Ny kreds – det betyder det for dig
Den 1. januar 2026 er kreds Sjælland og Øerne en realitet. Kredsen er en fusion mellem kreds Storstrøm og kreds Midtsjælland.
Når vi 1. januar 2026 slår øjnene op til et helt nyt år, er der også sket forandringer hos Socialpædagogerne. For de nuværende ti kredse bliver til seks kredse, når flere af Socialpædagogernes kredse fusionerer til nye, større kredse.
Det blev besluttet ved kongressen i 2024 at lave om på kredslandskabet hos Socialpædagogerne.
7.000 medlemmer og 17 kommuner
Din nuværende kreds bliver til kreds Sjælland og Øerne og er en fusion af kreds Storstrøm og kreds Midtsjælland. Geografisk kommer kredsen til at dække 17 kommuner på Sjælland og Lolland-Falster samt halvdelen af den kommende Region Østdanmark.
Den nye kreds vil have godt 7.000 medlemmer fra både offentlige og private arbejdspladser inden for det socialpædagogiske område.
Kontakt os
Kredskontoret kommer til at ligge i Ringsted på Jættevej 50, hvor kreds Midtsjælland i dag har kredskontor. Lige nu er vi i fuld gang med at få styr på ombygning og flytning, og så er det planen, at alle medarbejdere er på plads i Ringsted fra midten af februar.
Når vi er flyttet sammen, vil du kunne få fat i kredskontoret på tlf. 72 48 65 50, og du vil som altid også kunne skrive til os gennem MitSL.
Facebook
Som én fælles kreds skal vi naturligvis også have en fælles facebookside.
Det bliver kreds Midtsjællands nuværende facebookside, som fortsætter under vores nye navn, Socialpædagogerne Sjælland og Øerne.
Hvis du ikke allerede følger siden, håber vi, at du vil følge med fremover.
På vores facebookside fortæller vi om medlemsarrangementer, nyt fra det socialpædagogiske område, politiske tiltag og hverdagen på kredskontoret.
Du finder siden her: Facebook Socialpædagogerne Sjælland og Øerne
Ny hjemmeside og arrangementer
Kreds Sjælland og Øernes nye hjemmeside er netop nu i fuld sving med at blive oprettet. Den vil gå i luften i starten af det nye år, når de mange informationer er blevet flyttet med over på den nye side.
Ligesom tidligere vil vi også i kreds Sjælland og Øerne arrangere både temaaftener og kurser, som du vil kunne finde på arrangementssiden på vores hjemmeside og på Facebook.
Der vil i starten af det nye år komme meget mere information om den nye kreds, og tøv endelig ikke med at kontakte os, hvis du har spørgsmål.
