Kreds Østjylland
Nogle kommuner har vi kun modtaget få eller ingen medlemshistorier fra. Du har klikket på en af dem. Vi har derfor samlet en række medlemshistorier fra Kreds Østjylland, hvor kommunen ligger, som du kan gå på opdagelse i
Kommunalt ansat socialpædagog:
Vi går hver dag ind til borgerne med arbejdsmetoder, såsom neuropædagogik og relationspædagogik, og ikke mindst er vi veluddannede inden for den problemstilling, vi nu er ansat under. Mit perspektiv er senhjerneskadede.
Vi hjælper mange borgere med indtil flere diagnoser hængende over deres hoveder. Vi analyserer, reflekterer, løser konflikter, bruger arbejdsmetoder og skaber en så tryg hverdag som overhovedet muligt. Vi er specialister til at aflæse borgernes behov og dets mangler, da det primært er den sociale og den psykiske tilstand, vi spotter hos borgeren.
Når en kollega siger op, så er der ingen stillingsopslag på ny kollega. Eller også er der konstant lappeløsninger af tremåneders vikariater. Det vil sige konstant oplæring af nye, og det tager tid, som går fra borgerne.
Jeg har for nyligt oplevet slides fra min leders side med en oversigt over, hvordan man kan skaffe flere hænder. Det kan kort fortalt klares ved, at man håber, at en med 10 års anciennitet siger op for derefter at ansætte to omsorgsmedhjælpere. SÅ er underskuddet væk, og der er kommet flere hænder, SÅDAN!
Der er behov for at starte forfra. Det gælder politikkerne, fagbevægelsen, dansk erhverv, ledere og ansatte, der arbejder inden for omsorg af andre borgere. Jeg har ikke de vise ord, da dette er bredt favnende. Jeg er BARE en af dem på gulvet, som endnu har et levebrød ved hjælp af et arbejde, og er stolt over, hvad jeg og mine kollegaer præsterer til hverdag. Jeg arbejder i et tværfagligt perspektiv med sosu-assistenter, sosu-hjælpere, fysioterapeuter, ergoterapeuter, psykoterapeuter, omsorgsmedhjælper, og socialpædagoger. VI har ikke taget vore uddannelser for sjov, men vi har den rigtige indgangsvinkel, når andre end vores familie skal passes. DET skal ingen lave om på.
Klik og se, hvordan det står til med fagligheden i andre kommuner:
Kommunalt ansat socialpædagog:
Faglighed er, når valg og beslutninger træffes ud fra en faglig vurdering og ikke den enkeltes synsninger. Når man er i stand til at sætte sig selv og egne holdninger til side og holde fokus på, hvad der er vigtigt for de mennesker, vi arbejder med. Socialpædagogik er netop indbegrebet af disse færdigheder, og det skriger til himlen, når ansatte ikke mestrer denne evne. Faglighed er bevidsthed om, hvorfor vi gør det, vi gør, og for hvis skyld vi gør det. Det er evnen til refleksion og selvindsigt. Til at kunne tilsidesætte os selv i situationen. Når vi ikke evner at være fagligt funderet i arbejdet med andre mennesker, risikerer vi, at de tages som gidsler i et drama, der i højere grad handler om magt.
Vi har brug for hinanden på tværs af faggrupper. Sammen sikrer vi bedst mulige betingelser for det gode liv for udsatte borgere. Men socialpædagogisk uddannelse burde være lovpligtigt for alle, der ønsker at arbejde med mennesker.
Kommunalt ansat socialpædagog:
Jeg oplever en yderst presset arbejdsplads, hvor mange gode kompetente pædagogiske personaler er sygemeldt eller rejst det seneste år.
De få faste kollegaer, der stadig “står”, har taget ekstra timer/dobbeltvagter/er blevet kaldt ind på fri og feriedage. De “står” snart ikke længere! Hvor længe kan borgere og medarbejdere holde til, at arbejdsplanen stort set altid er i gul?
Manglen på kvalificerede og uddannede medarbejdere gør, at borgernes hjem bliver en “svingdørs”-institution og ikke et trygt og genkendeligt hjem. Utallige mennesker med og uden erfaring er på hurtigt “visit”, nogle er der kun i deres tre-dages intro og så fortrød de…..Borgerne bliver frustrerede.
Kommunalt ansat socialpædagog:
For at give et eksempel kan jeg pege på en case fra egen praksis. Jeg er faglig leder på et bosted for voksne. Vores medarbejdere er uddannede pædagoger, sygeplejersker, ergoterapeuter, psykomotoriske terapeuter og sosu-assistenter. I forlængelse af arbejdet med specialet har vi haft stor fokus på borgerinddragelse gennem daglig dokumentation samt nedbringelse af magtanvendelser. Dette gennem konkrete pædagogiske strategier og metoder - heriblandt arbejdet med tryghedsplaner, mentalisering og selvagens. Vi har erfaret, at vi med udgangspunkt i disse begreber gennem bl.a. et konkret tiltag som borgerinddragelse i dokumentation har nedbragt og faktisk helt stoppet brugen af magtanvendelser. (…)
Der har over tid hersket en daglig arbejdsgang, hvor dokumentation var noget, man gjorde udenom borgeren og gerne på personalekontoret, når ens vagt var næsten færdig. Denne arbejdsgang har vi fjernet og taget den med ud til borgerne selv - borgeren dokumenterer selv deres dag ud fra delmål, de selv har været med at udforme, og de kan se alt, hvad der bliver skrevet vedr. dem selv. Vi er ikke altid enige med borgerne i oplevelsen af, hvordan dagen er gået, men det er her, vi ofte oplever, at den fælles dokumentation giver mening. Denne tilgang til praksis har været grænseoverskridende for både personale og borger, da vi i særlig grad kommer til at arbejde med begrebet selvagens. (…) Overordnet kunne pædagogerne med deres faglighed koblet til relationel magt, interpersonelle forståelser kobles til en sparring ind i begrebet selvagens - en snak om, hvordan det i denne måde at arbejde på er muligt at bringe sig selv i spil i relationen og ikke blot tale om, hvad borgeren gjorde, men hvad man selv gjorde, som netop var en del af grunden til, at noget gik galt eller ikke lykkedes. Denne faglige tilgang gjorde det lettere for det pædagogiske personale at tage denne metode til sig som en del af deres værktøjskasse, en lethed vi ikke oplevede blandt det andet personale. Vi oplever, at denne forskellighed ligger i de fagligt diskursive forståelser og tilgange.
(Dette er et uddrag)
Kommunalt ansat socialpædagog:
Det gør alverden til forskel, at vi møder mennesket der, hvor det er!! Jeg arbejder med fysiske og psykiske udviklingshæmmede og arbejder ud fra pædagogiske termer og begreber, men det er utroligt svært at arbejde i et team bestående at SSA’er, plejere og ufaglærte, der alle har en mening og holdning til dokumentation og handleplaner, men ikke en socialpædagogisk, faglig baggrund. Det er frustrerende, da borgerne ikke får den rette støtte og hjælp. Personligt tænker jeg, at en uddannelse på 3 1/2 er spildt, da folk hentet ind fra gaden har de samme betingelser... Jeg har de bedste kollegaer!! Men når fagligheden mangler, kan det give en udynamisk synergi i personalegruppen og egne private og personlige holdninger, “Jeg tror..", "Jeg synes...” bliver basis på støtten til vores borgere.
Regionalt ansat socialpædagog:
Med min specialiserede autismeviden kan jeg møde borgerne i min hverdag med en individuelt tilrettelagt indsats. Kollegaer og vikarer, der ikke har den viden, kan have svært ved at møde borgeren der, hvor de er, samt forstå årsagen til den adfærd, de udviser. Mit pædagoghjerte græder, når en borger misforstås. Det kan undgås med den rette faglighed.
Regionalt ansat socialpædagog:
Som uddannet personale er vi bedre rustet til at gennemskue forråelse og se bag adfærden. Det faglige sprog og en socialpædagogisk tilgang er vigtigt for at imødekomme og bearbejde omsorgstræthed, rutinepræget praksis og etablering af alternative tilgange. Som uddannet over for en personalegruppe, som har anden eller ingen uddannelse, der bliver man mødt med manglende forståelse hos kollegaer, der ikke lige er klar til at blive belært - man kan blive tvunget til at sænke det faglige niveau i tilstræbelsen på at opnå enighed i personalegruppen.
Forråelseskulturen på min afdeling forstærkes af kollegaer uden uddannelse, idet jeg bliver fremmedgjort og ekskluderet, når de ikke gider at høre på fine ord og andre metoder. Praksis kan stagnere i monotone og nedslidende gentagelser, når den pædagogiske faglighed ikke sættes i spil. Ultimativt kan en uuddannet og forrået personalegruppe levere professionelt omsorgssvigt på daglig basis uden selv at være klar over det.
Kommunalt ansat socialpædagog:
Jeg oplever, at jeg rummer dem på en anden måde. Jeg ser mennesket i stedet for at se resultatet. Jeg er fokuseret på relationen i stedet for resultatet, og det oplever jeg gør en forskel. Det vigtige er ikke, om beboeren kom i bad, men at vi havde en god oplevelse sammen og styrkede relationen. Så er sandsynligheden for, at vi lykkes med projektet næste gang større
Kommunalt ansat socialpædagog:
Da jeg er ansat på en døgninst., hvor nogle børn ikke har et verbalt sprog, kan børnene, når de bliver frustrerede eller på anden måde har det svært, udtrykke sig ved at blive selvskadende eller udadreagerende. Det forudsætter indsigt i forskellige pædagogiske værktøjer at håndtere professionelt og respektfuldt. De af mine kolleger, der ikke har en pædagoguddannelse, reagerer efter bedste evne. De bruger tillærte metoder, men har tydeligt ikke den dybere forståelse for det. Efterfølgende skal sådanne hændelser dokumenteres. Det bør dokumenteres, at det er sket, for at myndighed kender omfanget af barnet/den unges behov for pædagogisk støtte. Dels bør myndighed også kende omfanget af vores opgaver, for at de kender årsagen til en normerings omfang (hvis der ikke indberettes om voldsomme hændelser, kan det af myndighed opleves, som om vi er overnormeret...). Jeg har flere gange oplevet uuddannede kolleger (og kolleger der har en uddannelse, som ikke er pædagogisk) udtale, at de ikke nænnede at indberette en voldsom hændelse, da borgeren jo ikke kan gøre for det. Det forudsætter pædagogisk indsigt at kende årsagen til at indberette de voldsomme hændelser.