Gå til indhold

Stiftende generalforsamling i ny kreds – du kan være med

Socialpædagogerne Sjælland og Øerne bliver til virkelighed, når kreds Storstrøm og kreds Midtsjælland i november holder stiftende generalforsamling for alle medlemmer.

Tilbage til Storstrøm

Onsdag 5. november 2025 skriver Socialpædagogerne historie, når kreds Storstrøm og kreds Midtsjælland fusionerer og bliver til én kreds under navnet Socialpædagogerne Sjælland og Øerne.

Du kan være med til at få den nye kreds godt fra start, når den stiftende generalforsamling bliver holdt i Ringsted Kongrescenter fra klokken 15.30.

Meld dig til generalforsamlingen lige her

Kredssammenlægningen kommer efter, kongressen i efteråret 2024 besluttede, at Socialpædagogernes nuværende ti kredse skal blive til seks større kredse.

Politisk grundlag og ledelse

Ved den stiftende generalforsamling i den kommende kreds, Socialpædagogerne Sjælland og Øerne, skal der vedtages et politisk grundlag for den nye kreds samt vælges blandt andet daglig politisk ledelse, kredsbestyrelse og kongresdelegation.

Generalforsamlingen bliver skudt godt i gang med et musikalsk indslag af Candyfloss, som er et brugerstyret band fra Roskilde.

Et stemningsbillede fra generalforsamlingen i 2023 i kreds Storstrøm, som blev afholdt på TAMU i Vordingborg. I år foregår den stiftende generalforsamling i Ringsted Kongrescenter.
Et stemningsbillede fra generalforsamlingen i 2023 i kreds Storstrøm, som blev afholdt på TAMU i Vordingborg. I år foregår den stiftende generalforsamling i Ringsted Kongrescenter.

Sådan forløber aftenen

Ved generalforsamlingen skal der sættes navne på en række poster - blandt andet skal der vælges en kredsformand og to kredsnæstformænd. Se mere her.

Mens formand og kritisk revisor bliver valgt blandt alle de medlemmer, der er til stede ved generalforsamlingen, bliver de to kredsnæstformænd, hovedbestyrelsesmedlemmer og medlemmerne af kredsbestyrelsen og kongresdelegationen valgt i såkaldte opstillingskredse. Opstillingskredsene svarer til de to nuværende kredse, Midtsjælland og Storstrøm.

Det betyder, at medlemmerne undervejs om aftenen bliver delt op i to grupper, ud fra hvor de i dag er medlemmer. De gennemfører så valgene i opstillingskredsene, inden der bliver samlet op i fællesskab til sidst.

Det bliver en både festlig, spændende og måske også lidt nervepirrende aften 5. november, hvor der naturligvis også sørget for mad og drikke undervejs.

Se dagsordenen for generalforsamlingen her

Meld dig til generalforsamlingen lige her

Bliv medlem