Artboard 1icon_burger icon_checkmark_red icon_checkmark icon_cross icon_down icon_download icon_edit icon_exclamationbox icon_eye icon_facebook icon_heart icon_home icon_house icon_lock icon_magnify icon_papers icon_prize icon_quote icon_site-switchericon_star icon_studerende icon_trio icon_twitter icon_up
Menu
OK2018_logo_trans_560.png

Konfliktvejledning: Sådan gør du

Hvis de aktuelle overenskomstforhandlinger ender i konflikt, er her en vejledning, som svarer på en række af de spørgsmål, som typisk dukker op i forbindelse med konflikt

Overenskomstforhandlingerne er brudt sammen. Mange spørgsmål rejser sig ved udsigten til en eventuel konflikt: Hvad får jeg udbetalt? Hvad med ferie? Hvad hvis jeg er vikar eller deltidsansat?

Du finder svar på disse spørgsmål og en række andre i vores konflikt ABC – et opslagsværk, hvor vi har samlet svar på en række spørgsmål som opstår, hvis konflikten opstår.

Dokumenter til download

Gennemgang af de generelle spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med en konflikt (pdf)

Find flere oplysninger i vores samlede konfliktvejledning:

Konfliktvejledning 2018 (pdf)

Spørgsmål og svar om konflikt

Får jeg konfliktunderstøttelse under strejke eller lockout?

Ja, hvis du er udtaget til strejke eller bliver lockoutet får du som medlem konfliktunderstøttelse som svarer til din almindelige løn (grundløn + kvalifikationsløn + funktionsløn + særydelser, men uden pension). Konfliktunderstøttelsen er beregnet ud fra din seneste lønseddel.

Du skal dog leve op til følgende krav for at få konfliktunderstøttelse:

  • Du skal være rettidigt indmeldt (dvs. min. 6 måneder før konfliktstart. Se evt uddybning under ’Hvad hvis jeg ikke er medlem?’)
  • Oplysningsskemaer til beregning af konfliktunderstøttelsen skal være korrekt udfyldt (skemaerne er ikke tilgængelige endnu).
  • Du må ikke genoptage arbejdet, før det er vedtaget.
  • Du skal følge reglerne for fremmøde i forbindelse med møder og aktiviteter under strejken.
  • Du må ikke skylde kontingent.
Hvordan får jeg udbetalt konfliktunderstøttelse?

Hvis du bliver omfattet af konflikten – enten skal strejke eller bliver lockoutet - får du en mail fra forbundet, når konflikten starter med besked om, hvordan du skal gøre for at få udbetalt konfliktunderstøttelse. Det vil foregå digitalt og du vil modtage et link og login til en webblanket som skal udfyldes med udgangspunkt i din seneste lønseddel.

Jeg er medlem af Socialpædagogerne, men arbejder på et andet område?

Hvis du af en eller anden grund er medlem af Socialpædagogerne, men arbejder indenfor et andet overenskomstområde fx FOA eller BUPL, så skal du hurtigst muligt kontakte det forbund der organiserer dit arbejdsområde og bede om at blive overflyttet. Under lockout kan du ikke få konfliktunderstøttelse, hvis ikke du er medlem af det overenskomstbærende forbund.

Bliver jeg ramt af konflikten?

Strejke: Du kan se på sl.dk hvilke arbejdspladser, der er udtaget til strejke. Hvis ikke din arbejdsplads fremgår af oversigten, bliver du ikke berørt af strejke. Se oversigt på forsiden af www.sl.dk 

Lockout: Kun en lille gruppe medlemmer er omfattet. På det kommunale område omfatter lockoutvarslet medlemmer af Socialpædagogerne, som arbejder på beskæftigelsesområdet og er ansat på den overenskomst, der hedder ’Overenskomst for pædagogisk uddannet personale i særlige stillinger’. Men altså kun medlemmer, der er omfattet af denne overenskomst og er ansat til fx at yde mentorstøtte, vejledning og etablering af virksomhedspraktik eller hjælp i forhold til ansættelse med løntilskud.

Forbundet arbejder på at afklare, nøjagtigt hvor mange medlemmer, det drejer sig om.  Der er endnu ikke klarhed over lockoutvarslet på regionernes område. Så snart det også forelægger, orienterer vi på sl.dk.

Hvis du er privatansat eller familieplejer bliver du ikke ramt af konflikten.

Hvis du er tjenestemand eller reglementsansat kan du ikke deltage i konflikt og skal arbejde som sædvanligt.

Hvornår kan konflikten starte?

Forligskvinden har udskudt konflikten yderligere 14 dage. Det betyder, at strejke kan begynde fra 6. maj og lockout fra 12. maj, hvis hele udskydelsesperioden udløber. Men konflikten kan også starte tidligere; hvis forligskvinden melder om sammenbrud i forhandlingerne, starter konflikten – både strejke og lockout - på 5. dagen efter udmeldingen om sammenbrud.

Kan jeg holde ferie?

Kun hvis din ferie starter før konflikten eller påbegyndt senest samtidig med konfliktens start. Så kan ferien afholdes. Du får udbetalt sædvanlig løn under ferien. Det vil sige, at du afvikler ferie, som om der ikke er konflikt. Det gælder også hvis forligsmanden udsætter konflikten, så kan du holde ferie i den periode, hvor konflikten er udsat. Vær opmærksom på, at du efter endt ferie er omfattet af konflikten på lige fod med dine kolleger.

Du kan ikke starte ferie efter, at konflikten er trådt i kraft. Heller ikke selv om ferien har været planlagt på forhånd. Planlagt ferie under en konflikt er suspenderet, mens konflikten løber. Du kan heller ikke afspadsere under konflikt.

Din ferie er ikke gået tabt men udskydes til senere. Når konflikten er overstået aftaler du med din leder, hvornår ferien så skal holdes.

Du kan ikke få erstatning fra forbundet for evt. tab, hvis din ferie bliver suspenderet på grund af en konfliktsituation, men nogle rejseforsikringer dækker afbestilling under konflikt, fx Alka og Lærerstandens Brandforsikring. Så tjek evt. din rejseforsikring.

Feriedagpenge
Hvis du arbejder på en konfliktramt arbejdsplads, kan du ikke få feriedagpenge, hvis din ferie først starter, når konflikten er i gang. Starter din ferie før konflikten, har du derimod ret til feriedagpenge efter de sædvanlige regler. Det gælder selvfølgelig også, hvis din ferie først starter, når konflikten er afsluttet.

Hvad hvis jeg ikke er medlem af Socialpædagogerne?

Ikke-medlemmer har ikke ret til konfliktunderstøttelse eller anden hjælp under en konflikt.

Man skal have været medlem i min. 6 måneder før konflikten i praksis træder i kraft. Det vil sige, at hvis konflikten starter 1. maj, skal man have været medlem siden 1. november og så fremdeles.

Der skal være en god grund til, at man kan få dispensation for dette krav. En god grund er, hvis man først har fået arbejde på Socialpædagogernes område for nylig eller fx er nyuddannet. Hvis du først har fået job på Socialpædagogernes område indenfor de seneste tre måneder, kan du godt få dispensation.

Hvis du arbejder på Socialpædagogernes område og af en eller anden grund er fejlplaceret i fx BUPL eller FOA, så skal du hurtigst muligt melde dig ind i Socialpædagogerne via sl.dk/bliv-medlem eller kontakte medlemsteamet på: 7248 6030 for at blive overflyttet til Socialpædagogerne. Men det er et krav, at du er medlem af en anden overenskomstbærende fagforening. (Hvis du er medlem af KRIFA, Det faglige hus eller slet ikke nogen fagforening, kan du ikke på nuværende tidspunkt melde dig ind og så få konfliktunderstøttelse fra Socialpædagogerne).

Jeg er på barsel – hvad gør jeg?

Medlemmer på barselsorlov bliver også omfattet af konflikten og modtager derfor ikke løn fra arbejdsgiveren fra det tidspunkt strejken/ lockouten starter. Medlemmerne kan få udbetalt barselsdagpenge ved henvendelse til Udbetaling Danmark/ bopælskommunen og vil ved strejke kunne få suppleret op med konfliktstøtte til normal løn fra Socialpædagogerne.

Ved lockout modtager du også barselsdagpenge. Hvad du får af konfliktstøtte derudover afhænger af, hvad forbundet beslutter. Så snart det er afklaret, giver vi besked.

Kontakt din kreds, hvis du er eller skal på barsel under konflikt.

På vej på barsel – kan jeg gå på barselsorlov under en konflikt?

Hvis du berøres af konflikt (strejke eller lockout), begynder du din barselsorlov på samme måde, som når man er i arbejde. Du har ret til at gå på barselsorlov 8 uger før forventet fødsel, selvom du er i konflikt.

Hvor længe kan konflikten vare?

Konflikten står på indtil den afblæses. Man kan ikke sige på forhånd, hvor længe en konflikt vil vare.

Der er 3 muligheder for afslutning af en konflikt:

  • Parterne indgår et forlig, som medlemmerne stemmer ja til.
  • Forligsmanden stiller et mæglingsforslag, som ikke bliver stemt ned.
  • Regeringen stopper konflikten ved et lovindgreb. Det var for eksempel tilfældet ved lockouten af lærerne i 2013.

Når en konflikt slutter, er din arbejdssituation den samme som før konflikten, uanset hvilken udgang den får. Socialpædagogerne meddeler de konfliktramte medlemmer, at arbejdet skal genoptages.

Kan jeg få supplerende dagpenge, når min arbejdsplads er konfliktramt?

Det afhænger af, om du er løst eller fast ansat. Er du løst ansat, kan du fortsætte på dagpenge, selv om du ikke får vagter, så længe konflikten er i gang. Er du derimod fast ansat (dvs. har et opsigelsesvarsel over for din arbejdsgiver), kan du ikke få supplerende dagpenge. Du kan i stedet få konfliktunderstøttelse (hvis medlem).

Jeg er på efterløn – påvirker konflikten udbetaling af efterløn?

Hvis du er vikar på en konfliktramt arbejdsplads, kan du ikke udføre arbejde. Du får i stedet sædvanlig fuld efterløn. Hvis du har et fast ansættelsesforhold, skal a-kassen modregne arbejdstimer i din efterløn. Arbejdet modregnes ud fra et gennemsnit af dine seneste 4 ugers lønarbejde. Er du medlem af SL, kan du få konfliktunderstøttelse svarende til de timer, a-kassen skal modregne i efterlønnen.

Hvad med studerende/praktikanter?

Studerende i lønnet praktik er ikke omfattet af konflikt, men skal møde på arbejde. Den studerende må ikke påtage sig ekstraarbejde som følge af konflikten og må ikke indgå i nødberedskabet.

Studerende i ikke-lønnet praktik på en konfliktramt arbejdsplads skal følge personalet på arbejdspladsen.

Syg under konflikt?

Hvis du er sygemeldt, når konflikten starter, modtager du konfliktunderstøttelse på lige fod med øvrige medlemmer.

Syg undervejs: Hvis du er omfattet af konflikten og bliver du syg under konflikten, skal du give kredsen besked, jf. eventuelle lokale retningslinjer.

Reglementsansatte og tjenestemænd skal møde på arbejdspladsen, når sygdommen er overstået. De får løn af arbejdsgiveren under sygdommen, uanset strejken.

Barn syg?

Under en konflikt kan du ikke benytte dig af barns første og anden sygedag. Hvis du er konfliktramt og har barn syg skal du kontakte din kreds.

Jeg er ansat på deltid?

Deltidsansatte, der er ansat på en konfliktramt arbejdsplads får konfliktunderstøttelse efter samme retningslinjer som for fuldtidsbeskæftigede. Hvis du normalt får supplerende dagpenge, kan du ikke få det under en konflikt, da du som omfattet af konflikten ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. I stedet har du ret til konfliktunderstøttelse.

Jeg er vikar/ har studiejob?

Timelønnede vikarer kan modtage understøttelse fra a-kassen, hvis de lever op til de normale krav, og hvis de ikke er beskæftiget på en konfliktramt arbejdsplads, når konflikten starter.

Det anbefales derfor, at arbejdspladsens leder skriftligt meddeler vikaren, at der ikke er mere arbejde pr. den sidste arbejdsdag forud for konfliktens start. Herefter kan de som nævnt modtage dagpenge fra a-kassen på normale vilkår.

Timelønnede vikarer, der er medlem af Socialpædagogerne, men ikke er medlem af a-kassen, vil kunne få udbetalt konfliktunderstøttelse. Betingelsen herfor er dog, at de er indmeldt i Socialpædagogerne seneste 6 måneder før konflikten træder i kraft. (Se dog undtagelser under ‘Indmeldelse i fagforeningen’).

Understøttelse udgør ligeledes et beløb svarende til den maksimale dagpengesats udregnet efter det antal timer, der i gennemsnit er beregnet på grundlag af lønsedlen for den seneste måned. Arbejdspladsens leder og tillidsrepræsentant skal attestere oplysninger om indtægten.

Hvis du har et studiejob indenfor området gælder de samme regler som for vikarer.

Kan jeg afspadsere under konflikt?

Nej, du kan ikke afspadsere under konflikt. Heller ikke selv om det er planlagt og påbegyndt afspadsering. Påbegyndt afspadsering afbrydes, når konflikten træder i kraft.

Har jeg fri hvis jeg er omfattet af konflikt?

Nej, når man er omfattet af konflikt, betyder det ikke, at man har fri. Kredsen orienterer dig om arrangementer og aktiviteter der er mødepligt til.

Hvad med borgerne?

På konfliktramte arbejdspladser aftales der et nødberedskab, mens konflikten står på for at undgå, at der opstår livstruende situationer på de arbejdspladser, der er berørt af strejken. Socialpædagogerne og arbejdsgiveren aftaler nødberedskabets omfang. Nødberedskabet består af overenskomstansat personale. Kredsen afgør, hvem der indgår i nødberedskabet.

Konfliktramt arbejde – hvad er det?

Det er et definitionsspørgsmål på den enkelte arbejdsplads. Kontakt din TR for nærmere information. Hovedreglen er, at den ikke-konfliktramte ansatte kun må udføre sit sædvanlige arbejde. Det er:

  • At der arbejdes med det sædvanlige antal borgere (eventuelle udsving i antallet skal ligge indenfor normaludsving).
  • At man ikke må påtage sig overarbejde, selv om man i sygdomsperioder eller spidsbelastningssituationer normalt er pligtig til at påtage sig et vist overarbejde.
  • At man ikke må acceptere, at allerede fastlagte feriedage, afspadseringsdage o.l. omrokeres af arbejdsgiveren.
  • At en reglements- eller tjenestemandsansat ikke må arbejde efter en plan, der er tilrettelagt alene med sigte på strejken.

Herudover må medlemmer af Socialpædagogernes Landsforbund ikke videreføre arbejde eller samarbejde med ansatte, der uden at være pligtige til det udfører arbejde, der er omfattet af konflikten.

Kan jeg melde mig ud af Socialpædagogerne under en konflikt?

Nej, du kan ikke melde dig ud efter forbundet har varslet strejke. Baggrunden er blandt andet, at arbejdsgiveren så ikke kan presse medarbejdere til at melde sig ud under en konfliktsituation. Desuden er det vigtigt under en konflikt, at forbundet er så stærkt som muligt, og at medlemmerne står sammen gennem konflikten.

Der er undtagelser. Det gælder eksempelvis pensionister, studerende og passive. Undtaget er også medlemmer, der får nyt arbejde uden for Socialpædagogernes arbejdsområde.

Kan jeg blive fyret under konflikt?

Ja, en arbejdsgiver kan godt opsige medarbejdere både før og under en konflikt. Det skal ske med sædvanligt varsel og på sædvanlige vilkår.
OBS! Under en overenskomstmæssig konflikt er det ikke sagligt at opsige medlemmer med den begrundelse, at der er konflikt. Det gælder, selv om medlemmerne er ansat tids- eller opgavebegrænset.

Løntilskud, rotationsvikar eller arbejde i et seniorjob – kan jeg få dagpenge?

Hvis du er beskæftiget i løntilskud, som rotationsvikar eller som seniorjobber, er du omfattet af konflikt på lige fod med de øvrige kolleger. Derfor kan du ikke få dagpenge, men skal søge om konfliktunderstøttelse.

Kan jeg starte i virksomhedspraktik, når der er konflikt?

Hvis arbejdspladsen er konfliktramt, kan du ikke starte i virksomhedspraktik. Kontakt i givet fald a-kassen og få vejledning om, hvad det betyder for dig.

Hvis jeg skifter job eller mister mit arbejde?

Hvis du skifter arbejde under konflikten, er det afgørende for din situation om det nye job er omfattet af konflikten. Er det tilfældet vil du blive omfattet af strejken/ lockouten, hvis du er tiltrådt stillingen på det tidspunkt konflikten starter.

Hvis du mister dit job
Hvis du mister dit job før konflikten starter, vil du være at betragte som ledig på tidspunktet for konfliktens ikrafttræden, hvis ikke du har fået nyt job.

Jeg har flere job – hvordan er jeg stillet?

Hvis du har flere ansættelsesforhold skal du agere i forhold til hvert enkelt arbejdssted. Hvis et medlem fx er ansat i X kommune på 20 timer, hvor man er udtaget til strejke, så skal man agere herefter og får konfliktunderstøttelse. Samtidig er medlemmet ansat 15 timer i Y kommune. Her er man ikke udtaget til strejke og skal passe sit arbejde helt som normalt. Det samme er tilfældet ved lockout.

Jeg er tjenestemand – hvordan er jeg stillet?

Hvis du er tjenestemand eller reglementsansat kan du ikke deltage i konflikt og skal arbejde som sædvanligt. Ved sygdom skal tjenestemænd møde på arbejdspladsen, når sygdommen er overstået. Sygelister føres som normalt. Tjenestemænd skal have løn af arbejdsgiveren under sygdommen, uanset strejken.

Jeg er ledig – hvad med jobsøgning op til en eventuel konflikt?

Før konflikten starter skal du fortsat være jobsøgende, selvom der er varslet hhv. strejke og lockout. Det indebærer, at du dels reflekterer på opslåede stillinger, dels kontakter arbejdsgivere uopfordret med henblik på at stille din arbejdskraft til rådighed.

Efter konflikten er startet, skal du være opmærksom på, at du ikke må overtage konfliktramt arbejde. Bliver du kontaktet af en arbejdsgiver, der tilbyder dette, må du derfor takke nej. Du vil fortsat kunne søge arbejde på områder, som ikke er konfliktramte. Kontakt din kreds, hvis du er i tvivl om en konkret arbejdsplads er omfattet.