Gå til indhold

Temaaftener i 2025

I løbet af 2025 holder kreds Midtsjælland og kreds Storstrøm i fællesskab en række temaaftener med mange forskellige emner på dagsordenen. Følg med her på hjemmesiden, hvor du også kan melde dig til. Vi glæder os til at se dig.

Tilbage til Midtsjælland

Temaaftener i kreds Midtsjælland 2025

Mennesker med udviklingshandicap mister ofte mange mennesker gennem livet, som de føler sig knyttet til.

Det kan skyldes dødsfald, flytning, jobskifte blandt pædagoger og andet. Dertil kommer tab af drømme om det liv, som søskende og andre lever.

Mange har aldrig fået talt med nogen om deres sorg, savn og frustration. Det kan skyldes, at sorgens reaktioner hos denne gruppe kan ligne noget andet end sorg, for eksempel depression. Ofte viser det sig også først efter længere tid, så man som medarbejder og pårørende kan komme til at misforstå, hvad reaktionen er et udtryk for.

Line Rudbeck vil ved temaaftenen gennem teori og praksiseksempler vise, hvordan du kan få øje på sorg hos borgerne samt trøste og støtte dem med blik for deres funktionsniveau.

Line Rudbeck er hospitals- og hospicepræst og har tidligere været præst på bostedet Landsbyen Sølund ved Skanderborg. Line er medforfatter til bogen ”Når udviklingshæmmede sørger” og har gennem de seneste 14 år undervist i emnet.

Foredraget foregår 27. januar kl. 17-19.30 i Ringsted.

Du kan melde dig til foredraget her: Medlemsarrangement med Line Rudbeck om "Sorg og tab hos mennesker med udviklingshandicap" 

Psykolog Julie Bøgdal sætter fokus på, hvordan den socialpædagogiske praksis griber borgere med klassiske psykiatriske diagnoser som fx skizotypiske- og bipolare lidelser, borderline og angst.

Få ved oplægget udvidet din psykopatologiske vidensbank, så du i højere grad kan støtte borgeren, der kan undgå at blive kastebold bliver mellem egen læge, psykiatrien og den socialpædagogiske praksis.

Foredraget foregår 6. marts 2025 kl. 17-19.30 i Ringsted.

Der er ikke åbnet for tilmelding til dette arrangement endnu.

Da dokumentaren "Den sorte svane" rullede over tv-skærmene fik vi et indblik i en verden, som kun få vidste eksisterede - og som var et chok for de fleste at opleve.

Nu har du en unik mulighed for at komme med bagom tilrettelæggelsen af dokumentaren, når to af tilrettelæggerne på "Den sorte svane" kommer og fortæller meget mere om arbejdet med dokumentaren, dens rystende afsløringer og dens vanvittige efterspil.

Foredraget foregår 21. maj kl. 17-19 i Ringsted.

Der er endnu ikke åbnet for tilmelding til dette arrangement.

Vil du være med til at befri Preben og få en fest på dit job, skal du komme til dette foredrag.

For arbejdslivet er ofte præget af unødvendigt brok og konflikter, der tapper os for energi.

På trods af ønsket om et positivt arbejdsmiljø smitter vi let hinanden med negative følelser og stress.

Rikke Østergaard, der er uddannet sociolog og specialiseret i arbejdsmiljø og mentalsundhed, dykker ned i, hvordan vi kan minimere følelsesforurening og skabe et mere motiverende og glædesfyldt arbejdsmiljø.

I opfølgeren til bogen "Vi havde en fest på arbejdet, men så kom Preben" deler den anerkendte erhvervssociolog redskaber til at befri sig selv fra konflikter, brok og alt det, der kan dræne vores energi.

Rikke Østergaard opfordrer til at tage sin følelsesøkonomi lige så alvorligt som sin bankkonto, samtidig med at hun guider til effektiv forventningsafstemning både internt og eksternt.

Rikke Østergaard kaster også lys over de fire klassiske persontyper, kendt som "Preben-typerne", og demonstrerer, hvordan vi alle kan arbejde bedre sammen på trods af vores forskelligheder.

Foredraget foregår 2. september kl. 17-19 i Ringsted. 

Der er endnu ikke åbnet for tilmelding til dette arrangement.

 

Antallet af unge, der skader sig selv, er steget markant de seneste år.

Selvskade bør altid forstås som et tydeligt tegn på mistrivsel, og som en persons forsøg på overlevelse med bedste forhåndenværende strategier.

Selvskade er imidlertid en meget uhensigtsmæssig og destruktiv overlevelsesstrategi, der gradvist forringer personens livskvalitet og funktionsniveau, og som er den væsentligste forudsiger af senere selvmordsforsøg.

I foredraget fortæller psykolog og forfatter Lotte Rubæk om psykologien bag selvskade.

Hun kortlægger selvskadens historie og peger på mulige årsager til, at antallet af selvskadende unge er steget epidemisk, og at selvskade nu kan betegnes som vor tids psykiske masselidelse.

Lotte beskriver forskellene og sammenhængen mellem
selvskadeadfærd og selvmordsadfærd, skelner mellem forskellige typer af selvskade og anskueliggør, hvordan selvskade kan smitte fra person til person. Hun vil udfolde de psykologiske mekanismer bag selvskade ud fra et følelsesregulerings- og traumeperspektiv, og hun vil inddrage både egne og internationale forskningsresultater vedrørende selvskadens forskellige funktioner.

Lotte beskriver de blandede følelser, der kan opstå hos professionelle, der kommer i kontakt med selvskadende personer, og hvordan man kan komme til at indgå i dysfunktionelle dynamikker med disse personer.

Endelig vil Lotte Rubæk komme med anbefalinger til, hvordan man bedst tager kontakt til og møder en selvskadende person, og hun vil komme med bud på konkrete procedurer og handlingsplaner til for eksempel skolesystemet og behandlingssystemet, samt værktøjer til behandling af selvskade.

Foredraget foregår 28. oktober kl. 17-19 i Ringsted.

Der er endnu ikke åbnet for tilmelding til dette arrangement.

Bliv medlem
Bliv medlem