Gå til indhold
Socialpædagogernes logo
Mit SL

Føler du dig stresset?

Oplever du problemer med stress, og har du behov for at få et overblik over din situation og dine handlemuligheder? Hos Socialpædagogerne har du mulighed for at få råd og vejledning fra en faglig konsulent, som har været igennem et stressvejlederforløb.

Tilbage til arbejdsliv og vilkår

Føler du dig stresset og har brug for hjælp til at finde en løsning?

Vi har i hver kreds tilknyttet en faglig konsulent, som har været igennem et stressvejlederforløb. Konsulenten tilbyder en samtale, som vil kunne give dig en retning på, hvordan du kan gribe din situation an. I samtalen vil du sammen med konsulenten danne dig et overblik over din aktuelle situation og dine handlemuligheder. Samtalen er naturligvis fortrolig.

Tilbuddet gælder for alle Socialpædagogernes medlemsgrupper. Kontakt din lokale kreds på deres hovednummer for at gøre brug af muligheden for en samtale.

Find kontaktoplysninger til din lokale kreds.

Er dit stressniveau meget højt, anbefaler vi altid, at du kontakter egen læge. Vores tilbud om samtale kan ikke erstatte et decideret stressbehandlingsforløb.

Test

Er du i tvivl, om du er stresset?

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har udviklet en stresstest, som du kan bruge til at undersøge dit stressniveau. Viser testen tegn på et højt stressniveau, er det vigtigt, at du handler på situationen, fx ved at tage fat i din læge.

 

Tag testen her

Årsager og symptomer på stress

Stress kan ramme os alle og være en reaktion på forskellige belastninger i hverdagen. På arbejdspladsen kan stress fx opstå, hvis du har en oplevelse af ikke at slå til, en oplevelse af manglende tid til at udføre dit arbejde tilfredsstillende, samarbejdsvanskeligheder, eller hvis du oplever forandringer, som virker uoverskuelige.

Som regel kan vi godt håndtere kortvarige belastninger som fx, at vi har ekstra travlt i en afgrænset periode. Men er vi igennem længere tid udsat for store belastninger, er der en risiko for, at det påvirker arbejdsindsatsen, livskvaliteten og helbredet negativt.

Symptomer på stress

Symptomerne på stress er individuelle og opstår som regel efter længere tid med belastning i hverdagen. Nogle af de hyppigste tegn på stress er:

  • Søvnløshed
  • Hjertebanken
  • Glemsomhed
  • Humørsvingninger
  • Let til gråd
  • Koncentrations- og hukommelsesbesvær
  • Ubeslutsomhed
  • Svimmelhed
  • Manglende appetit
  • Lav irritationstærskel

Spørg din tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant

Kontakt din tillidsrepræsentant (TR) eller arbejdsmiljørepræsentant (AMR) på din arbejdsplads, hvis du oplever problemer med trivslen eller arbejdsmiljøet. TR, AMR og ledere indgår i et tæt samarbejde for at sikre gode og sunde arbejdsmiljøforhold på arbejdspladsen.

Viden og inspiration til at forebygge og håndtere stress

Du kan finde flere værktøjer og gode råd til forebyggelse af stress på arbejdspladsen hos BFA Velfærd & Offentlig administration.

Få mere viden om stress hos BFA
Bliv medlem