Vi er blevet bedre pædagoger

Mærk mit hjerte! Du må gå i panik, hvis jeg går i panik. Er jeg i panik nu? Sådan spurgte socialpædagog Lars Nielsen for nogle år siden en dreng, der var helt oppe at køre inden sin konfirmation.

Samtidig holdt han drengens hånd oven på brystkassen, så han kunne mærke de rolige slag.

Og så forplantede roen sig langsomt til drengen.

Lars Nielsen fortæller historien som et eksempel på, hvordan han tidligere intuitivt arbejdede ud fra de principper, som personalet på behandlingshjemmet Skovgården i dag er bevidste om. Nemlig at menneskets hjerne i tråd med den danske psykolog Susan Harts teorier populært sagt består af tre lag, nemlig sansehjernen, følehjernen og mentaliseringshjernen, der i daglig tale på Skovgården kaldes tænkehjernen. Og at man – i arbejdet med tilknytningsforstyrrede børn – ofte skal appellere til sansehjernen frem for tænkehjernen og fx kommunikere med berøring frem for ord. Og at man kan afstemme en andens urolige nervesystem ved berøring.

– Meget af det, vi gør i dag, gjorde vi også før, vi begyndte at tale om hjernen og neuropsykologi og Theraplay. Men nu er vi blevet mere bevidste om, hvad vi gør, siger Lars Nielsen.

Kollegaen, socialpædagog Berit Bøgekær, supplerer:

– Jeg er i hvert fald blevet mere bevidst om situationer, hvor barnet slet ikke kan forstå det, hvis vi appellere til tænkehjernen  – og hvor vi i stedet skal appellere til sansehjernen. Du skal jo heller ikke sige til et lille spædbarn: Stop med at græde! Jeg kan ikke holde ud at høre på det mere. I stedet ville jeg tage barnet fysisk ind til mig for at trøste det.

Theraplay

Berit Bøgekær og Lars Nielsen er enige om, at tankegodset i neuroaffektiv udviklingspsykologi gennemsyrer hele hverdagen på Skovgården, men allermest tydeligt er det i Theraplay-sessionerne, hvor en socialpædagog (eller anden voksen) går i enerum med et barn for at lege nøje udvalgte lege, der skal stimulere barnets hjerne og give det noget af den omsorg og kontakt, der glippede i de tidlige år.

Første gang Lars Nielsen hørte om terapiformen, tænkte han, at det slet ikke var noget for ham. Han så en videooptagelse, hvor den finske psykiater Jukka Mäkala masserede et barns arm på en meget insisterende måde, som Lars Nielsen opfattede som grænseoverskridende.

I dag har han og kollegaen Berit Bøgekær rigtig gode erfaringer med terapiformen, der forener sæbebobler, sværdkamp og indsmøring af creme med den nyeste viden om hjernens udvikling og konsekvenserne af manglende stimulering (læs mere i artiklen Leg for alvor).

– Theraplay rykker så meget på relationen, siger Berit Bøgekær.

Enorm udvikling

Berit Bøgekær har været i Theraplay med flere forskellige børn, men den, der gjorde størst indtryk, var Nick. Inden de begyndte på Theraplay havde han så svært ved kropskontakt, at han vægrede sig, bare hun rørte ham på skulderen. Øjenkontakt kunne han heller ikke rumme.

– Men efter otte sessioner med Theraplay var vi på knus, når vi så hinanden, fortæller hun.

Kropskontakt er en vigtig del af Theraplay, der bl.a. handler om at efterligne nogle af de stimuli, der naturligt er mellem fx et spædbarn og forældrene – og om at gøre det på en måde, der ikke virker pattebarnsagtigt.

Inden første session vidste Berit Bøgekær, at den 13-årige dreng på et tidspunkt skulle sidde mellem hendes ben med ryggen op af hende, og det syntes hun, var en meget mærkelig tanke.

– Men det endte med ikke at være grænseoverskridende, for det gik op for mig, at han jo ikke var en stor dreng indeni. Indeni var han bare en lille dreng, der manglede en hel masse omsorg, siger hun.

Nick skulle mades

Berit Bøgekær havde det også lidt svært med tanken om afslutningen på en Theraplay-session, der altid indebærer, at den voksne mader barnet med fx nødder og juice.

– Jeg kunne sagtens forstå teorien bag det at made ham – at det svarer til det lille barn, der fx får sutteflaske samtidig med, at det får fornemmelsen af, at ‘jeg tager mig af dig. Jeg er hos dig’. Men han var jo ikke noget lille barn, og derfor syntes jeg, det virkede kunstigt.

I begyndelsen brød Nick sig heller ikke om at blive madet, og han insisterede på at holde maden selv.

– Men så fandt jeg en måde at gøre det til en leg, så Nick sad med lukkede øjne, mens jeg fx puttede en nød ind i hans mund, og så skulle han smage, hvad det var.

De første gange var Nick helt stiv i kroppen, når han sad op ad Berit Bøgekær, men efter nogle gange begyndte han at slappe af.

– Det var ligesom, når du bærer et spædbarn på skulderen. Du kan mærke forskel på, om det spænder i kroppen eller om det bare slapper af og læner sig ind til dig, fortæller hun.

En af de sidste gange skulle Nick knase en nød, imens Berit lyttede til den høje lyd – og Nick skulle lytte til Berits knasen.

– Og så lænede han sig helt ind mod mig. Kind mod kind. Det var et magisk øjeblik.

Optaget på video

Lars Nielsen har også haft mange gode oplevelser med Theraplay, og også han har fundet sin egen vej.

– Det betyder meget for mig, at det ikke bare er gøgl og gak, men at det er en del af noget større, siger han.

Theraplay-sessionerne optages altid på video. Både så der ikke bagefter kan opstå tvivl om intentionen med kropskontakten, og så psykolog og fx socialpædagog kan få supervision.

– For mig har det givet vildt meget at se videoen. Fx skulle jeg tage styringen, når vi klaskede hænderne sammen for at fange sæbebobler, men på videoen kunne jeg se, at det flere gange var barnet, der tog initiativet til at vælge den sæbeboble, vi skulle slå – og så fulgte jeg bare impulsivt efter. Det blev jeg bevidst om at lade være med, så han kunne vænne sig til at følge mig i stedet for omvendt.

Selve Theraplay-sessionerne varer kun cirka en halv time en gang om ugen, men Lars Nielsen og Berit Bøgekær bruger også legene uden for terapilokalet.

– Det kan fx være i puttesituationen, hvor jeg kan blæse sæbebobler ud på ryggen af et barn, der så skal mærke, hvor de lander, siger Berit Bøgekær.

De to socialpædagoger er også enige om, at det betyder meget, at de nu er opmærksomme på, at børnene er understimuleret i hjernen.

– Hvis man har et brækket ben med gips på, så er der jo ikke nogen, der kommer over og siger: Hey, nu skal du altså gå! Men vores børn ser helt normale ud udenpå, og derfor kan det være godt at blive bevidst om, at der er noget i deres hjerner, der ikke er modnet endnu. Og at de derfor nogle gange ikke kan handle anderledes end de gør. 

Berit Bøgekær og Lars Nielsen er enige om, at såvel teorier som Theraplay har gjort dem til bedre pædagoger. Berit Bøgekær siger:

– Vi er bedre rustet til at tale med hinanden om de enkelte børn og finde nye løsninger. Jeg er også blevet dygtigere på, hvad der sker i hjernen, og hvorfor børnene gør som de gør. 

Oplysninger om ‘Nick’ er anonymiseret.

Diskuter på facebook: Er det etisk korrekt at hjernescanne omsorgssvigtede børn? Psykolog Gitte Jørgensen vurderer, at man om fx 30 år måske vil bruge hjernescanninger som led i udredninger og evalueringer af børn med tilknytningsforstyrrelser. Vil det være etisk korrekt? Hvorfor? Hvorfor ikke? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook

 

Eksempler på lege i Theraplay Inden den første Theraplay-session laver terapeuten en såkaldt M.I.M-test, hvor barnet og omsorgspersonen (fx socialpædagogen) sammen skal løse forskellige opgaver. Samspillet optages på video og giver bl.a. et billede af relationen mellem de to. På den baggrund udvælger psykologen bagefter lege inden for fire dimensioner: Omsorg handler om at bygge barnets fornemmelse af selvværd op. Følelsen af at være værdifuld ‘bare fordi’. Den voksne tilbyder omsorg, uden at barnet spørger efter det. Det kan fx ske gennem følgende lege: Dekorere barnet med hårspænder og fjer. Fingerspidsmassage. Tjek barnets øjenfarve, længden på fingre, øre mv. Basalt set: Hvem er barnet? Struktur handler om, at den voksne til hver en tid har ansvaret for barnets sikkerhed og velbefindende og fx regulerer og guider. Det kan fx ske gennem følgende lege: Gå i takt. Sanglege, der er markeret med start, midte og slutning – og med rytme og imitation. Sværdkamp, hvor den voksne markerer kampens start og afslutning. Engagement handler om, at kontakten mellem den voksne og barnet skal fyldes med leg og glædesfulde øjeblikke. Det kan fx ske gennem følgende lege: Stanniolaftryk: Terapeuten laver aftryk i stanniol på barnets hånd, fod, øre, arm eller andet, mens pædagogen er uden for døren. Hun skal nu gætte, hvor på barnets krop, det passer. Blæs omkuld: Barn og pædagog blæser mod terapeut, der sidder på hug, indtil hun falder omkuld. Boogie woogie (engagement forbundet med glæde og sjov). Udfordring handler om at skabe små overskuelige og udviklingsmæssige rimelige udfordringer, der støtter barnet til at håndtere dets følelsesmæssige spændinger – og som er skabt til succes. Det kan ske gennem følgende lege: Stable puder, som barnet balancerer på og senere springer ned fra. Tommelfingerkrig. Højre hånds fingre griber om hinanden, mens tommeltotten stikker op. Det går nu ud på at få lagt den andens tommelfinger ned med sin egen. De to tomler krydser over hinanden, mens der i takt siges: ‘1-2-10-så-er-der-tommelfingerkrig’. Konkurrence om først at kunne puste en vatkugle ned i den anden ende af rummet, mens man ligger på gulvet. Kilde: ‘Børn i gode hænder. Neuroaffektiv udviklingspsykologi i praksis’. Hans Reitzels forlag 2013.