Gå til indhold

Disse poster skal besættes i ny kreds

Vil du være med til at sætte retning for den nye kreds Sjælland og Øerne? Så kan du stille op til en af posterne ved den stiftende generalforsamling i november. Se her, hvilke poster der skal besættes.

Tilbage til Storstrøm

Socialpædagogerne Sjælland og Øerne er en realitet pr. 1. januar 2026. Men ingen kreds uden en daglig politisk ledelse, en kredsbestyrelse og en kongresdelegation, og de skal alle sammen vælges ved den stiftende generalforsamling 5. november 2025 i Ringsted Kongrescenter.

Her har du chancen for at være med til at præge den nye kreds, for du kan stille op til posterne.

Et tilbageblik til generalforsamlingen i 2023 hvor der var valg til kreds Storstrøms kredsbestyrelse. Nu gælder det kredsbestyrelsen i den nye kreds, Sjælland og Øerne.

Nogle af valgene vil ske blandt alle generalforsamlingens deltagere, mens andre valg sker i de nuværende kredse, Storstrøm og Midtsjælland, som bliver såkaldte opstillingskredse.

Du kan stille op til posterne helt frem til selve dagen for generalforsamlingen, men vil du have mulighed for at præsentere dig inden, har du også mulighed for det. Læs mere om det her

Disse poster skal besættes ved generalforsamlingen:

Kredsformand for Sjælland og Øerne

Kredsformanden vælges blandt alle generalforsamlingens deltagere. Kredsformanden får også automatisk en plads i Socialpædagogernes hovedbestyrelse.

Kredskasserer for Sjælland og Øerne

Kredskasseren vælges ved en afstemning blandt alle generalforsamlingens deltagere.

Kritisk revisor og revisorsuppleant

Kritisk revisor og suppleant vælges ved en afstemning blandt alle generalforsamlingens deltagere.

Fire hovedbestyrelsesmedlemmer

Hovedbestyrelsesmedlemmerne (HB) vælges i de to opstillingskredse, som er de nuværende kredse, Midtsjælland og Storstrøm.

Der skal vælges i alt fire HB-medlemmer – to i hver opstillingskreds.

To kredsnæstformænd

Kredsnæstformændene vælges i opstillingskredse, som er de nuværende kredse, Midtsjælland og Storstrøm.

En kredsnæstformand skal vælges af medlemmerne i den nuværende kreds Storstrøm.

En kredsnæstformand skal vælges af medlemmerne i den nuværende kreds Midtsjælland.

Kredsbestyrelsesmedlemmer

Kredsbestyrelsesmedlemmerne vælges i opstillingskredse, som er de nuværende kredse, Midtsjælland og Storstrøm.

Indstillingen fra de nuværende to kredsbestyrelser er, at kredsbestyrelsen fremover skal bestå af 15 medlemmer, men det skal besluttes ved generalforsamlingen.

Kongresdelegation

Kongresdelegerede til Socialpædagogernes kongres i efteråret 2026 vælges i opstillingskredse, som er de nuværende kredse, Midtsjælland og Storstrøm.

Antallet af medlemmer i opstillingskredsene afgør, hvor mange kongresdelegerede der skal vælges ved generalforsamlingen.  

Bliv medlem