’Socialpædagogerne sikrer med hjerte og hjerne, at min datter har det godt’
For 11 år siden fødte Karen Schneider sin datter Kathrine, der er hjerneskadet, blind og kørestolsbruger. Det er svært at forestille sig, hvor hårdt det er at få et så handicappet barn, fortæller hun. Men den socialpædagogiske faglighed på døgninstitutionen Fenrishus har gjort en kæmpe forskel – både for Karen og Kathrine
Karen Schneider og hendes mand havde fem uger til at vænne sig til tanken. Deres tredje barn ville få et helt anderledes liv end sine to ældre søstre, der dengang var to og fire år gamle.
– Lægerne var meget direkte. De sagde ikke, at Kathrine ville være som en grøntsag, men det var lige før. Vi fik at vide, at hun slet ikke ville komme til at respondere på os. Og at hun ville få en hel masse forskellige handicap. Jeg var selv indlagt i fem uger før fødslen, og mens jeg og min mand, John, lå der og stirrede op i loftet, lovede vi hinanden én ting: Kathrine vil altid være vores ansvar. Men vi kan ikke bære byrden alene. Vi er nødt til at få hjælp.
I dag er Kathrine 11 år gammel, og på nogle punkter er det ikke gået helt, som lægerne sagde. Kathrine giver faktisk respons. Når man kender hende, kan man aflæse hendes lyde og vurdere, om hun er glad eller trist. Og selv om hun ikke har et talesprog, kan hun sige ’mor’, og gør det måske en gang hvert halve år, fortæller Karen Schneider.
