Gå til indhold

Reportage fra Generalforsamlingen 2024

Her kan du læse reportagen fra Generalforsamlingen i kreds Lillebælt d. 24. september 2024

Tilbage til Lillebælt
REPORTAGE FRA GENERALFORSAMLING 2024

September 2024

Skrevet af: Jannie Iwankow, Journalist

Socialpædagogerne Kreds Lillebælt flytter sammen med Kreds Sydjylland i 2025

Uanset resultatet af kongresafstemningen senere på året lægges Socialpædagogerne Kreds Lillebælt og Kreds Sydjylland sammen med virkning fra 2025. Det var aftenens store nyhed, da der i sidste uge blev afholdt generalforsamling i Kreds Lillebælt.

 

Alt så ud, som det plejer, da der den 24. september blev afholdt generalforsamling hos Socialpædagogerne Kreds Lillebælt. I kælderen i Danmarksgade, midt i Odense blev der sunget ”Når jeg ser et rødt flag smælde”, der blev holdt taler, ligesom der blev fremlagt både regnskab og budget.

 

Men da kredsformand Hanne Ellegaard havde holdt sin tale for de godt 75 fremmødte, stod det klart, at det med stor sandsynlighed var sidste gang, at alt så ud, ”som det plejer”. Formanden kunne således afsløre, at kredsbestyrelserne i henholdsvis Kreds Lillebælt og Kreds Sydjylland har besluttet at slå sig sammen under samme tag allerede næste år. Det betyder, at uanset om det til Socialpædagogernes kongres senere på efteråret besluttes at reducere antallet af lokalkredse fra 10 til seks eller ej, så kommer Kreds Lillebælt og Kreds Sydjylland fremadrettet til at høre sammen under navnet Socialpædagogerne Kreds Syddanmark.

 

Vores kredse slår pjalterne sammen og forener de ressourcer, vi vil have i ét kredskontor. Et kredskontor, der, som det ser ud pt, formentlig vil blive placeret i Kolding,” lød det fra Hanne Ellegaard.

 

Besøg fra forbundsformanden

Forbundsformand Benny Andersen, der overværede årets generalforsamling, berørte i sin hilsningstale også det faktum, at Hovedbestyrelsen til kongressen vil stille forslag om, at der fremover skal være seks og ikke 10 lokalkredse i Socialpædagogerne. Baggrunden for at skære i antallet af kredse skal ikke kun ses i lyset af økonomiske besparelser, understregede han.

 

”Det er ikke kun for at spare penge, at vi ønsker større kredse. Vi tror også på, at sådanne kredse vil stå stærkere og mere bæredygtigt, så de kan bære de aftaler, vi laver centralt,” sagde Benny Andersen.

 

Forbundsformanden fremhævede i sin tale, at der trods økonomiske udfordringer og faldende medlemstal også er positive historier at hæfte sig ved. Ikke mindst, understregede han, det historiske lønløft, der blev forhandlet hjem ved overenskomstforhandlingerne tidligere på året samt den nye rammeaftale på specialområdet.

 

Det (lønløftet red.) er en anerkendelse af det kæmpe stykke arbejde, som I socialpædagoger hver dag udfører. Et andet eksempel er den rammeaftale, der er lavet på specialområdet, og som 120 mandater i Folketinget står bag. I rammeaftalen er det skrevet ned, at kernefagligheden fremadrettet skal være socialpædagogisk. Det er jeg enormt stolt over,” sagde Benny Andersen.

 

Oplæg om dannelse af faglige relationer

Kreds Lillebælt havde til generalforsamlingen inviteret Marie Louise Stochholm, sociolog og VISO-specialist, til at komme og holde oplæg om socialpædagogers faglige relationsarbejde og den kollegiale samtale herom. Ifølge hende kan det til tider halte med særligt det sidste.

 

”Vi skal undgå, at vi ender der, hvor det kun handler om færdighedsmål og meget lidt om trivselsmål – det her med, at borgeren kommer til at føle sig som et omvandrende udviklingsprojekt. Vi kan sagtens tale om de faglige termer, diagnosekriterier og struktur - det er også så dejligt trygt. Men at tale om, hvordan jeg (socialpædagogen red.) selv fremstår i rummet med borgeren, uhhh så kommer det tæt på,” sagde hun.

 

I sit oplæg opfordrede hun også til mere opmærksomhed på, hvordan man skaber borgerinddragelse.

 

Kommer vi til at lave pseudoinddragelse? Vi har borgeren siddende ved bordet, og det ser flot ud – men er mødet sat op, så det passer til borgeren? Og kan borgeren trygt melde sig uenig, eller risikerer vedkommende så relationen?” sagde Marie Louise Stochholm.

 

Kongresforslag fra Kreds Lillebælt

Det var på forhånd annonceret i kredsens sidste nyhedsbrev, at der fra Kreds Lillebælt vil blive stillet to forslag til afstemning til årets kongres. Et af forslagene, det, der omhandlede differentieret medlemskab af Socialpædagogerne, blev imidlertid trukket tilbage på generalforsamlingsaftenen. Anita Thuesen, medlem af kredsbestyrelsen i Kreds Lillebælt, der stod bag forslaget, forklarede tilbagetrækningen af forslaget således:

 

”Når jeg har trukket forslaget, er det fordi, jeg ved, at Hovedbestyrelsen også arbejder med noget medlemsrekruttering, ligesom en af kandidaterne til næstformandsposten i Socialpædagogernes Forretningsudvalg, Rita Malberg Slangerup, stiller op på noget, der handler om medlemskaber. Derfor tænker jeg, at det måske ikke er så godt som kongresforslag, men egner sig bedre som debatemne,” sagde hun.

 

Det andet forslag fra Kreds Lillebælt omhandlende kønsneutrale titler til de politisk valgte i Socialpædagogerne vil stadig blive stillet. Det bekræftede kredsbestyrelsesmedlem Sarah Baagø Petersen, som er initiativtager til forslaget, på generalforsamlingsaftenen.

 

Nyt om kongressen

På generalforsamlingen tegnede kredsnæstformand, Lotte Kirk Hansen, de store linjer op, hvad angår hovedemnerne på årets kongres, der løber af stablen den 12. til 14. november i Nyborg. Hun oplyste blandt andet, at de skal vælges både ny næstformand og ny 2. næstformand, idet de to nuværende stopper.

 

Ligeledes fortalte Lotte Kirk Hansen om nogle af de større ændringsforslag, som de kongresdelegerede skal stemme om. Blandt andet kredssammenlægninger og færre kongresafholdelser.

 

”Der har tidligere været stemt om, hvorvidt der skulle være færre kredse, men dengang blev forslaget nedstemt. Det vil kræve, at to tredjedele af de stemmeberettigede stemmer for, hvis forslaget skal gå igennem. Det samme gør sig gældende for forslaget om kun at afholde kongres hvert fjerde år i stedet for som i dag hvert andet år,” sagde hun.

 

To nye kredsbestyrelses- og kongressuppleanter blev valgt

Efter en gennemgang af både budgettet for 2025 samt kredsens 2023-regnskab – der desværre endte i et underskud på godt 300.000 kroner – skulle der vælges to nye suppleanter til henholdsvis kredsbestyrelse og kongresdelegation.

 

To socialpædagoger stillede op - Lonnie Fentz og Charlotte Riis Kristiansen. Førstnævnte blev valgt som 1.suppleant til kongresdelegationen og 2.suppleant til kredsbestyrelsen, mens det omvendte gjorde sig gældende for Charlotte Riis Kristiansen.

 

Om sit kandidatur og valget sagde Lonnie Fentz, der har taget en fagpolitisk uddannelse hos Socialpædagogerne:

 

”Der er altid mange, der stiller op. Det var der ikke i år, og jeg er så meget fagforeningskvinde, at jeg aldrig synes, der må mangle folk til de her poster. Jeg har et hjerte, der især banker for socialpædagoger i særlige stillinger, som jeg også selv er ansat i, og dem vil jeg gerne være med til at repræsentere. Ikke mindst fordi, jeg bliver indigneret over ofte at høre mine kollegaers og min egen overenskomst blive omtalt som en skraldespandsoverenskomst,” sagde hun.

 

Charlotte Riis Kristiansen var også glad for valget. Hun kaldte sig selv for en uddøende race og følte sig derfor kaldet til at stille op.

 

Med alle de ting, der skal ske nu, tror jeg på, at jeg kan bidrage med noget vigtigt ud fra min egen erfaring. Jeg arbejder et sted, hvor jeg ved, hvad det vil sige at være langt fra centrum og dem, der bestemmer. Og noget af det, jeg personligt tror er vigtigt, er at møde medlemmerne, hvor de er. Der må gerne være idealisme, men det skal ikke altid være så højtravende – vi skal tænke meget medlemsnært, mener jeg,” sagde hun.

 

Tilfreds formand

Efter endt generalforsamling var formand for Kreds Lillebælt, Hanne Ellegaard, glad for den måde, aftenen var forløbet på.

 

”På bestyrelsens og kredsens vegne glæder jeg mig over det kommende følgeskab fra dem, der var mødt frem. Det var en meget mangfoldig gruppe af socialpædagoger, vi så i dag. Mange arbejdspladser var repræsenteret, der var fra både det private og det offentlige, der var ledere, og der var også en bred geografisk dækning. Det er et sundhedstegn,” sagde hun.

 

Hun understregede, at det allervigtigste for kredsbestyrelsen netop er at have et mandat til følgeskab.

 

”Så vi altid kan komme tilbage og fortælle, hvordan det går med det stykke arbejde, vi er i gang med. Og vi ER godt på vej, som jeg sagde i min tale. Men der vil komme mange udfordringer på vores vej, og her er jeg glad for, at det igennem aftenen skinnede igennem, at vi havde medlemmernes tillid. Den er afgørende,” sagde Hanne Ellegaard.

Bliv medlem
Bliv medlem