Opholdskommune og dennes forpligtelser
Bliv klogere på, hvornår en kommune er opholdskommune, § 50-undersøgelsen - den børnefaglige undersøgelse, kommunens udarbejdelse af en handleplan og match mellem plejefamilie og plejebarn
Det er en kommunal opgave at beslutte, om et barn skal anbringes i familiepleje. Man taler om opholdskommunens forpligtelser. Plejebarnets opholdskommune er med nogle få undtagelser den kommune, hvor barnet bor sammen med forældremyndighedsindehaveren på det tidspunkt, hvor der træffes beslutning om en anbringelse. For anbragte børn og unge bliver den oprindelige opholdskommune ved med at være opholdskommune eller handlekommune, også selvom forældremyndighedsindehaveren efterfølgende flytter til en anden kommune. Anbragte børn og unge har med andre ord selvstændig opholdskommune.
Opholdskommunen har en række forpligtelser:
- Den betaler normalt for anbringelsen og løbende ekstraudgifter (herunder behandling) til plejebarnet
- Den har ansvaret for at finde en godkendt plejefamilie til barnet og skrive kontrakt med familieplejeren.
- Den har ansvaret for at orientere det socialtilsyn, der har tilsynsforpligtelsen om, at den anbringer et barn i plejefamilien.
- Ved anbringelse i en plejefamilie har kommunen det specifikke tilsyn med anbringelsen, herunder pligten til mindst to gange årligt at tale med barnet.
- Ved anbringelse i en konkret godkendt plejefamilie har opholdskommune hele tilsynsforpligtelsen. Den skal altså både tage sig af det specifikke tilsyn, herunder samtalen med barnet og samtidigt løbende sikre, at grundlaget for godkendelsen af plejefamilien stadig er til stede. Fra den 1. juli 2019 er det ikke længere muligt at anbringe børn og unge i konkret godkendte plejefamilier. Familier der allerede er konkret godkendt bevarer godkendelsen anbringelsen ud.
- Den har ansvaret for den løbende revision af handleplanen, for genforhandling af kontrakten med plejefamilien og for at tage stilling til ophør af anbringelsen.
- Den fastlægger samvær mellem plejebarnet og dettes forældre og øvrige netværk.
- Det er ikke opholdskommunen, der har ansvaret for at stille et skoletilbud til rådighed for plejebarnet. Det er den kommune, hvor familieplejeren bor.
For unge, der er anbragt i familiepleje ud over deres 18. år, bliver den kommune, hvor de er anbragt deres opholdskommune.
Du kan læse mere om, hvilken kommune der har ansvaret i lov og retssikkerhed og administration § 9a.
§ 50-undersøgelsen – den børnefaglige undersøgelse
Hvis en kommune har en formodning om, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte (for eksempel aflastning eller familiepleje) skal kommunen foretage en undersøgelse af barnets eller den unges forhold. En sådan undersøgelse laves normalt i et samarbejde med barnets forældre og – når barnet er over 15 år – også med samtykke fra barnet. Som led i undersøgelsen skal der også finde en samtale sted med barnet eller den unge. Samtalen kan undlades, i det omfang barnets eller den unges modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse.
En § 50-undersøgelse skal som udgangspunkt se på barnets:
- Udvikling og adfærd
- Familieforhold
- Skoleforhold
- Sundhedsforhold
- Fritidsforhold og venskaber
- Andre relevante forhold
På baggrund af § 50-undersøgelsen træffer kommunen beslutning om, hvilken type af foranstaltning eller indsats, der skal iværksættes – for eksempel aflastning eller familiepleje.
En foranstaltning som en aflastningsfamilie kan kun tildeles, hvis forældrene ønsker det. En foranstaltning som anbringelse i familiepleje kan ske enten frivilligt eller med tvang. En tvangsanbringelse skal godkendes af kommunens børn- og ungeudvalg.
Handleplanen
Når kommunen efter § 50-undersøgelsen ønsker at iværksætte en foranstaltning som fx aflastning eller anbringelse i en plejefamilie, skal den først udarbejde en handleplan. Handleplanen skal forklare formålet med indsatsen, og den skal indeholde konkrete og præcise mål med denne – fx hvilke problemer, en familieplejeanbringelse skal være med til at rette op på. For unge over 16 år skal handleplanen derudover opstille konkrete mål for den unges overgang til voksenlivet. Handleplanen skal endvidere angive, hvor lang tid indsatsen forventes at vare, og ved en anbringelse fx i familiepleje skal handleplanen samtidig fortælle, hvilken støtte, det kommende plejebarns forældre skal have. Handleplanen skal så vidt muligt laves i samarbejde med barnet og dets forældre. Ved en frivillig anbringelse af en ung over 15 år skal kommunen have et informeret samtykke, også til formålet med anbringelsen.
Handleplanen bliver derfor vigtig – også for plejefamilien. Plejefamilien har efter serviceloven krav på at få udleveret relevante dele af handleplanen. Det kan f.eks. være om barnets eller den unges helbredsforhold, familieforhold eller sociale problemer.
Det er vigtigt, at den enkelte plejefamilie kender til de konkrete forhold for barnet eller den unge, der er anbragt, for på det bedst mulige grundlag at kunne sikre, at barnet eller den unge får den nødvendige og rette indsats.
Samtidig kan en god handleplan ifølge vejledningen give den anbringende kommune muligheder for at:
- foretage “effektvurderinger og evalueringer”
- afdække om “konkrete anbringelsessteder har særlige styrker eller svagheder i forhold til bestemte typer af problemstillinger og udsatte børn og unge”
- blive “opmærksom på, om et anbringelsessted eksempelvis er særligt godt eller særligt dårligt til at imødekomme målsætninger i forhold til fx skolegang, familie eller andre forhold. Kommunalbestyrelsen kan så bruge denne viden, dels i forhold til visiteringen af andre børn og dels i forhold til en dialog med anbringelsesstedet om indsatsen”.
Ifølge serviceloven skal handleplanen vurderes og eventuelt revideres senest tre måneder efter anbringelsen. Derefter skal kommunen vurdere og eventuelt justere/ revidere handleplanen med højst seks måneders mellemrum så vidt muligt med samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.
Inddragelse af barnet – børnesamtalen og samtykke
At inddrage barnet og den unge i de beslutninger, der tages om dem, er et selvstændigt mål i serviceloven.
I servicelovens § 50, stk. 3 står det, at der altid skal finde en samtale sted med barnet/den unge i forbindelse med en 50-undersøgelse og ligeledes inden, at der træffes beslutning om støtte jf. § 48. Samtalen kan undlades, hvis barnet ikke er tilstrækkeligt moden eller der er særlige forhold, som taler imod. Endelig kan samtale undlades ifm. § 48, hvis der lige har været børnesamtale ifm. udarbejdelsen af § 50-undersøgelsen.
I dette afsnit fokuserer vi på de rettigheder omkring samtale og samtykke, der er relevante for børn og unge, der står overfor at skulle i aflastning eller i familiepleje.
I temaerne omkring 'under anbringelse' og 'når plejeforholdet slutter eller afbrydes' behandler vi de aspekter af børnenes og de unges rettigheder, der knytter sig til henholdsvis tiden, mens de er anbragt, og når de er på vej ud af en anbringelse.
Kommunen har pligt til at have en samtale med barnet eller den unge, inden kommunen bl.a. træffer følgende afgørelser:
- Tvinger barnet til at lade sig undersøge.
- Beslutter, at barnet skal tilbydes en foranstaltning som for eksempel aflastning eller familiepleje.
- Beslutter, at barnet eller den unge skal anbringes udenfor hjemmet med tvang.
- Inden der vælges (konkret, red.) anbringelsessted.
- Når der træffes beslutning om samvær og kontakt med forældrene.
- Beslutter at en foranstaltning skal ophøre.
- Når kommunen træffer en foreløbig afgørelse – for eksempel om en § 50-undersøgelse, en tvangsanbringelse, en udsættelse af et hjemgivelsestidspunkt eller en foreløbig afgørelse om overvåget samvær eller afbrydelse af samvær.
Formålet med samtalen er, at sagsbehandleren får et førstehåndsindtryk af barnet eller den unge, og at deres holdninger til den påtænkte afgørelse bliver klarlagt.
Udgangspunktet er, at alle børn – uanset alder, modenhed eller sagens karakter – skal tilbydes en samtale. Mødet med barnet skal foregå så “afslappet, roligt og tillidsvækkende” som muligt, og forinden skal barnet tilbydes at have en bisidder med. Barnet/den unge kan afslå at medvirke i samtalen.
Barnets/den unges synspunkter skal tillægges “passende vægt”, dog står det udtrykkeligt i vejledningen, at i afgørelser om samvær skal hensynet til barnets opfattelser og behov tillægges mere vægt end forældrenes.
Herudover siger serviceloven, at når et barn er over 15 år, skal det give samtykke både til anbringelsen og til formålet med anbringelsen.
Matchning
En kommune, der ønsker at anbringe et barn hos en generelt godkendt plejefamilie, har pligt til at sørge for, at netop dét barn vil kunne profitere af at komme i netop dén plejefamilie. Det vil sige, at kommunen skal:
- Vurdere, om plejefamiliens personlige ressourcer svarer til barnets behov og målene med anbringelsen, herunder om familien kan tilbyde nære og stabile omsorgsrelationer.
- Vurdere, om barnet ved en anbringelse i plejefamilien har mulighed for at bevare kontakten til familie, venner, fritidsaktiviteter m.v.
- Vurdere, om plejefamiliens lokalsamfund har de tilbud, som barnet eller den unge har brug for.
- Vurdere både egne og andre kommuners tidligere erfaringer med denne plejefamilie.
Barnet eller den unge og dennes forældre har – som nævnt tidligere – ikke ret til at sige “ja” eller “nej” til en konkret plejefamilie. Men der skal lægges vægt på deres holdninger til plejefamilien, og det er ifølge myndighederne hensigtsmæssigt med en accept, da det vil gøre et fremtidigt samarbejde lettere. Derfor bør både barnet og forældrene inddrages i matchningen, og det vil oftest være konstruktivt, at de besøger plejefamilien, inden der træffes afgørelse om en anbringelse der.
I Socialstyrelsens håndbog for det gode anbringelsesforløb i familiepleje, kan du finde en uddybende beskrivelse af matchningsprocessen.
For at læse mere om rollen som familieplejer, kan du dykke videre ned i vores håndbog. Her kan du blandt andet læse mere om dine rettigheder før, under og efter en anbringelse.