Artboard 1 no disagree x error
Skift site

Neuropædagogik og oligofreni i socialpædagogisk praksis

I denne artikel får du viden om neuropædagogik og oligofreni, og inspiration til, hvordan du kan bruge denne viden til at blive klogere på borgerens adfærd

Eva Maria Oberländer og Marianne Nielsen / Foto: Colourbox

22. jun 2022
CB52367220_1128x600.jpg

Eva Maria Oberländer er adjunkt ved Neuropædagogisk Kompetencecenter, UCN, og Marianne Nielsen er socialpædagog i Aarhus Kommune og en del af Team for Oligofrenipsykiatri


I artiklen bliver du klogere på:

  • Begreberne oligofreni og neuropædagogik
  • Hvordan oligofreni og neuropædagogik kan anvendes som en forståelsesramme til at blive klogere på borgerens adfærd
  • Hvilken indvirkning, socialpædagogen har på borgerens adfærd

Oligofreni

Oligofreni betyder mental retardering eller udviklingshæmning (Sørensen, Eifer og Olsen, 2018), og indenfor oligofreni psykiatri hjælpes borgere over 18 år med udviklingshæmning og en psykiatrisk diagnose.

Der har i mange år ikke været særligt fokus i psykiatrien på arbejdet med borgere med udviklingshæmning, idet arbejdet til tider kan vanskeliggøres, da der kan være tale om diagnostiske overskygninger - altså at det kan være svært præcist at give disse mennesker en psykiatrisk diagnose. For hvad skyldes en generel udviklingshæmning, og hvad skyldes en psykiatrisk sygdom? Hvad skyldes en lav kognitiv udviklingsalder, og hvad skyldes muligvis en begyndende demens? Hvad er tvangstanker, og hvad er autistisk stereotyp eller rituel adfærd? Yderligere udfordres udredningen, hvis borgen ikke har verbalt sprog, og derfor ikke kan svare relevant på eventuelle spørgsmål fra en psykiater.

Det giver mening i det pædagogiske arbejde på bosteder og aktivitetstilbud for denne borgergruppe at trække på oligofrenikyndige, når man mistænker, at en borger kan have en psykiatrisk diagnose eller har brug for en udredning indenfor psykiatrien. Det kan være, at man i sit arbejde oplever en borger, som ændrer adfærd. Måske begynder borgeren at sove mere eller betydeligt mindre – eksempelvis stå op om natten/vende op og ned på døgnrytme, trækker sig fra fællesskabet, hallucinerer eller begynde at tale med sig selv. Eller det kan være borgeren mistænkes for at have demens, er begyndt at blive udadreagerende eller mere grådlabil. I disse situationer kan en viden om oligofreni være behjælpelig med at finde frem til eventuelle pædagogiske tiltag, samt understøtte opstart af udredningsprocesser i psykiatrien.
I denne artikel fokuseres der udelukkende på tiltag, som kan understøtte den sociale pædagogiske praksis.

LÆS OGSÅ: ’Vi kommer hele vejen rundt om borgerne’ – om oligofreni og borgere med udviklingshæmning og psykisk sygdom

Neuropædagogik

Når vi arbejder neuropædagogisk, har vi en optagethed af adfærd. Vi er nysgerrige på at forstå, hvordan en given adfærd giver mening for borgeren, også selvom den umiddelbart kan virke udfordrende, irriterende eller meningsløs. Dette fordi adfærd, når den forstås i et neuropædagogisk perspektiv, altid giver mening for den enkelte. Det er derfor vigtigt at bevare nysgerrigheden på, hvad borgeren kunne forsøge at fortælle, eller gøre opmærksom på med sin adfærd, og på baggrund heraf, må vi forsøge at danne flere mulige hypoteser om adfærden. Hypoteser, som skal lægges til grund for vores pædagogiske praksis.

Hypoteserne omkring borgerens adfærd sker med afsæt i en forståelse af, at hjernen, kroppen og omverden er indbyrdes forbundet - der er et konstant samarbejde mellem vores hjerne og krop, som indgår i et konstant samspil med omverdenen (Sørensen & Nielsen, 2021).

Neuropædagogikken er ikke en metode, som vi ’bare’ kan anvende i praksis. Vi kan ikke bare sætte flueben i et afkrydsningsskema eller manual og sige: ’Tjek. Nu arbejder jeg neuropædagogisk.’ Vi må i stedet hele tiden have en nysgerrighed og åbenhed til at ’gå bag’ borgerens adfærd og kontinuerligt reflektere over, hvordan vi som pædagogisk personale selv agerer og påvirker borgerens adfærd. Neuropædagogikken kan derfor være et muligt perspektiv ind i oligofrenipsykiatrien.

Når der arbejdes ud fra et neuropædagogisk perspektiv, er det vigtigt at have for øje, at vores refleksioner over borgerens adfærd, sker på baggrund af konkrete kropslige tegn, verbale udtryk, stemninger i rummet, vores umiddelbare intuition samt prosodi (intonationen, tryk, lydstyrke og varighed i vores tale). Med andre ord så sanser vi, fornemmer og har en optagethed af at se tegn i samspillet med andre mennesker (Klinkby, in press) - tegn, som vi tolker på, bl.a. ud fra vores aktuelle sindstilstand, vores erfaringer, vores faglige ståsted, den kontekst som vi er en del af, samt vores viden om borgeren. Det kalder derfor på, at vi retter en særlig opmærksomhed på og refleksion over, hvad vi bringer ind i samspillet, og hvordan vi fortolker borgerens adfærd. Dette kan gøres ved at reflektere over spørgsmål som eksempelvis: Kunne borgerens adfærd forstås på en anden måde? Hvordan påvirker jeg borgerens adfærd? Hvis nu jeg prøver noget andet, gad vide om borgeren så agerer anderledes? Har jeg tilstrækkelig faglig viden til at danne mig hypoteser om det, jeg ser?

Neuropædagogik og oligofreni i socialpædagogisk praksis

I det følgende præsenteres små cases fra socialpædagogisk praksis for at synliggøre, hvordan forskellige neuropædagogiske perspektiver kan inddrages, når man som personale ’går bag’ borgerens adfærd. I forlængelse af begge cases præsenteres mulige hypoteser og teoretiske perspektiver, som kan belyse en måde at forstå borgerens adfærd. For begge cases gør det sig gældende, at andre neuropædagogiske nedslag kunne være relevante – herunder begreber som arousal, top-down og bottom-up processer, eksekutive funktioner, det limbiske kompas, affektsmitte, spejlneuroner mv. Disse er desværre ikke mulige at uddybe i denne artikel, men forslag til videre læsning kan findes i bunden af artiklen.

I begge nedenstående cases er borgeren henvist til psykiatrien – både på baggrund af mistanke om en psykiatrisk diagnose, men også fordi den ene borger i casen har en diagnose, som synes forværret.

Oligofreniaspektet kommer til udtryk, da borgerne umiddelbart menes velmedicineret, men personalet oplever fortsat, at de står overfor en pædagogfaglig udfordring, som de mangler sparring og viden omkring. Som beskrevet ovenfor, giver det derfor mening at forsøge at se ’bag om adfærd’, og være bevidst om, at pædagogiske tiltag og velmedicinering ofte går hånd i hånd, og ikke kan stå alene.