Artboard 1icon_burger icon_checkmark_red icon_checkmark icon_cross icon_down icon_download icon_edit icon_exclamationbox icon_eye icon_facebook icon_heart icon_home icon_house icon_lock icon_magnify icon_papers icon_prize icon_quote icon_site-switchericon_star icon_studerende icon_trio icon_twitter icon_up
Menu

Jobrettet uddannelse for ledige

Jobrettet uddannelse er en ordning, hvor du kan få dagpenge under kurser i op til seks uger, hvis du er kortuddannet. Der er tale om konkrete kurser, hovedsageligt AMU-kurser, som fremgår af en positivliste.

Hvem har ret til jobrettet uddannelse?

Jobrettet uddannelse er forbeholdt ufaglærte, faglærte og faglærte med en kort videregående uddannelse. Hvis du er uddannet socialpædagog, eller du har en anden mellemlang eller videregående uddannelse, er du derfor ikke berettiget til jobrettet uddannelse.

Hvornår og hvor længe?

Jobrettet uddannelse kan tidligst påbegyndes efter 5 ugers sammenlagt ledighed. For personer, som er påbegyndt et uddannelsesforløb i en opsigelsesperiode, kan uddannelsen dog fortsættes fra første ledighedsdag, forudsat at man har ret til jobrettet uddannelse. Der er i øvrigt visse kurser, som er identificeret som særligt arbejdsmarkedsrelevante, som er undtaget for karensperioden på 5 uger og som derfor også kan påbegyndes allerede fra første ledighedsdag.

Som udgangspunkt har man ret til sammenlagt 6 ugers uddannelse. Enkelte uddannelsesforløb har en længere varighed. Her gælder det, at hele forløbet kun kan godkendes, hvis jobcenteret bevilger den del, der overstiger de 6 uger som en del af en jobplan. Uddannelsesforløbet kan godt være opdelt, så der er pauser imellem de enkelte kurser. Hele forløbet skal dog være afsluttet inden for de første 9 måneders sammenlagt ledighed for personer over 25 år. For personer under 25 år skal forløbet være afsluttet inden for de første 6 måneders sammenlagt ledighed.

Hvilke kurser kan du deltage i under jobrettet uddannelse?

De kurser, man kan få, fremgår af positivlisten. Man kan alene vælge uddannelse/kurser inden for én erhvervsgruppe. I relation til positivlisten findes vejledninger til hvordan et 6 ugers forløb kan sammensættes. Det fremgår også af positivlisten, hvilke kurser, som kan påbegyndes før den 5 ugers karensperiode.

Der er i hovedsagen tale om arbejdsmarkedsuddannelse (AMU-kurser), der findes dog også kurser på akademiniveau.

Er du i tvivl om, hvad du skal vælge, kan du kontakte a-kassen eller jobcenteret og få vejledning.

Ansøgning

Ansøgning om jobrettet uddannelse sker ved hjælp af blanket AR237. Blanketten skal udfyldes af dig og uddannelsesstedet. Rent praktisk skal du starte med at søge om optagelse på det valgte uddannelsesforløb/kursus.

Uddannelsesstedet udfylder deres del af blanketten og sender den til a-kassen, som skal godkende ansøgningen. Herefter sender a-kassen den færdige blanket til jobcenteret og uddannelsesstedet som bekræftelse på at du kan starte. Hvis ansøgningen ikke kan godkendes modtager du svar fra a-kassen.

For AMU-kurserne gælder det, at du kan ansøge digitalt via Min Side på jobnet.dk. Du kan også udfylde blanketten i papirformat.

Forsørgelse, deltagerbetaling og befordringsgodtgørelse

Du modtager dagpenge, imens du deltager i jobrettet uddannelse. Jobcenteret afholder deltagerbetalingen for uddannelsen. Du skal selv betale eventuelle følgeudgifter i forbindelse med uddannelsen, eksempelvis gebyrer ved erhvervelse af lægeattest og køreprøve eller undervisningsmaterialer.

Har du mere end 24 km. daglig transport mellem din bopæl og uddannelsesstedet og deltager du i AMU-kurser, kan du få befordringsgodtgørelse. Du skal søge om det i a-kassen via blanket AB 421.

Har du mere end 120 km. transport mellem din bopæl og uddannelsesstedet og deltager du i AMU-kurser, kan du søge jobcenteret om tilskud til kost og logi ved indkvartering.

Rådighed under deltagelse i jobrettet uddannelse

Du er ikke forpligtiget til at være aktivt jobsøgende i den periode, hvor du deltager i jobrettet uddannelse. Men du er forpligtiget til at stå til rådighed for henvist arbejde. Derfor skal du fortsat bekræfte din tilmelding ved at tjekke jobforslag senest hver 7. dag på Min Side på jobnet.dk.

Jobcenteret har mulighed for at fritage dig helt for at stå til rådighed under uddannelsesforløbet, hvis det skønnes at uddannelsen medvirker til at du opnår fast beskæftigelse. Du skal søge jobcenteret om fritagelse.