Gå til indhold

Ny meritpædagoguddannelse bliver til virkelighed

88 medarbejdere på offentlige og private arbejdspladser har søgt om at komme ind på en helt ny meritpædagoguddannelse, som Absalon har udbudt. Det betyder, at to hold kan begynde 1. september.  

Tilbage til Midtsjælland

En helt ny meritpædagoguddannelse med en særlig social- og specialpædagogisk toning ser dagens lys på professionshøjskolen Absalon til efteråret. Interessen for den nye uddannelse har været så stor, at Absalon kan oprette to hold - ét i Vordingborg og ét i Roskilde.

Da ansøgningsfristen udløb 16. juni, havde hele 88 medarbejdere på kommunale, regionale og private socialpædagogiske arbejdspladser på Sjælland og Lolland-Falster søgt om optagelse.

Ansøgerne er fordelt næsten ligeligt mellem de to uddannelsessteder, og inden for kort tid får de besked, om de er blandt de heldige, der skal i gang med bøgerne til efteråret.

”Det er historisk, at vi oplever så stor en interesse for en meritpædagoguddannelse. Det siger noget om, at muligheden for at kombinere uddannelse og arbejde gennem hele studiet passer godt til målgruppen for uddannelsen, så det er vi virkelig glade for. Vi glæder os til at tage imod de nye studerende,” siger Katrine Wolin, centerchef for pædagogik ved Professionshøjskolen Absalon, der står bag den nye meritpædagoguddannelse.

Tæt samarbejde har været afgørende

Den nye merituddannelse er blevet til virkelighed efter et tæt samarbejde mellem Absalon, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), FOA Vestsjælland og Socialpædagogerne Midtsjælland og Socialpædagogerne Storstrøm.

Jørgen Christiansen, Socialpædagogerne Storstrøm: "Det er dejligt, at lederne på de socialpædagogiske arbejdspladser kan se meningen med vores dagsorden om større faglighed."

”Det er helt fantastisk, at det arbejde, der er lavet, og det samarbejde, vi har haft, har givet gevinst. Så er det hele bare lidt sjovere, og samarbejdet med Absalon, FOA og STAR har været helt i top. Og så er det virkelig dejligt, at lederne på de socialpædagogiske arbejdspladser kan se meningen med vores dagsorden om større faglighed,” siger kredsnæstformand Jørgen Christiansen, Socialpædagogerne Storstrøm.

Karsten Stegmann, kredsformand i Kreds Midtsjælland, supplerer:

”Og så har det også haft enormt stor betydning, at rigtig mange tr’ere og ftr’ere har bakket op og været med til at sprede budskabet om den nye uddannelse til deres kolleger rundt om på arbejdspladserne. Det betyder rigtig meget og viser, hvad der kan lade sig gøre, når vi laver en fælles indsats,” siger Karsten Stegmann.

Under halvdelen er socialpædagoger

Den særlige toning med fokus på social- og specialpædagogik betyder, at meritpædagoguddannelsen peger direkte ind i det specialiserede socialområde, hvilket der er stort behov for.

Ifølge en analyse, som Socialpædagogerne har lavet, er det under halvdelen af medarbejderne på de kommunale og regionale sociale tilbud, der er uddannede socialpædagoger, og hver femte medarbejder er ufaglærte.

”Der er ingen tvivl om, at det er helt nødvendigt at få flere uddannede socialpædagoger på de socialpædagogiske arbejdspladser. Både for borgernes og medarbejdernes skyld. Vi ved fra undersøgelser, at borgerne trives langt bedre, når der er en højere andel af socialpædagoger på arbejdspladsen. Samtidig er sygefraværet blandt personalet og personaleomsætningen også lavere. Så for både borgere, personale og arbejdsgivere giver det gevinst at styrke fagligheden,” fastslår Karsten Stegmann.

Karsten Stegmann, kredsformand for Socialpædagogerne Midtsjælland, peger på, at det er helt nødvendigt at få flere uddannede socialpædagoger.

De studerende styrker fagligheden

Den nye merituddannelse med en særlig social- og specialpædagogisk toning er et deltidsstudie og varer i 3,5 år. Den adskiller sig fra tidligere meritpædagoguddannelser, da den studerende under hele sit studieforløb er tilknyttet sin arbejdsplads ved siden af studiet.

Den studerende er på uddannelse to dage om ugen og resten af tiden på deres arbejdsplads, så de allerede under uddannelsen kan bruge deres nye viden i praksis, forklarer Jørgen Christiansen.

”De styrker jo fagligheden på arbejdspladsen allerede under studietiden, fordi de kommer med ny viden fra studiet. Samtidig oplever de, at den store erfaring, de har fra praksis, kan de bruge på studiet og få koblet med teorien, så det er virkelig positivt det her,” siger Jørgen Christiansen.

Den nye meritpædagoguddannelse starter 1. september 2025, og de studerende får inden for den kommende tid at vide, om de er optaget på studiet.

Se mere om den nye uddannelse her: Social- og specialpædagogisk meritpædagoguddannelse | Professionshøjskolen Absalon

Kredsnæstformand Jørgen Christiansen og kredsformand Lisbeth Schou fra Socialpædagogerne Storstrøm glæder sig sammen med kredsformand Karsten Stegmann og kredsnæstformand Rasmus Damgaard over, at det tætte samarbejde med Absalon, FOA og STAR, så merituddannelsen er blevet til virkelighed.

 

Bliv medlem