Man kan ikke flytte sig derfra, hvor man ikke er

Okay. Du ryger noget tjald. Du kommer ikke op om morgenen, og du vil rigtig gerne have en uddannelse. Vi skal have fundet ud af, hvor meget du ryger, og hvordan din døgnrytme ser ud. Så kan vi vurdere, hvad der er første lille skridt i den retning, du gerne vil. Vi skal have alle ressourcerne frem, vi skal have fundet alt det, du kan, og så skal vi have det her bygget op bid for bid for bid.

Sådan ville psykolog Lene Metner gribe det an over for en ung, der røg for meget hash og ikke mødte op på sin uddannelse.

– Når det handler om adfærd, er det, som om det bare er et spørgsmål om at tage sig sammen. Vi har ikke problemer med at tage særlige hensyn, hvis et barn er nærsynet og har brug for briller og for at sidde tættere ved tavlen. Hvorfor tror vi, det handler om at tage sig sammen? Hvis vi kunne gøre noget, så gjorde vi det. Vi gør det bedste, vi kan, siger Lene Metner, der er hovedarkitekten bag Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik (KRAP).

Den anerkendende og ressourcefokuserede tilgang, at mennesker gør deres bedste ud fra de forudsætninger, de har, er R og A i KRAP og der, hvor Lene Metner oplever, at nogle pædagoger kommer til at sidde fast.

– Jeg har tit hørt vendingen: ‘Når vi som personalegruppe har det godt, så har børnene det også godt’. Men hvad vil det sige at have det godt? At de sidder stille og ikke laver en masse væsen, så du kan slappe af i dit arbejde? Jeg kender mange pædagoger, der oplever, at de ikke når målet alene med relationspædagogik. Pædagoger som gerne vil noget mere, fortæller Lene Metner.

Den gode relation er et vigtigt grundlag i KRAP. Pædagogen skal give mennesket, hun står over for, oplevelsen af at være set og værdsat, men det er ifølge Lene Metner basis. Relationen gør ikke arbejdet alene. I KRAP er relationen et middel til at komme til at arbejde med at ændre og udvikle en situation eller tilstand, der ikke er hensigtsmæssig.

– Jeg møder gentagne gange mennesker, der har været udsat for mange velmenende professionelles forsøg på at sige: ‘Jeg vil gerne hjælpe dig, jeg kan godt li’ dig. Vi skal nok finde ud af det’. Men hvorfor har tingene ikke ændret sig? Hvorfor har det ikke flyttet sig, spørger Lene Metner.

Hun er i dag privatpraktiserende psykolog i Psykologcenteret. Tidligere har hun været forstander på en institution for unge med psykiske lidelser og udviklingsforstyrrelser. Frustrationen over, at medarbejderne kom tilbage fra kursus og ikke kunne bruge deres nyerhvervede viden i praksis, fik Lene Metner til at dykke ned i forskningen og lede efter noget, der kunne tænkes at virke.

Den pædagogiske håndværker

– Jeg blev meget optaget af den kognitive tilgang og tænkte: det må kunne omsættes til pædagogisk praksis, fortæller Lene Metner om, hvordan K’et kom med i KRAP.

Den kognitive vinkel, menneskers tanker, bliver ofte overset, når pædagoger griber til handling. For Lene Metner er det afgørende, at vi forstår de tanker og strategier, der ligger bag den adfærd, vi vurderer som uhensigtsmæssig. Den forståelse giver os nemlig de mest konstruktive ideer til, hvor og hvordan vi kan tage fat for at ændre adfærden.

Vi skal interessere os for, hvad der gør, at den unge fyr stadigvæk har et misbrug på femte år, stadigvæk ikke kommer op om morgenen og stadigvæk hænger i bremsen på sin ungdomsuddannelse. Det er hans tanker om sig selv, andre og verden, der er interessante for Lene Metner, fordi de styrer ham til at gøre, som han gør lige nu.

– Vi laver antagelser hele tiden. Og vi skal jo lave antagelser i pædagogisk, behandlingsmæssigt arbejde. Ku’ det handle om det her? Ku’ det handle om det her? Men alt for ofte tolker og fabrikerer vi vores egen forståelse af handlinger og udspil og griber for hurtigt til handling. Det er farligt. Sidder vi som personalegruppe og siger, at ‘han er simpelthen så provokerende’, så begynder vi straks at danne nogle handlemønstre inde i hovedet, og så er det noget med, at man skal have ham stoppet, og man skal være restriktiv, siger Lene Metner.

Ifølge KRAP skal pædagogen ofre sine antagelser mere opmærksomhed. De skal kvalificeres fagligt. Pædagogen skal være en nysgerrig håndværker, der går systematisk til værks for at finde ud af, hvordan virkeligheden ser ud for den person, man arbejder med. Først derefter skal pædagogen åbne sin værktøjskasse og gå i gang med den egentlige handling eller udvikling.

– Det er en af de største risikofaktorer i forbindelse med en konkret indsats: at man tror, man kan ændre noget, før man har fundet ud af, hvordan personen oplever virkeligheden. Og før man har skabt en fælles forståelse for, i hvilken retning man skal, fortæller Lene Metner.

I KRAP er der lagt stor vægt på, at den pædagogiske håndværker skal have mange håndtag at dreje på. Derfor er KRAP ikke en manual, hvor man starter et bestemt sted. Lene Metner kalder KRAP en inspirationsværktøjskasse, hvor pædagogen kan lade sig inspirere af en masse forskellige metoder. For der er mange steder at undersøge og tage fat, når man vil ændre en adfærd. Pædagogen kan undersøge barnet, barnets omgivelser, relationerne, miljøet, strukturerne. Hun kan gå sine krav, forventninger og egne tanker om barnet efter i sømmene, og hun kan gennem oplevelser forstyrre og ændre barnets tanker om verden.