klar til at hjælpe dig gennem hele dit arbejdsliv som leder – fra ansættelse og lønforhold til sparring, udvikling, netværk og støtte, når arbejdslivet bliver udfordrende.
Kontakt os
Har du brug for at skrive til kredskontoret, så brug MIT SL