Ny kredsformand: Vi skal have stoltheden tilbage
Karsten Stegmann er ny kredsformand hos Socialpædagogerne Midtsjælland, efter Lene Kümpel er blevet valgt som forbundsnæstformand ved kongressen i november.
”Vi skal være noget for alle vores medlemsgrupper. Vi skal gøre vores indflydelse gældende, og vi skal understøtte vores tillidsrepræsentanter, så de bliver endnu dygtigere.”
Sådan lyder det fra Karsten Stegmann, da han bliver spurgt, hvad der er de vigtigste fokuspunkter for ham som ny kredsformand hos Socialpædagogerne Midtsjælland.
I forbindelse med Socialpædagogernes kongres 2024 i november stillede Lene Kümpel op og blev valgt som ny forbundsnæstformand, og dermed forlod hun posten som kredsformand hos Socialpædagogerne Midtsjælland. Ved et ekstraordinært kredsbestyrelsesmøde efter kongressen blev det besluttet at konstituere 1. næstformand Karsten Stegmann som ny kredsformand.
Optaget af faglighed
”Jeg er meget glad for, at kredsbestyrelsen har bakket op om mig som kredsformand, og jeg vil gøre mit bedste for at sikre, at vores faglige fællesskab står stærkt også fremadrettet. Det er noget af det, som jeg er allermest optaget af – at vi sikrer et stærkt fagligt fællesskab blandt socialpædagoger,” siger Karsten Stegmann og fortsætter:
”Der er ingen tvivl om, at det bliver anden opgave at være kredsformand end næstformand. Men jeg glæder mig rigtig meget til at udvikle kredsens arbejde og indsatser sammen vores kredsnæstformand, Rasmus, kredsbestyrelsen, vores medarbejdere, tillidsrepræsentanter og medlemmer.”
Karsten Stegmann er 50 år og har været kredsnæstformand siden 2019. Inden da arbejdede han blandt andet i Køge Kommune som socialpædagogisk hjemmevejleder i 15 år, hvor han har beskæftigede sig med mennesker med psykisk sygdom, mennesker med udviklingshandicap og mennesker med senerhvervet hjerneskade, som bor i egen bolig. Derudover har han været både tillidsrepræsentant og FTR. Karsten bor i Haslev med sin kone, Charlotte, og deres to børn.
Et kedeligt ry
”Jeg er en stolt socialpædagog. Det siger jeg, fordi jeg er rigtig ærgerlig over, at pædagogfaget har fået et kedeligt ry, som noget alle kan blive. Det mener jeg ikke, alle kan. Og det mener jeg heller ikke, at alle skal kunne. Vi skal have flere til at vælge uddannelsen til, fordi de kan og vil det socialpædagogiske område. Men det kræver, at vi får stoltheden tilbage i vores fag – og det handler om at få skabt respekt og forståelse for det socialpædagogiske fag. Det kommer jeg til at arbejde for.”
”Og så skal vi også have et skarpt fokus på at gøre vores indflydelse gældende lokalt, ikke mindst i kommunerne, som er vores største arbejdspladser. Vi har i sommer været på rundtur til borgmestrene i kredsens kommuner, hvor vi havde nogle rigtig gode drøftelser. Det bliver noget af det, vi også skal fremadrettet, for vi kan se, at det har værdi, at vi kommer ud og får taget snakken om vores område. Mange af de lokale politikere kender lidt til socialområdet, men slet ikke i samme omfang, som de kender ældreområdet og børn- og skoleområdet, så det politiske spor skal vi styrke endnu mere. Nu er vi også gået ind i et valgår med et kommunalvalg i november 2025, og der er det mit håb, at vi kan få sat det sociale område på dagsordenen.
Noget på hylderne
De senere år har Kreds Midtsjælland haft medlemsarrangementer som et særligt satsningsområde. Foredrag, oplæg, temadage og workshops med meget forskellige emner har været i kalenderen. Det kommer til at fortsætte, understreger Karsten Stegmann:
”Vi skal have ’noget på hylderne’ i form af forskellige arrangementer for medlemmerne. Men også for eksempel forbundets podcasts og vidensbank er noget af det, som vi skal give langt mere opmærksomhed, for det ved vi, at vores medlemmer værdsætter. Udover at sikre solide forhandlingsresultater ved for eksempel overenskomstforhandlingerne, så kan vi levere de faglige indspark, fordi vi kender vores medlemmer, og vi ved, hvilke udfordringer de kan møde på deres arbejdspladser. Det skal vi udvikle endnu mere.”
Karsten Stegmann er konstitueret som kredsformand frem til generalforsamlingen i efteråret 2025, hvor der skal afholdes stiftende generalforsamling i den nye kreds Sjælland og Øerne, der kommer til at bestå af kreds Midtsjælland og kreds Storstrøm.