Juni 2025

Læs hele nyhedsbrevet her.

Om få uger afslutter Agne Mazecaite merituddannelsen til pædagog. Uddannelsen har givet hende selvtillid og smag for faglig udvikling. Men det har også været hårdt at balancere uddannelse, arbejde og familie.

At Agne Mazecaite lige om lidt står med et dansk eksamensbevis i hånden som bevis på, at hun nu er uddannet pædagog, stod ikke skrevet i stjernerne, da hun blev født i Litauen for 35 år siden. Hun kom nemlig først til Danmark for 17 år siden, og med i bagagen havde hun en uddannelse inden for handel og økonomi. Men da hun på et tidspunkt via sin a-kasse kom i praktik på Skovhuset under Handicapcenter Fyn, fandt hun hurtigt ud af, at hun godt kunne lide at arbejde med mennesker, der har et handicap. Derfor fik hun efter nogle år, da hun var sikker på at være landet på den rette hylde rent fagligt, lyst til at læse til pædagog. Det var imidlertid ikke muligt at gøre det på en meritordning på daværende tidspunkt, og hun måtte væbne sig med tålmodighed.

Glad var Agne Mazecaite derfor, da hun for knap tre år siden blev optaget på pædagoguddannelsen via den meritordning, som var kommet i stand mellem UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole og Region Syddanmark.

Nu to og et halvt år senere gør hun status over sit uddannelsesforløb med en stolthed over at have klaret det og vished om, at det var det rigtige valg, hun tog dengang.

”Det har været utrolig lærerigt, og jeg er vokset meget på de to og et halvt år. Jeg føler mig privilegeret over at have fået den mulighed, men jeg vil også sige, at det har været enormt hårdt. Jeg har to små piger på syv og fire år, så der har været meget, der skulle gå op. Heldigvis har jeg haft en god mentor undervejs i Anne Runge, der er frivillighedskonsulent i Handicapcenter Fyn, hvilket har været en stor støtte,” siger Agne Mazecaite.

Uddannelse og arbejde i kombination
Merituddannelsen, som Agne Mazecaite har fulgt, har været tilrettelagt, så hun tre dage om ugen har arbejdet på sin arbejdsplads Engbo Nyborg, et botilbud for voksne mennesker med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, og to dage ugentligt har haft undervisning på UCL. Fordi det var længe siden, hun havde siddet på skolebænken, da hun startede på uddannelsen, var hun spændt på, hvordan det ville være igen at skulle studere.

”I starten var jeg da nervøs for, om jeg nu kunne finde ud af det. Der har været rigtig meget læsning og store mængder information, vi har skullet tage ind. Men jeg synes, det har været rigtigt spændende, og jeg har også lært rigtigt meget om mig selv og fået en masse selvtillid undervejs,” siger Agne Mazecaite.

Hun fortæller, at der undervejs i uddannelsesforløbet har været lidt uro på grund af skift af undervisere. Men hun synes, at UCL har tacklet det godt.

”Vi lavede heldigvis hele tiden evalueringer, som gjorde, at vi fik mulighed for at komme af med vores frustrationer, når vi havde nogle. Og Anders (Nørgaard red.), uddannelseschefen for pædagoguddannelse, var rigtig god til at komme ind og spørge til os. Og så har jeg også oplevet, at vores undervisere generelt har rost os rigtig meget undervejs – især for vores refleksionsniveau,” siger hun.

Vi skal væk fra ”Vi plejer”
For Agne Mazecaite har det været både spændende og udfordrende at veksle mellem studie og arbejde. Men at gå fra at være ufaglært til at være den, der kommer på arbejde med helt ny viden og nye måder at anskue diverse arbejdsgange på, har både hun og kollegaerne skullet vænne sig til.

”Det har krævet, at mine kollegaer ændrede syn på mig. Det tror jeg, at de synes, har været lidt svært. De har ikke været vant til, at jeg var den, der rejste mig og sagde noget til møderne, og at jeg mødte op med så megen refleksion, som jeg gør nu,” siger hun.

På den måde er det ikke kun de meritstuderende, der skal være klar på en ny hverdag, når de starter på uddannelse, understreger Agne Mazecaite.

”Jeg har altid haft hjerte og varme i forhold til borgerne, men jeg har også fået en del hjælp fra mine uddannede kollegaer. Jeg har selvfølgelig selv oparbejdet en del viden gennem årene, men jeg har ikke haft et sprog for, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Det har jeg fået nu. Og nu kommer jeg også tilbage til mine kollegaer og undrer mig over nogle af de ting, vi gør, fordi jeg har fået ny viden. Når jeg deler den, kan jeg mærke lidt skepsis og den der, ’Skal vi ikke bare gøre, som vi plejer?’. Men det skal vi jo netop ikke altid,” siger Agne Mazecaite.

Håber, andre får muligheden for merituddannelsen
For den snart færdiguddannede socialpædagog har pædagogstudiet betydet, at hun har fået smag for at udvikle sig rent fagligt. Det håber hun, at hun får mulighed for at fortsætte.

”Jeg er blevet meget bevidst om, hvor nemt man kan ende i, at ’Vi gør sådan her, for det plejer vi’. Hvis ikke vi får ny viden og input udefra, så stopper vi med at reflektere, undre os og stille spørgsmål til vores praksis,” siger Agne Mazecaite.

Hun håber, at det fremadrettet atter bliver muligt at tage pædagoguddannelsen på meritvilkår. For hun er ikke i tvivl om, at der er stor interesse for det.

”Der er flere kollegaer, der har spurgt mig, hvordan jeg har fået strikket det sammen. For når man har stiftet familie og fået børn, er det ikke ligetil at studere på en SU,” siger hun og kommer med et enkelt ønske på fremtidige meritstuderendes vegne.

”Jeg vil håbe, at det bliver sådan, at man kan tage uddannelsen sammen med flere fra sit område. Vi har været ni, tror jeg, fra Handicapcenter Fyn, og det har været afgørende, at vi har kunnet lave en studiegruppe sammen og på den måde støtte hinanden. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde klaret den, hvis jeg havde været den eneste – selvom jeg også har fået god støtte fra mine ledere,” siger Agne Mazecaite.

Socialpædagogernes verdenskongres, AIEJI, løb af stablen i sidste måned. Socialpædagogerne Kreds Sydjylland og Kreds Lillebælt havde forinden udstedt en konkurrence, hvor 10 medlemmer kunne vinde en dags deltagelse på kongressen. Læs her, hvordan to af vinderne oplevede at være med til den 21. AIEJI, der i år afholdtes i København.

Hanne Dall, socialpædagog og hjemmevejleder i Odense Kommune for borgere med paragraf 85-bevilling samt leder af en lille klub for ung med autisme.

Hvad fik dig til at deltage i konkurrencen om en dagsbillet til AIEJI?
Jeg er altid nysgerrig efter ny inspiration på mit fagområde. Kursusbudgettet i Odense Kommune er ikke særlig stort, så da jeg så opslaget om konkurrencen på Socialpædagogerne Kreds Lillebælts facebookside, var jeg med det samme klar til at deltage i konkurrencen i håbet om at komme afsted og få inspiration og blive skubbet lidt til rent fagligt.

Hvilke faglige arrangementer deltog du i?
Jeg deltog i to forskellige workshops. Den ene handlede om, hvordan man kan bruge en særlig form for brætspil sammen med bl.a. den gruppe af unge, jeg arbejder med. Den anden handlede om autisme kontra udviklingstraumer, som også er meget relevant for mig i forhold til de borgere, jeg arbejder med. Så hørte jeg et oplæg med Janne Østergaard Hagelquist, der hed ”Traumeinformeret og mentaliserende arbejde i socialpædagogisk arbejde” og senere endnu et oplæg af Per Isdal ”Omsorgens pris”, der handlede om de sundhedsrisici,
vi er udsat for i kraft af vores arbejde som socialpædagoger. Alt sammen meget spændende.

Nåede du andet end de faglige indslag?
Jeg prioriterede helt klart det faglige og var fx ikke med på Københavns Rådhus og få pandekager, og jeg så heller ikke Lykkeliga-kampen, som blev spillet. Men så mødte jeg til gengæld en tidligere kollega, som jeg fik snakket med – det var også dejligt. Hun havde i øvrigt selv købt adgang til alle dagene på AIEJI, hvilket jeg da blev lidt misundelig over.

Hvad var den bedste oplevelse for dig?
Det synes jeg er svært at sige, for jeg synes, at det hele var meget spændende. Men jeg vil sige, at det mest overraskende var workshoppen omkring unge og brætspil. Når man spiller spil sammen med unge mennesker som dem, jeg arbejder med, skal det helst foregå i meget faste rammer, da det ellers bliver utrygt for dem. Spillet handlede om følelser og adfærd, som er noget af det, der ellers kan være svært at tale om for dem. Vi spillede selv spillet med socialpædagogiske briller på, og et af spørgsmålene var, hvad der havde fået os til at vælge at blive socialpædagoger. Selvom vi var fra forskellige lande, var vores svar på det spørgsmål faktisk meget enslydende, og det er jo netop det, der kan være godt for de unge, jeg arbejder med – at have nogle at spejle sig i og opdage, at der er andre, der tænker ligesom dem selv. Desværre har vi ikke lignende spil på dansk. Der findes kun nogle, som retter sig mod yngre børn.

Hvad tog du med dig hjem?
Jeg kom hjem med den der boblende følelse af at have fået lov at genbesøge mit fag. Jeg snuste til nogle faglige områder, som jeg selv kunne gå videre med, når jeg kom hjem. Og jeg ville da rigtig gerne have været der alle dagene, så jeg kunne få endnu mere faglig inspiration. Dagen fik mig også til at tænke på, hvor ærgerligt, det er, at der ikke er ressourcer til at sende os afsted på den slags i nogle kollegagrupper. Det ville give så meget fagligt, men også generere en masse social kapital, er jeg sikker på.

Økonomi må aldrig være afgørende, når et barn skal anbringes udenfor hjemmet. Det mener formand for Børne- og ungeudvalget i Nordfyns Kommune, Kasper Solberg (S), der selv er plejefar. Derfor arbejder han for mere fleksibilitet på anbringelsesområdet.

For et par år siden kiggede Kasper Solberg og hans hustru på hinanden og blev enige om, at de nu var et sted i livet, hvor de følte, de havde både overskud og lyst til at tage et barn i pleje. De gennemførte derfor de nødvendige kurser, og mens Kasper Solberg fortsatte sit gymnasielærerjob på fuld tid, gik hans hustru ned på halv tid. I dag har de haft deres plejebarn boende i lidt over et år og har på intet tidspunkt fortrudt, at de tog beslutningen.

”Det er fantastisk at være plejefamilie. Selvfølgelig kan man sige, at det er nemmere at lade være, men det er bare så berigende. Det har været virkelig givtigt for hele familien. Også for vores to store børn på 18 og 14, der synes, det har været dejligt at få en ’lillebror’ på 10 år,” siger Kasper Solberg.

Men selvom det indtil videre har været en succeshistorie for Kasper Solberg og hans familie at få et barn i pleje, er han som politiker meget bevidst om, at det ikke er løsningen for alle børn, der skal anbringes.

”Plejefamilier er ikke lykken for alle, og der findes også dårlige plejefamilier. Vi har pligt til også tænke institutioner og aflastning i forskellige varianter, så vi har en fleksibelt pallette af muligheder, når et barn skal anbringes. Og så skal vi turde følge op løbende – også når der ikke umiddelbart er problemer,” siger han.

Knivskarp på barnets behov
For Kasper Solberg som lokalpolitiker og formand for Børne- og Ungeudvalget i Nordfyns Kommune er det en mærkesag, at pengene skal følge barnet og ikke omvendt, når det skal besluttes, hvilken anbringelse der er den rigtige.

”Fra et børneperspektiv er det vigtigt for mig, at vi er en kommune, der handler hurtigt, men også samtidig giver det enkelte barn det rigtige pædagogiske tilbud. Det er ret tydeligt med Barnets Lov, hvad det er, vi skal arbejde henimod, og det er ikke noget med hele tiden at tjekke op på priser for eksempel. Vi skal derimod have fokus på kontinuerligt at følge op på de enkelte sager og konstant være knivskarpe på, hvad der er i barnets interesse,” siger han.

Gennemsnitsmodellen skal indføres
Et af de tiltag, som Kasper Solberg har arbejdet for at få indført – netop med barnets bedste for øje – er den såkaldte gennemsnitsmodel. En model, der er målrettet aflønning af plejefamilier, og som benyttes i flere af landets kommuner. Dog endnu ikke i Nordfyns Kommune.

”Som det er i vores kommune lige nu, får plejefamilier penge alt efter, hvor dårligt plejebarnet er. Det vil sige, at jo dårligere barnet er, jo flere penge får man. Med gennemsnitsmodellen fastsætter man i stedet et beløb, som er ens for alle plejefamilier. Det vil give et meget større incitament for at få det enkelte plejebarn i bedst mulige trivsel. Og jo bedre trivslen er, jo mindre bliver selve plejeopgaven. Og så bliver man ikke med gennemsnitsmodellen sat ned i honorering, selvom plejebarnet bliver mindre plejekrævende med tiden,” siger han.

Kasper Solberg anerkender, at der kan være enkelte børn, der bliver dårligere med årene. Men så må man se på, om gennemsnittet skal hæves generelt, påpeger han.

At indføre gennemsnitsmodellen er rent økonomisk helt realistisk ifølge Kasper Solberg.

”Teknisk set har plejefamilierne i Nordfyns Kommune lige fået en lønforhøjelse på 1,2 millioner årligt. Det har de, fordi den meget omtalte pensionsordning, som Nordfyns kommune som den første i landet ville indføre for plejefamilier, viste sig at være en dårlig idé. I stedet kan pengene, der oprindeligt var afsat dertil, nu gå til at finansiere gennemsnitsmodellen,” siger han.

Mere medarbejderperspektiv
Overordnet er det gået mere og mere op for Kasper Solberg, fortæller han, at man på anbringelsesområdet i langt højere grad er nødt til at medtage medarbejderperspektiver, når man vil skabe de bedst mulige forhold for børnene. På institutionerne er det muligt at gribe det an ved i højere grad at gøre tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter skarpere på, hvad der rører sig blandt medarbejderne. Sværere er det, hvad angår plejefamilierne. Her håber den socialdemokratiske borgmesterkandidat, at blandt andet samarbejdet med Socialpædagogerne kan være en løftestang.

”Det vanskeliggør det politiske arbejde, at plejefamilierne ikke er organiseret ligesom medarbejderne på institutionerne er. Men her tror jeg på, at Socialpædagogerne kan spille en vigtig rolle, fordi de har en fællestillidsrepræsentant-kasket på hovedet i forhold til plejefamilierne. Socialpædagogerne kan blandt andet være med til at forhindre – ved at være i dialog med alle i børne- og ungeudvalget – at vi kommer til at tage en uhensigtsmæssig beslutning som den, vi kom til at tage om pension til plejefamilierne,” siger han og fortsætter:

”Noget af det, jeg kunne tænke mig, at Socialpædagogerne gør, er for eksempel at være med til at afholde et dialogmøde med plejefamilierne og børn- og ungeudvalgets medlemmer en gang om året. Det vil kunne give os et retvisende billede af det, der rører sig blandt plejefamilierne. Vi kunne selvfølgelig godt via forvaltningen lave fokusgruppe-interviews med plejefamilier, men så risikerer vi, at de er håndplukkede og ikke-repræsentative,” siger Kasper Solberg.

Til efteråret er der stiftende generalforsamling for den kommende kreds "Socialpædagogerne Kreds Syddanmark".

Generalforsamlingen afholdes den 6. oktober 2025 i Messe C, i Fredericia fra kl. 16.00.

Der skal på den stiftende generalforsamling vælges formand, kredsnæstformænd, kredskassere, kongresdelegation samt kritisk revisor.

Ønsker man at stille op til en af ovenstående poster, kan man få mere information ved at kontakte kontorleder i Kreds Syddanmark, Anne-Dorthe Borum på tlf: 5084 6859 eller mail: adj@sl.dk

Hold dig opdateret på hjemmesiderne for de to kredse.