Indsatser på herberger og forsorgshjem – nytter det noget?

Det omfattende socialhistoriske projekt ‘Anbragt i historien’ er netop blevet offentliggjort. Det er gennemført af Svendborg Museum og fortæller en vigtig og til tider barsk historie om livet på de anstalter og institutioner, hvor samfundet gennem tiden har anbragt socialt udsatte – ‘minusindividerne’, som de i ramme alvor blev betegnet af den politiske elite i første halvdel af det 20. århundrede. Også datidens medarbejdere på de sociale institutioner kunne være hårdhændede. I det historiske tilbageblik bliver der fortalt om både en hård omgangstone, som bestod helt op til 1960’erne og 1970’erne, og om hyppige trusler om korporlig afstraffelse eller isolationscelle. Brugerinddragelse var mildt sagt ikke i højsædet. 

Meget er heldigvis sket siden da, og herberger og forsorgshjem – som også er kendt som § 110-boformer – er i dag steder med fagligt uddannet socialpædagogisk personale. Men hvordan står det egentlig til med den socialfaglige indsats på herberger og forsorgshjem i dag?

Det giver en ny brugerundersøgelse, som Rådet for Socialt Udsatte offentliggjorde i februar i år, et indblik i. Undersøgelsen er gennemført af SFI og hedder ‘Livet på hjemløseboformer’. I modsætning til ‘Anbragt i historien’ tegner den et helt aktuelt og nutidigt billede af livet som socialt udsat og hjemløs på landets herberger og forsorgshjem.

Af ‘Livet på boformer’ kan man se, at der foregår mange rigtig gode indsatser på landets herberger og forsorgshjem i dag. Men der er også tal i undersøgelsen, som tegner et mere problematisk billede af brugernes tillid til, at den socialfaglige indsats kan hjælpe dem. Fx mener hver femte i gruppen på 18-29 år, at de ikke får nok hjælp af boformens personale i forhold til at tage til møder på jobcenteret eller socialforvaltningen. Og hver fjerde i samme gruppe mener ikke, at de får den hjælp, de har brug for til at søge bolig.

På det helt overordnede spørgsmål om, hvorvidt brugerne har tillid til, at personalet kan hjælpe dem med deres problemer, svarer et flertal ja. Men næsten hver tredje af de unge brugere svarer nej, og det samme gælder hver femte af de voksne på 30-49 år. Mere end hver fjerde af de unge mener desuden heller ikke, at personalet har tid til at tale med dem, når de har brug for det.

Spørgsmålet er: Er det godt nok? Er nogle brugeres forventninger for høje, eller er der rum for forbedring? Herberger og forsorgshjem har uden tvivl udviklet sig meget, siden de tjente som ‘arbejdsanstalter’. Men der er til stadighed behov for at diskutere, om den socialfaglige indsats på boformer rent faktisk er tilstrækkelig og hjælper den enkelte videre.