Artboard 1 no disagree x error
Skift site

Tøjl din indre ordnerefleks

Socialpædagogers arbejde med at skabe forandringer i borgernes liv kan føre til omsorgstræthed, mener neuropsykolog Tina Haren. En del af løsningen er Den Motiverende Samtale, som hun i dag har med i alt sit arbejde inden for socialpsykiatrien, og når hun underviser socialpædagoger

Lea Holtze / Foto: Sofia Busk

04. maj 2022
Fagligt Fokus logoer (23).png
Fagligt fokus
Motivationen skal komme fra borgeren – og ikke fyldes på udefra, mener Tina Haren, der ser det som et opgør med ’den professionelle ekspert’.

Kender du det: Du føler, at du med alle tænkelige metoder og tilgange har forsøgt at motivere borgeren til at skabe forandringer i sit liv. Men intet virker – tværtimod bliver du igen og igen afvist, og du er på grænsen til at give op.

Det er opslidende at have det sådan, mener neuropsykolog Tina Haren – og det er kilden til den omsorgstræthed, der kan snige sig ind i socialpædagogers arbejdsliv. En del af løsningen kan ifølge hende være at tænke motivationsarbejde på en ny måde.

– Den Motiverende Samtale er et rigtig godt bud på, hvordan socialpædagoger og andre professionelle kan lære at passe bedre på sig selv ved ikke at tage for meget ansvar på sig. For det brænder vi ud af, siger hun.