Artboard 1 no disagree x error
Skift site
Menu

Tidsbegrænset ansættelse

Du er tidsbegrænset ansat, når det fremgår af din ansættelseskontrakt, hvornår din ansættelse stopper

Du er tidsbegrænset ansat, hvis det i din ansættelseskontrakt er fastsat, at du skal stoppe med dit arbejde; på en bestemt dato, når du har færdiggjort en bestemt arbejdsopgave, eller når en bestemt begivenhed indtræder (eksempelvis at en sygemeldt medarbejder vender tilbage).

Intet opsigelsesvarsel 

Når du er tidsbegrænset ansat, bliver du i realiteten opsagt samtidig med, at du bliver ansat. Det vil sige, at du ikke vil få en opsigelse, når du skal fratræde. Hvis der i ansættelseskontrakten står, at du er ansat indtil den 31. december 2023, så er det på dette tidspunkt, du fratræder, og du vil ikke modtage en særskilt opsigelse i den forbindelse.

Hvis din arbejdsgiver imidlertid ønsker, at du skal fratræde før den 31. december, skal der gives en opsigelse. Det skal da fremgå af ansættelseskontrakten, hvilke opsigelsesvarsler der gælder i den situation.

Ikke forskelsbehandling 

Når du er tidsbegrænset ansat, gælder der et princip om, at du ikke må forskelsbehandles i forhold til virksomhedens fastansatte, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold.  Du har altså de samme rettigheder som de fastansatte.

Information om beskæftigelsesmuligheder 

Din arbejdsgiver skal informere dig om relevante ledige stillinger inden for dit ansættelsesområde. Det skyldes, at du som tidsbegrænset ansat skal have samme mulighed for at få en fast stilling som andre.

Information herom kan – men skal ikke – meddeles personligt via den eller de relevante tillidsrepræsentanter på virksomheden eller ved opslag på et eller flere passende steder på arbejdspladsen.

Din arbejdsgiver skal – for så vidt det er muligt – gøre det lettere for dig at få adgang til passende faglig uddannelse, således at du kan forbedre dine færdigheder og beskæftigelsesmuligheder.

Forlængelse af tidsbegrænsede ansættelsesforhold

Hvis det viser sig, at der er behov for en forlængelse af ansættelsesforholdet, kan konkrete og velbegrundede objektive forhold føre til et nyt tidsbegrænset ansættelsesforhold – uden at funktionærlovens regler for opsigelsesvarsler skal følges. Et ansættelsesforhold kan typisk forlænges sagligt og objektivt på grund af øvrige medarbejderes barsel, sygdom eller orlov, eller fordi det projektarbejde, som den tidsbegrænsede ansatte var ansat til at færdiggøre, af uforudsete årsager ikke er afsluttet.

Hvis du får forlænget din tidsbegrænsede ansættelse, bør du kontakte din kreds, så kredsen kan vurdere, om du evt. skal fastansættes.

Opgavebestemt og begivenhedsbestemt ansættelse

Opgavebestemt ansættelse er en særlig form for tidsbegrænset ansættelse. Det særlige ved opgavebestemt ansættelse er, at du fratræder, når opgaven er fuldført.

For at arbejdsgiver kan anvende ’opgavebestemt ansættelse’ som ansættelsesform, er det en forudsætning, at du som ansat har en fornemmelse af, hvornår opgaven slutter. Det kan eksempelvis være, at du er ansat i Lises barselsorlov, og ansættelsen ophører, når Lise vender tilbage. Her har du en nogenlunde fornemmelse af, hvor længe du skal være ansat. Din arbejdsgiver er nemlig også forpligtet til løbende at give dig information om, hvornår din ansættelse kan forventes af ophøre.

En ansættelse, der har indholdet ”du er ansat så længe Bo og Lis er indskrevet i tilbuddet”, vil derimod som udgangspunkt være for upræcist til at kunne anvendes som ansættelsesgrundlag, da det formentlig er behæftet med en vis grad af usikkerhed om, hvor længe denne ansættelse vil vare.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din opgavebestemte ansættelse er i orden, bør du henvende dig til din kreds. Det er en rigtig god idé, at du henvender dig til kredsen i forbindelse med at du indgår ansættelseskontrakten, så den kan blive bedømt på dette tidspunkt.

Midlertidig ansættelse

Det er sjældent, at arbejdsgivere anvender midlertidig ansættelse, da det kun er i nogle særlig få situationer, at denne ansættelsesform kan anvendes.

Hvis det ved din ansættelse udtrykkeligt aftales, at arbejdet er midlertidigt, f.eks. vikararbejde, ferieafløsning o.l., og det ikke varer ud over en måned, kræver funktionærloven ikke noget opsigelsesvarsel, hverken fra dig eller din arbejdsgiver. Ansættelsesforholdet kan derfor afbrydes med dags varsel.

Hvis den midlertidige ansættelse varer ud over en måned, gælder de almindelige opsigelsesregler i funktionærloven.