Roskilde kommune
Hvordan oplever socialpædagoger, at de med deres faglighed gør en forskel for udsatte mennesker, som er forskellig fra det, kolleger der ikke er uddannede eller har andre fagligheder, bidrager med? Se medlemmernes svar her
Kommunalt ansat socialpædagog:
Ved at samstemme praksis med teori kan man højne de pædagogiske tiltag i “værktøjskasse”. Teori er ikke alt, men langt den største del af teorier bakkes op af evidensbaserede undersøgelser. Derfor er man ekstra godt rustet ved, at fagligheden samstemmes mellem feltpraksis og undervisningsteori.
Klik og se, hvordan det står til med fagligheden i andre kommuner:
Kommunalt ansat socialpædagog:
En høj faglighed er i min optik med til at skabe et sundt fundament til videreudvikling sammen med andre fagligheder. En høj faglighed er med til, at det er muligt at forklare, hvorfor jeg gør, som jeg gør, og at det er til at forstå, for mig og andre. Høj faglighed bidrager til mere udvikling i samspil. Høj faglighed tør stille spørgsmål, være kritisk og være kreativ/innovativ, når dette påkræves. Det er min oplevelse, at der er længere imellem ovenstående succeser, når der ikke er en relevant uddannelse bag den enkelte socialarbejder. Faglighed sikrer, at vi ser det hele menneske/det enkelte individ OG, at vi kan forklare og forstå hvorfor og hvordan.
Kommunalt ansat socialpædagog:
Især når vores borgere er pressede og reagerer - kan jeg bruge min faglighed til at afdække og afhjælpe deres baggrund for at lette presset, så deres dagligdag igen bliver overskuelig og god.
Kommunalt ansat socialpædagog:
Det at have den faglighed, der kræves, giver mange fordele. Et af dem er et fælles sprog på arbejdspladsen. Uden et fælles fagligt sprog, bliver den faglige udvikling mindre, og de pædagogiske tilgange bliver desværre ofte synsninger og gætværk.
Kommunalt ansat socialpædagog:
Mentaliseringsevne, det at se bag om adfærd. At have fokus på at fortykke de fortællinger den enkelte har om sig selv, der har et positivt handlepotientiale, frem for negative, dominerende fortællinger. Bevidsthed om sprogets magt til at fastlåse eller skabe håb, ved at have fokus på at eksternalisere sygdom, sårbarhed eller adfærd, sådan at en person har mulighed for at bringe andre sider af sig selv i spil.