Praktikant til Socialpædagogerne
Vil du gøre en forskel med din journalistik? Vil du løfte den vigtigste politiske dagsorden? Og vil du mestre både det journalistiske håndværk og den politiske kommunikation? Så læs med her.
Journalist på socialområdet
Som journalist indenfor socialområdet kan du fortælle nogle af de bedste udviklingshistorier, møde de stærkeste skæbner og opleve de vildeste kontraster til det Danmark, de fleste normalt færdes i. Har du flair for at formidle, så har vi alle platforme, du kan boltre dig på.
Socialpædagogerne er fagforening for de vigtigste i vores velfærdssamfund – nemlig 40.000 socialpædagoger, der hver dag støtter anbragte børn og unge, hjemløse og mennesker med et handicap eller psykisk sygdom. Vi kæmper for gode vilkår for den største faggruppe på det sociale område, for at udvikle og synliggøre den socialpædagogiske faglighed - og for at udvikle velfærdssamfundet, så udsatte og sårbare mennesker får flere muligheder.
Vil du gøre en forskel med din journalistik – og have både det journalistiske håndværk og den politiske kommunikation til at sidde på rygraden – så kan vi lære dig det.
Her lærer du: Hurtige nyheder, lækker magasinjournalistik, slagkraftig kommunikation
Du kan udkomme på mange kanaler:
I dag udkommer vi på mange kanaler, og du kan prøve kræfter med dem alle, hvis du ønsker det, men er primært tilknyttet magasin, web og sociale medier:
- Magasin: Socialpædagogernes populære fagblad udkommer 11 gange årligt. Her kan du skrive de lange portrætter, tage på fotoreportage med nogle af landets bedste fotografer, grave tal og tendenser frem i store temaer – eller komme helt tæt på medlemmers hverdag og faglighed på arbejdspladserne.
- Visuelle fortællinger: Har du den gode idé, så har vi udstyr og redigeringsværktøjerne, så du kan folde dig ud med video og grafik.
- Sociale medier: Vi engagerer i dag tusindvis af medlemmer via Facebook og Instagram. Du kan prøve kræfter med indholdsproduktion til reels og stories, og vi har helt sikkert brug for dine input til vores sociale kanaler.
- Web: Du lærer håndværket fra bunden, når vi laver de hurtige nyheder til web. Hos Socialpædagogerne lærer du desuden at tænke indhold på tværs af kanalerne og versionere din tekst
- Podcast: Hver tredje uge kommer et nyt afsnit af Socialpædagogernes Podcast, der stiller helt skarpt på medlemmernes faglighed og arbejdsliv. Har du lyst, kan du være med til at udvikle idéer og sætte dem i produktion.
- Presse: Du kan prøve kræfter med pressearbejde. Her lærer du at skrive det stærke debatindlæg til morgenaviserne og at lave Tweets der får budskabet igennem og forbundets politiske dagsorden til at flyve.
- Kampagner: Du kan være med til at planlægge, eksekvere og evaluere kampagner til enten medlemmer eller den brede offentlighed og interessenter.
Sådan er det at arbejde hos Socialpædagogerne
”Hos Socialpædagogerne får du mange dygtige kollegaer, som altid er søde til at hjælpe og give grundig oplæring. Der er stor fleksibilitet i jobbet, og det er essentielt for mig.
Derudover er der også en super god kantine og massageordning, hvilket er skønt!”
- Johanne Hansen, studentermedhjælper i Kommunikationsenheden
Dine kommende kolleger
Som praktikant hos os
Vi går op i et ordentligt arbejdsmiljø, og vi vil lytte til dine idéer og tanker. Du får medbestemmelse på, hvilke dele af produktionen du vil fordybe dig i og bruge mest tid på, men vi sikrer også, at du får en solid uddannelse.
Du får en praktikantvejleder, og du har mulighed for både tæt sparring og grundig feedback på dine artikler, men også at arbejde selvstændigt efterhånden, som du udvikler dig.
Og så får du ni dygtige og hjælpsomme kollegaer, der alle arbejder med journalistisk og kommunikation – og bliver en del af et professionelt og dynamisk gammelt hus i hjertet af København med lækker kantine og massageordning.
Spørgsmål
Kontakt chefredaktør på Socialpædagogen og faglig leder af Kommunikation Marie Dissing Sandahl på mds@sl.dk eller 2887 6895
Vi deltager ikke i praktikmessen, men holder samtaler fra mandag den 24.4 til torsdag den 27.4 – skriv og book en tid.
Du er altid velkommen til at ringe eller skrive for en uformel snak om mulighederne for praktik hos os.
Adresse: Brolæggerstræde 9, 1211 København K