Et godt arbejdsmiljø har båret os igennem
Brohuset i Ringkøbing er lykkedes med at etablere en tryg hverdag for borgerne trods de store forandringer, som corona-pandemien har påført bostedet
Af Carl Ancher Pedersen, journalist
Fotos: Nanna Bækdahl
Det er den overordnede positive oplevelse, socialpædagog, tillidsrepræsentant og p.t. også arbejdsmiljørepræsentant Pia Kjær Iversen sidder tilbage med, når hun ser tilbage på to måneder, hvor corona-pandemien har præget dagligdagen på bostedet Brohuset i Ringkøbing, et botilbud for 26 voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.
Da Mette Statsminister (sådan kaldes hun på bostedet) i begyndelsen af marts lukkede Danmark ned, førte det til ændrede vagtplaner, færre på job ad gangen og minimal fysisk kontakt og ”overlap” mellem personaler. Alt sammen for at minimere smitterisikoen, men med den konsekvens, at Pia Kjær Iversen og hendes kolleger ikke har været samlet i lang tid.
En ny ånd og en tryg hånd over huset
– Så får man virkelig målt temperaturen på sit arbejdsmiljø. Er det i orden, er chancerne for at komme igennem en corona-krise langt større, end hvis arbejdsmiljøet skranter. Vi oplevede fra dag ét, at vi stod sammen som kolleger om at tackle en pludselig og voldsom ændring af vores hverdag, siger Pia Kjær Iversen og tilføjer:
Det var som om, en ny ånd lagde en tryg hånd ned over huset. Der opstod en ny slags fællesskab med fokus på at etablere en tryg hverdag for vores borgere, hvor der ikke blev sat spørgsmål ved, om vi kunne løfte opgaven. Det kunne og ville vi. Jeg syntes, at vi er lykkedes rigtig flot med dette, og det gør mig stolt at være en del af en så dygtig og stærk personalegruppe.
Beboergruppe i ro og balance
Hvordan har de borgere, som det i bund og grund handler om, reageret? Med ét slag blev deres hverdag ændret, da alle de aktiviteter, der normalt præger dagligdagen, måtte aflyses: arbejde, fritidsaktiviteter, besøg af pårørende, weekender og ferier hos pårørende, besøg hos frisør, fysioterapeuter osv.
– Vi frygtede, at de ville reagere negativt, men det gik lige modsat. Sjældent har vi oplevet en beboergruppe i så meget ro og balance som i den periode, der var lukket helt ned. Vi tilskriver det, at vi som personale var klare i vores udmeldinger, og at mange af de daglige krav og opgaver blev fjernet fra beboerne, da vi pludselig kun skulle fungere som en lille, lukket enhed. Vi har haft mere tid og ro til nærvær med den enkelte, og vi har haft fokus på at skabe struktur i beboernes hverdag. Op om morgenen og i seng til normal tid, faste spisetider, nye aktiviteter som Danmark synger sammen, gymnastik, gåture osv. er lagt fast ind i strukturen, fortæller Pia Kjær Iversen.
– På grund af smitterisikoen har vi været så få på arbejde ad gangen som muligt. Derfor har der ikke været ressourcer til blomstrende, kreative aktiviteter, men det er tankevækkende, at vores beboere uanset dette har reageret så positivt. I øvrigt har vi en fantastisk gruppe af pårørende, som har medvirket til at skabe nye muligheder for ”samvær” med deres familiemedlemmer på Brohuset. Der er blevet skypet, facetimet, og snakket i telefon som aldrig før. Her har udfordringen nok mest været personalets manglende viden om, hvordan man opretter Skype osv. på beboernes telefoner, Ipads osv. Så vi sender en varm og kærlig tak til vores dygtige og uundværlige unge vikarer, tilføjer hun.
Tillid til personalet
Corona-krisen har også kunnet mærkes ledelsesmæssigt. Siden 12. marts har Brohusets ledelse måttet arbejde hjemmefra. De almindelige fysiske møder er erstattet af ”formiddagskaffemøder” i form af videokonferencer. Det har fungeret godt, men er og bliver en nødløsning, når man er vant til en daglig leder, der normalt fungerer som en nærværende, synlig og tæt sparringspartner, hvis dør altid står åben.
– Det savner vi meget, men samtidig har vi oplevet en ledelse, der ikke har været betænkelige ved at give os selvbestemmelse og har vist stor tillid til, at vi som personale har magtet at løfte opgaven, siger Pia Kjær Iversen.
En af de største udfordringer har været at følge med i de mange og hurtigt skiftende informationer om corona-forholdsreglerne.
Den ene retningslinje efter den anden er væltet ind på mail og er ændret igen med korte mellemrum. Der har været mange skiftende meldinger at skulle forholde sig til, og indimellem har vi da holdt os for øjnene og sagt: ”Uha, det går godt nok stærk nu!”
Dokumentation eller tillid
For Pia Kjær Iversen har corona-perioden givet anledning til refleksioner over den obligatoriske dokumentation af arbejdet. Den har for en tid været nedprioriteret, blandt andet fordi nogle af de mål, der er sat for den enkelte borger, ganske enkelt ikke har været i spil under nedlukningen.
– Det er tankevækkende, at vi i en tid, hvor vi udfordret af en verdensomspændende pandemi har måttet holde vores dokumentation på et minimum, samtidig har oplevet en beboergruppe i så fin ro og trivsel. Selvfølgelig har vi dokumenteret i det omfang, det giver mening for den enkelte beboer, men til daglig synes jeg, at vi bruger mange ressourcer på at dokumentere på kryds og tværs, uden at det tilfører beboerne livskvalitet. Mange af dem er jo på et funktionsniveau, hvor de ikke selv kan bidrage til at udforme målene og ikke engang er klar over, at der er sat mål for dem. Hvis man ønsker økonomiske styreredskaber, tror jeg, at der skal noget andet til, siger hun og tilføjer:
– Mette Statsminister var i sin 1. maj-tale inde på, at kommende reformer, overenskomster og kommunale handleplaner får svært ved at måle sig med de forandringer, som medarbejdere og ledelser har skabt de sidste to måneder. Hun mente, at det skulle politikerne lære af. ”Vi skal styre mindre, tilliden skal tilbage. Vi skal stole på, at hvis vi tør sætte rammerne mere frit, så vil man lokalt finde de rigtige løsninger”, sagde hun. Det glæder jeg mig meget til at se.
Ud af corona-boblen – Hvad kan vi tage med os?
I det hele taget har de seneste to måneder ifølge Pia Kjær Iversen givet stof til eftertanke.
– Arbejdsglæden er heldigvis intakt, og jeg tror, at vi kommer helskindet igennem denne situation. Men det er vigtigt, at vi om muligt sætter endnu større fokus på trivsel og arbejdsmiljø fremover. Jeg føler mig overbevidst om, at det er et godt arbejdsmiljø, der har hjulpet os godt gennem denne periode og også det, der skal løfte os gennem de næste måneder.
Efter otte uger i coronaens slagskygge trænger hun og kollegerne efterhånden til at se hinanden. Både for at drøfte, hvad de har oplevet, og ikke mindst hvordan de ser en fremtid med coronaen som følgesvend, indtil der kommer en effektiv vaccine på markedet.
– Den boble, vi på det seneste har befundet os i, kan selvfølgelig ikke vare ved de næste fem år. Men det er vigtigt at reflektere over, hvad vi kan tage med os fremadrettet, inden vi bare falder tilbage i den gamle hverdag igen. Kunne lidt færre aktiviteter og skift bidrage til at skabe mere ro? Er der noget vi kan gøre anderledes for at skabe en anden og bedre hverdag for vores beboere, som i højere grad tilgodeser deres behov?