Vi er noget ved musikken
Som socialpædagoger bærer vi på en dyb kulturfaglig og musisk fagidentitet. Den skal vi revitalisere og bruge, når vi fx bevæger os ind på nye arbejdsfelter som ældre- og demensområdet. For den er svaret på nogle af området centrale udfordringer.
På Skovtofte Social-pædagogiske Seminarium, hvor jeg tog min uddannelse i 1995-99, var de æstetiske fag, musik, drama og naturfag, kulturbærende. Vi talte om ’Skovtofteånden’, som den særlige kraft, der virkede i os og virkede så stærkt, at den havde en transformerende effekt på mange af os. Kulturen og forankringen i de æstetiske fag gav en stærk faglig identitetsfølelse - og i mit eget tilfælde en retning og en energi, der stadig driver mig til at skabe nye musiske projekter.
Men vi snakker om følelser og stemninger og om noget subjektivt oplevet, og det er ikke så nemt at redegøre for. Eller det vil sige: Det var nemt at redegøre for, da jeg gik på seminariet, fordi det var indlysende livskvalitetsskabende, når man via denne særlige energi smittede de borgere, man var sat i verden for at støtte.
En betydelig del af pædagogfagets musikkulturelle arvegods stammer fra kulturradikalismens oprør mod det antiautoritære og det snæversyn og de fordomme, der dengang prægede musikarbejdet i de pædagogiske institutioner. Med kulturradikalismen opstod tanken om det frie menneske, og den har haft en gennemgribende betydning for vores faglige selvforståelse og i samfundets forståelse af pædagoger som faggruppe.
Tag fx pædagog Lotte Kærså og seminarielærer Poul Kjøller, som begge optrådte i børneprogrammer i 70’erne. De var begge formidlere af den kulturradikale ide og samtidig stærke eksponenter for pædagogernes musikfaglige identitet i deres samtid.
Det var dog ikke kun på børn og unge-området, at de fik betydning. Inspiration fra deres arbejde har i høj grad fundet vej til voksenhandicapområdet – det er jeg selv et eksempel på.
