Januar 2025

Januar 2025

'Fra maj måned bliver tre kredskontorer til ét, når Kreds Lillebælt og Kreds Sydjylland flytter sammen i Kolding. Samarbejdet mellem de to kredse er allerede godt i gang, og på både administrativt og politisk niveau tror man på, at sammenlægningen bliver en gevinst for medlemmerne.

Det startede med en fælles telefonordning. Så kom der fælles administration. Og inden længe vil der også være fælles adresse. Det er naturligvis sammenlægningen mellem Socialpædagogerne Kreds Lillebælt og Kreds Sydjylland, det handler om. En sammenlægning, som betyder, at de to kredse fra maj måned i år vil bo under samme tag på Kokmose 12 i Kolding. En adresse, som i øvrigt udmærker sig ved at være placeret lige præcis 70 kilometer fra begge kredses nuværende kontorer i henholdsvis Esbjerg og Odense.

Anne-Dorthe Borum, der er kontorleder for begge kredse har sammen med kollegaer arbejdet målrettet med at få skabt en stærk fælles administration til gavn for alle medlemmer.

”De forskelle, der måtte have været mellem de to kredse, bliver mere og mere udviskede. Noget af det, som vi allerede mærker, fungerer godt, er, at vores medlemmer nu, efter vi fik fælles telefonordning ved årsskiftet 2024, langt hurtigere får fat i den rette person. Ved at samle alle kompetencer på ét sted, sikrer vi en mere effektiv og koordineret forvaltning af medlemmernes penge. Dette optimerer fordelene for alle ved at fremme bedre samarbejde og vidensdeling samt sikrer hurtigere og mere præcise svar på medlemmernes behov," siger hun.

Flest flytter med
Fusionsprocessen mellem de to kredse er med Anne-Dorthe Borums ord startet i den store tragt, og langsomt men sikkert bevæger de to kredse sig nu tættere og tættere på hinanden. På begge kredskontorer har alle medarbejdere fået tilbud om at flytte med til den nye arbejdsplads i Kolding, hvilket langt de fleste har takket ja til.

”Personalet fra de to kontorer har allerede været samlet flere gange i efteråret, og vi kommer også til at mødes i løbet af de næste måneder, så vi kan arbejde videre med at få skabt en god arbejdsplads, hvor vi sammen kan yde det bedste for vores medlemmer. Fra 1. april, hvor vi får nøglerne og frem til begyndelsen af maj, bliver det nok lidt hektisk, men herefter glæder jeg mig til, at vi er samlet i samme hus og kan give os i kast med alle de opgaver, der venter forude,” siger Anne-Dorthe Borum.

Nærhed er lig med tilgængelighed
Også på politisk niveau er der begejstring og positive forventninger til sammenlægningen.

”Begge kredse er glade for kongresbeslutningen, og nu glæder vi os meget til at komme ud og give liv til visionerne og få skabt en stærk kreds til gavn og glæde for vores medlemmer,” siger formand for Kreds Lillebælt, Hanne Ellegaard.

Med sammenlægningen og den kommende fusion ændrer det geografiske landskab sig. Der er nu i alt 22 kommuner, som skal betjenes fra samme udgangspunkt. Det kan måske få nogle medlemmer til at frygte, at de og deres arbejdsplads og/eller kommune risikerer at drukne i mængden. Den frygt skal dog gerne vise sig ubegrundet, understreger Jacob Bøegh, formand for Kreds Sydjylland. For et af målene med sammenlægningen er netop, at medlemmerne fremadrettet skal mærke øget kvalitet i den rådgivning, de tilbydes.

”Nogle medlemmer vil tænke, at nu flytter vi langt væk fra deres kommune og deres arbejdsplads. Men her er det utrolig vigtigt at få forklaret, at nærhed ikke handler om geografi, men om tilgængelighed. Det vigtige er, at medlemmerne kan komme i forbindelse med os og få den rette hjælp af den rette person, når de har brug for det. Og det kan vi meget bedre honorere nu, fordi vi har samlet al ekspertisen ét sted og har flere folk på holdet,” siger han.

Fælles fokus på fag og faglige fællesskaber
Hanne Ellegaard føler sig overbevist om, at det bliver nemt at finde fælles fodslag for de to kredse, idet hun oplever, at de to kredsbestyrelser deler både idéer og idealer.

”Noget af det, der optager bestyrelsen i Kreds Lillebælt, er, at vi skal styrke fokus på faget og dermed også på medlemsaktiviteter. Jeg oplever, at det samme er tilfældet i Kreds Sydjylland. Opgaven for os bliver at finde ud af, hvordan vi får udmøntet vores ønsker helt konkret. Men der er ingen tvivl om, at vi i den nye faglige organisation vil arbejde med at rekruttere til socialpædagogiske arbejdspladser samt have fokus på at invitere ind til faglige fællesskaber,” siger hun.

Hendes sydjyske kollega stemmer i.

”I modsætning til de gule fagforeninger ved vi faktisk noget om faget her hos os. Det ønsker vi fokus på; at faglighed forandrer liv. Med den nye organisation er jeg sikker på, at vi får endnu bedre forudsætninger for det,” siger Jacob Bøegh.

Den 6. oktober 2025 afholdes der stiftende generalforsamling i Fredericia for den nye kreds, der får navnet Socialpædagogerne Kreds Syddanmark.

Jacob Bøgh, Anne Dorthe Borum og Hanne Ellegaard

Januar 2025

Tre årtiers erfaring som socialpædagog adskiller Jette Lange, leder af Familie og Ungdomscenteret i Fredericia, fra hendes kollega Julie Trans Nielsen, der er nyvalgt tillidsrepræsentant samme sted. Hvordan det kommer til udtryk i deres opfattelse af blandt andet arbejdsidentitet og faglighed, kan du læse om herunder.

Hvordan var jeres vej ind i socialpædagogfaget?

Julie: Da jeg blev færdig med gymnasiet, holdt jeg nogle sabbatår. Jeg ville gerne først arbejde og tjene nogle penge og skrev en masse ansøgninger til almindelige børnehaver, fordi det var det, jeg troede, jeg skulle. Men desværre bed ingen på. En dag manglede de en afløser det sted, min kusine arbejdede, som var et sted for mennesker med handicaps. Jeg sagde ja til at prøve det af, og så skete det, at jeg meget hurtigt blev glad for det arbejde. Det handlede om, at det føltes virkelig meningsfuldt at kunne gøre en forskel for de her mennesker. Jeg fik med tiden mere og mere ansvar og til sidst tænkte jeg, at det var tid til, jeg fik noget teoretisk viden om alt det, jeg gik og gjorde. Så jeg søgte ind på pædagogseminariet for at blive socialpædagog og har ikke set mig tilbage siden.

Jette: Jeg var 20 år, da jeg var færdiguddannet revisor. Jeg havde siddet og set min far ordne regnskaber og tænkte, at det da nok var revisor, jeg også skulle være. Da jeg fik et job som revisor, kunne slet ikke se mig selv i jobbet. Så jeg tog ud at rejse og fik senere bestyrebevillingen på et diskotek. Og det var faktisk her, jeg opdagede, at jeg skulle være socialpædagog. Jeg kom i kontakt med nogle af de unge, der altid kom meget tidligt om aftenen og fandt ud af, at det var unge, der kom fra dårlige hjem og havde det svært. Jeg boede i kollektiv dengang i starten af 80erne, en af de unge boede alene med sin far, der var drak alt for meget. Drengen flyttede ind i vores kollektiv og børnepengene gik til os i stedet for drengens far. Helt vildt, at man kunne det dengang – jeg var jo selv temmelig ung. Men fra det tidspunkt vidste jeg, at jeg skulle arbejde med udsatte unge og være socialpædagog.


Hvordan har socialpædagogfaget ændret sig, siden du blev uddannet?

Jette: Noget af det, der har ændret sig mest, er det store fokus på mål og skriftlighed i dag. Det var der slet ikke så systematisk, da jeg var ung.
Mit første job var i Vollsmose og her var jeg heldig at få en leder, der var af den overbevisning, at der aldrig var børn, vi ikke kunne nå. Så måtte der være metoder, vi endnu ikke havde afprøvet, og vi måtte være kreative. Men det var måske også lettere at være kreativ dengang, fordi økonomien var en anden. Jeg har taget dette mindset med mig i mit arbejdsliv – at der aldrig er børn og unge vi ikke kan nå, og at de primære omsorgspersoner som udgangspunkt gør det bedste, de kan.

Hvordan var det at komme ud på arbejdsmarkedet som nyuddannet?

Julie: Jeg fik ikke noget praksischok, og det tror jeg skyldtes, at jeg allerede havde arbejdet indenfor området, inden jeg blev uddannet. Jeg synes, jeg har haft stor gejst fra dag ét. Og selvom jeg også nogle gange hører, at mange ting var nemmere engang på grund af blandt andet økonomien, så synes jeg, at vi i hvert fald her på stedet, er meget optagede af, at alle børn kan nås. Jeg synes, vi er gode til i fællesskab at tænke nye idéer, når noget har vist sig ikke at virke.
Derimod fik jeg nok et uddannelseschok, da jeg startede på uddannelsen. Jeg var af og til frustreret, fordi noget af den undervisning, vi havde, og de praksishistorier, vi arbejdede med, ikke altid matchede den virkelighed, jeg kendte i forvejen. Det kunne være svært at arbejde med ”det perfekte scenarie” i teorien, når man vidste, at det i virkeligheden sjældent er så ligetil.

Hvordan kan I supplere hinanden som henholdsvis gammel og ny i faget?

Jette: Jeg lærer utrolig meget af at have unge og nyuddannede medarbejdere. Det er vigtigt, at vi uanset alder og erfaring, altid lytter oprigtigt og forsøger at forstå den andens perspektiv. Jeg håber aldrig, jeg bliver sådan en, der siger: ”Det har vi prøvet, og det virker ikke”. Så er det tiden, at jeg skal stoppe.

Julie: Jeg tænker, at jeg kan bidrage helt konkret med viden på et område, handicapområdet, som Jette ikke har så megen kendskab til. Jeg synes også, at jeg kan være med til at give nye perspektiver på forskellige problemstillinger, som vi står overfor. Og så kommer jeg også med den nyeste viden fra studiet. Til gengæld kan jeg lære rigtig meget af Jette i forhold til, hvordan en organisation som denne fungerer. Som forholdsvis nyuddannet er der rigtig mange ting, jeg gerne vil, men jeg lærer mere og mere at forventningsafstemme – altså; hvad er faktisk muligt indenfor de rammer, vi har.

Er der forskel på, hvordan I tackler udfordringer på arbejdspladsen – også i samarbejdet som leder og tillidsrepræsentant?

Jette: For ikke så længe siden havde vi udfordringer i personalegruppen med to grupper, der var gået lidt skævt af hinanden. Her kunne jeg mærke, at Julie var lidt mere bekymret end mig. Hun havde også overvejelser om, hvorvidt vi skulle have SL indover. Jeg havde nok lidt mere ro i maven og tænkte, at vi nok skulle finde en løsning. Da jeg var ung, tænkte vi aldrig i, om vi skulle tage fat i fagforeningen. Jeg er ret sikker på, at jeg sammen med min TRIO, kan sikre, at alle kommer godt og hel igennem sådan en proces. Netop ved at tænke i TRIO-ansvarligheden er det godt, at Julie som TR er så opmærksom på, om vi risikerer at have overset noget – vi får dækket alle vinkler.

Julie: Det er rigtigt, hvad Jette siger. Og det er slet ikke fordi, jeg har mistillid til hende som leder i sådan en situation. Slet ikke. Det er mere fordi, at jeg som ny i hvervet har brug for at kende rammerne 100 procent og vide, at vi tilgår problemet bedst muligt.


Hvor meget betyder jeres arbejdsfaglige identitet for jer?

Jette: Jeg er stolt af at være socialpædagog. Og jeg er også stolt over dem, der arbejder her hos os. Hvis Julie og hendes kollegaer ikke var her, så var der familier, der ville gå i stykker. Selvom jeg er leder og har været det i rigtig mange år, så er det sjældent det, jeg fortæller om i privat regi. Det er vigtigere og mere interessant at fortælle om det dedikerede arbejde, pædagogerne gør, og hvor stor en forskel det kan gøre for vores børn, unge og familier. At være leder er bare den funktion, jeg tilfældigvis har. Ikke at jeg ikke anser ledelse som et fag, for det gør jeg. Det er af stor betydning, at jeg kan sætte en ramme, hvori den enkelte kan udvikle sig, og at vi på den måde kan give det bedste til vores børn og unge.
Jeg har taget en uddannelse i traumeterapi, fordi jeg gerne vil sikre, at jeg udover de ledelsesgreb, jeg har lært, også har et stærkt fagligt fundament.

Julie: Jeg er uden tvivl stolt af at være socialpædagog. Men jeg mangler måske anerkendelsen af faget i et mere samfundsmæssigt perspektiv. Jeg føler selv, jeg gør en forskel i mit job, og når jeg fortæller om det, synes folk jo faktisk, det er spændende og har respekt for det. Men selvom jeg er stolt af mit fag, så ligger hele min identitet ikke i det. Jeg er socialpædagog, ja – men jeg er også alt muligt andet.

Hvad motiverer dig i dit arbejde?

Julie: Ift. at være socialpædagog, så motiverre det mig at kunne skabe det bedste miljø for de børn og unge, jeg arbejder med. Så de trives bedst muligt. Jeg elsker at se bag om adfærden og forstå, hvad der er på spil for den enkelte. Det er noget, jeg aldrig bare vil kunne gøre med lukkede øjne – det kræver, at jeg altid reflekterer over min egen praksis og ser, hvordan jeg kan gøre det bedre. Det er fedt altid at kunne blive klogere og lære mere.
I forhold til at være TR så er det faktisk ganske nyt. Det var en perifer veninde, der fortalte om TR-arbejdet, og ad den vej fik jeg øjnene op for vores rettigheder og for, hvordan vi overhovedet er kommet hertil som socialpædagoger. Det spændende ved at være TR er, at man kan være med til at finde frem til nogle fælles, gode løsninger og med til at implementere tingene i praksis. Her synes jeg, at min fornemmeste opgave er at videreformidle til ledelsen, hvad vi på gulvet har brug for i vores hverdag for at kunne gøre det bedste for de børn og unge, vi arbejdet med. Så kan vi (ledelse og TR/AMIR/MEDARBEJDERREPRÆSENTANT) sammen se på, hvordan det kan lykkes indenfor de rammer, vi har.

Jette: Jeg er leder og har lederuddannelse, men det er faget, jeg synes er det interessante. Det med at kunne se bag den adfærd, som børnene og de unge mennesker har og ud fra det finde ud af, hvad det er, de har brug for. Det motiverer mig. Som leder motiveres jeg også af at skabe de bedste betingelser for vores ansatte, så de kan tilbyde vores børn og unge det bedste. Som leder ved jeg slet ikke alt, og derfor synes jeg også, at det giver rigtig god mening at arbejde sammen med TR og AMIR

Hvad drømmer I om på vegne af jeres fag?

Julie: Jeg kunne godt tænke mig, at det blev mere kendt i den brede befolkning, hvad det er, vi laver – at det er andet end at skifte ble. Der er så mange komplekse udfordringer, som gør faget spændende, og jeg ville ønske, det kunne blive en levevej for flere, som brænder for det. Sådan på den helt store klinge ville jeg ønske, at man fra politisk hold begyndte at investere langsigtet i børn og unge. At det ikke bare er fra budgetår til budgetår, man tager stilling til, hvad man kan tilbyde dem. Det gælder også indenfor handicapområdet. Selvom der skal spares, så er det svært at forstå, at der skal spares hos en del af befolkningen, som i så høj grad har brug for hjælp og støtte til at leve, hvad der er det gode liv for den enkelte. Jeg drømmer også om, at jeg som pædagog får de allerbedste bedste vilkår til at gøre mit arbejde, hvor jeg ikke i lige så høj grad skal tage hensyn til budgetter.

Jette: Jeg kunne godt tænke mig, at vi bevægede os i en retning, af en traumebevist tilgang, ikke som en behandlingsform, men mere en ramme for samarbejdet med vores børn, unge og familier. Denne tilgang giver et fokus på at give vores børn, unge og familier en oplevelse af tryghed, kontrol og ejerskab i den social indsat,s og dermed kan vi forebygge traumereaktioner og gentagelser.
Vi har i dag et samfund, hvor børn og unge skal passe ind i snævre kasser og måske kan dette være en af grundene til, at vi har mange børn og unge med diagnoser.
Jeg er ked af, at vi har fået skabt et samfund, hvor det er svært at være barn og ung uden at føle sig forkert. Jeg synes jo, at det er forstemmende, at alle seksårige glæder sig vildt meget til at skulle gå i skole, men når de så har gået i skole et stykke tid, og man spørger dem igen, så har mange af dem mistet lysten. Alle børn har brug for fællesskaber, som de trives i. De store fællesskaber er i daginstitutioner/skoler og i fritidsarenaen – disse fællesskaber vil vi meget gerne understøtte, så alle børn glæder sig til at skulle i institution/skole og til at deltage i en fritidsaktivitet.

Julie og Jette

Med Sarah Baagøe Petersens død har vi mistet et fantastisk menneske, der i den grad havde både blik og hjerte for samfundets svageste. Og ingen af delene sparrede hun på i sit arbejde som socialpædagog. På sin Facebook-profil har hun om sig selv skrevet ”stolt socialpædagog” – en beskrivelse, som vi, der kendte Sarah gennem socialpædagogfaget, kun kan være enige i.

For Sarah brændte for sit fag. Det kunne alle se – ligesom alle kunne se, at hun brændte for det fagpolitiske. For hende var det to sider af samme sag. Sarah havde store ambitioner når det kom til socialpædagogernes arbejdsforhold – hun vidste, at jo bedre arbejdsforhold, hun og hendes kollegaer havde, desto bedre ville de kunne gøre en positiv forskel i udsatte menneskers liv.

Sarah var aldrig bange for at gøre brug af sin ytringsfrihed. Flere gange optrådte hun med debatindlæg i de skrevne medier, hvor hun især fokuserede på vigtigheden af, at socialpædagoger skal kunne gå på arbejde uden at frygte for deres liv og helbred, når de arbejdede med udadreagerende borgere.

I 2019 blev Sarah valgt ind i bestyrelsen for Socialpædagogerne Kreds Lillebælt, og fra dag ét mærkede vi, der arbejdede sammen med hende her, hendes særlige engagement. Altid mødte hun velforberedt og positiv op til bestyrelsesmøder, hvor hun med gennemtænkte argumenter og konstruktiv tale formåede at være med til at sætte dagsordener i vores lokale kreds.

Men Sarah ville mere end det – for også på landsplan havde hun modet og troen på, at hun kunne være med til at ændre tingene til det bedre. Således var det hende, der fik gang i en debat om, hvorvidt tiden ikke var inde til at indføre kønsneutrale titler til de politisk valgte i vores fagforening. Som med så meget andet fandt Sarah argumenterne herfor i et ægte og dybfølt ønske om at sikre mangfoldighed og inklusion i hendes fagforening. I et interview i 2024 til vores nyhedsbrev sagde hun: ”Som faggruppe, der arbejder med en bred og mangfoldig brugergruppe, kan jeg ikke andet end synes, at det vil give mening at være så inkluderende som muligt i vores titler”.

Tre gange i alt stillede Sarah sammen med kollegaer forslaget om at indføre kønsneutrale titler Socialpædagogernes Kongres. Selvom forslaget alle tre gange blev nedstemt – sidste gang dog kun med få stemmers forskel – troede Sarah på sin sag, og ingen var i tvivl om, at hun var klar til at kæmpe videre for den sag.

Desværre blev Sarah frataget den mulighed, da hun alt for tidligt gik bort tidligere på måneden. I dag går vores tanker især til hendes kone, Tine og deres to små sønner, som Sarah altid med stor stolthed fortalte om, når vi mødtes til møder og arrangementer.

Æret være Sarah Baagøe Petersens minde.