Socialpædagogikken er som en gryderet af kompetencer

Sidste sommer trådte en række nye regler om magtanvendelse i kraft, og her i 2025 følger flere efter, blandt andet i forhold til fastholdelse og situationsbestemt kamerakig (LINK).

Forhandlingsforløbet, der ledte op til den nye lovgivning på området, understregede, at det er et sårbart og svært område at tage fat på, og det udløste store diskussioner om behovet for magtanvendelse, og hvad magtanvendelse egentlig er.

Den debat, der fulgte i kølvandet på de politiske forhandlinger, fik socialpædagog Rune Lundgreen til både at undre sig og blive frustreret, fortæller han.

Rune Lundgreen er 47 år og har været uddannet socialpædagog siden 2022, men han har arbejdet inden for faget i 15 år.

”Jeg oplevede i pressen og især på sociale medier som LinkedIn, at diskursen var, at pædagogerne bare ventede på at lave en magtanvendelse. Der blev brugt vendinger, der kunne give indtryk af, at vi har et ønske om at bruge magt. Jeg blev ret frustreret, fordi intet kunne være mere forkert. Så det fik mig til at tænke, at der nok er rigtig mange i offentligheden, der ikke aner, hvad socialpædagogik egentlig er, men udtaler sig alligevel. Der er så mange nuancer, men nuancerne mangler i debatten. Det bliver meget sort-hvidt.”

Turde være stolte

Rune Lundgreens oplevelse af, at for få har indsigt i det socialpædagogiske arbejde og fagligheden bag, blev til en samtale med kredsformand Karsten Stegmann om magtanvendelse, men lige så meget om den socialpædagogiske faglighed og arbejdet med borgerne.

”Der er ingen tvivl om, at vi som socialpædagoger har en forpligtelse til at skabe en modvægt mod de fortællinger, der kommer. Vi skal vise, at det er et job med masser af kompleksitet. At det netop er et meningsfyldt arbejde, hvor det primære er den menneskelige interaktion. Derfor er det også underligt, at man kan opleve, at det ikke opfattes som ambitiøst nok at ville være socialpædagog,” siger Karsten Stegmann og fortsætter:

”Vi har i den grad behov for at få fokus på, hvad det er socialpædagoger kan og gør. Hvad det er for en opgave, der bliver løst, og hvad det betyder for de mennesker, vi arbejder med. Det er ikke tilfældigt, at Socialpædagogerne siger ’Faglighed forandrer liv’, for det er netop, hvad den rette faglighed kan. Og det skal vi turde være langt mere stolte af, end vi viser. Vi skal skyde brystet lidt mere frem og fortælle, hvorfor langt flere burde vælge socialpædagogfaget til.”

”Jeg kan jo næsten ikke se et vigtigere fag end socialpædagogikken, fordi vi arbejder med nogle af vores samfunds mest udsatte grupper. Alligevel bliver det socialpædagogiske arbejde ofte underkendt. Derfor ligger det mig også virkelig på sinde at styrke den faglige stolthed inden for pædagogikken. Når vi som pædagoger står ved vores faglighed, bliver vi tydeligere – både i vores tilgang til borgerne og i samarbejdet med hinanden. Det gør en forskel,” supplerer Rune Lundgreen og siger:

”Socialpædagoger er som det rolige vand, man kan smide alt muligt ud i, og så klarer vi det, for det er vi vant til. Vi arbejder i et felt, hvor vi konstant håndterer alle de svære følelser for nogle af samfundets mest sårbare mennesker.  Men vores fag og medarbejderne får ikke anerkendelse for det, og så kommer det blandt andet i medier og på sociale medier til at se ud til, at når man har den mindste uenighed bliver folk ført ind og låst inde på værelset. Det er frustrerende.”

Ti timer med lås

Konkret var der i forslaget til de nye magtanvendelsesregler lagt op til, at det skulle være muligt at låse en borger inde i op til ti timer. Det var et af de forslag, som Socialpædagogerne kritiserede skarpt, og som ikke blev taget med i den endelige lovgivning.

Dengang sagde forbundsformand Benny Andersen til Socialpædagogen (LINK):

”Borgere skal mødes med socialpædagogisk faglighed – ikke med indespærring. Når mennesker med svære udviklingshandicap har udadreagerende adfærd, handler det ofte om mistrivsel eller om, at borgeren bliver stillet overfor krav, de ikke kan overskue. Det skal forebygges med faglige metoder – ikke ved at låse borgere inde.”

Karsten Stegmann, kredsformand i Socialpædagogerne Midtsjælland, siger:

”Når vi har lovgivere, der tænker at udvikle et magtredskab som dette, så er vi på en forkert kurs. Du kan bare kigge på pigerne fra Sprogø og drengene fra Livø og se, hvad tvang gør ved mennesker. Vi er nødt til at tale om magtanvendelser på en anden måde. De skal ikke blive større og flere. De skal minimeres. Og det må aldrig blive definitionen på, hvordan socialpædagoger arbejder, for det er det modsatte af, hvad socialpædagogik handler om. Nogle gange er det nødvendigt at bruge tvang, men man skal minimere det. Mange får nu også uddannelse i low arrousel og andre faglige metoder, så de dermed har endnu flere redskaber at tage i brug.”

Oplevelsen sidder i kroppen

Begge har prøvet at måtte lave en magtanvendelse, og fælles for dem er, at de husker oplevelsen i detaljer.

”Vi er der jo for at hjælpe, så når en borger er så fortvivlet, at vedkommende ikke kan andet end at slå, er man nødt til at stoppe det. Men det gør ondt, for mit højeste ønske at hjælpe. Jeg tror ikke, at der er pædagoger, som vågner op om morgenen og glæder sig til at skulle anvende magt. Det er meget langt fra de pædagogiske kerneværdier. Mit ønske er at være så dygtig som muligt, og så føler man, at man fejler, hvis man er nødt til at lave en magtanvendelse for at stoppe en borger fra at gøre skade på sig selv eller andre,” siger Rune Lundgreen.

”Det er godt ramt, for det er jo ikke intentionen at skulle ende med at lave en magtanvendelse. Det er naturstridigt hos én selv at måtte gribe til den løsning, og oplevelsen kan sidde i kroppen i rigtig mange år efter. Det er både fysisk og psykisk udmattende. Det siger også noget om, at det ikke er noget, vi ønsker at nå ud i,” siger Karsten Stegmann.

Rune Lundgreen peger på, at der i flere omgange har været nogle frygtelige sager i medierne, hvor der er foregået ting på blandt andet bosteder, som på inden måde må finde sted. Problemet er, at enkeltsagerne er med til at skævvride billedet af området.

”De sager skal undersøges til bunds, så man kan forhindre, at det kan ske igen. Men de forfærdelige hændelser er langt fra hele billedet. Der er heldigvis virkelig mange historier, hvor det socialpædagogiske arbejde er i top, og hvor marginaliserede og sårbare mennesker får den rette hjælp, så de kan leve et godt liv. Det er derfor, jeg skriver "Pædagogik redder liv" på min LinkedIn-profil. Fordi - uden at skulle sætte det særlig meget på spidsen - så er det jo det, vi som socialpædagoger gør. Men vi skal huske at fremhæve de gode historier, særligt fordi de forfærdelige historier desværre ’sælger bedre’.”

En god gryderet

De er enige om, at magtanvendelser skal minimeres, men også at det kan være svært helt at undgå, da man har at gøre med mennesker, der kæmper med store udfordringer. Derfor er det helt afgørende, at fagligheden er på plads, for det er det bedste redskab til at mindske magtanvendelse.

”Det er vigtigt, at vi hele tiden vedligeholder og udvikler det faglige gen. Vi skal turde være nysgerrige på vores fag. Vi skal være skarpere på, hvordan vi faciliterer og behandler vores egen faglighed, og det handler også om uddannelse. Jo bedre uddannelse, jo højere faglighed og jo bedre trivsel,” påpeger Karsten Stegmann.

Og så bliver de to enige om en lidt overraskede definition af socialpædagogikken.

” Vores faglighed er som en god gryderet, der hele tiden skal holdes i gang med nye ingredienser,” siger Karsten Stegmann, og Rune Lundgreen supplerer:

”Ja, og den gryderet kræver faglig viden, etik og livserfaring, som alt sammen bliver kogt sammen til den helt afgørende dømmekraft, vi skal besidde. Vi kan alle komme til at lave fejl, og det kan man især, hvis man ikke er sikker i sin faglighed. Derfor er faglig sparring og refleksion også helt afgørende i vores fag. Og så skal vi turde lade os påvirke inspirere af nye tanker og idéer. ”

”Det er der ingen tvivl om. Vi har brug for flere, der ligesom dig reflekterer over vores fag. Vi skal være stolte af det og også huske, at vi fortsat skal udvikle det, for det også en del af den pædagogiske faglighed, at vi tør være nysgerrige på nye veje og metoder,” slutter Karsten Stegmann.