'Sleeping Dogs' kvalificerer mit arbejde
Familiebehandler Charlotte Jepsen arbejder hver dag med Sleeping Dogs-metoden, når familier med traumer skal finde fodfæste. Det har kvalificeret hendes arbejde, så hun bedre kan passe på både børn og forældre
Triggers, flashbacks, dissociation og retraumatisering. Det er nogle af de specifikke fagudtryk, der knytter sig til de børn og unge, der går gennem døren til Charlotte Jepsens terapilokale, for at få hjælp til at tale om det, der er allersværest.
Hver dag sidder hun og hendes teamkolleger i Familiecenter Gladsaxe overfor børn, der har oplevet vold, svigt og seksuelle overgreb. Som del af det tværkommunale projekt ’Styrket indlæring, bedre skolegang’ er hun en af de familiebehandlere i Gladsaxe og Københavns kommune, som har stiftet bekendtskab med Sleeping Dogs-metoden, der i seks trin stabiliserer og forbereder børn inden traumebehandling hos en psykolog.
Læs mere om Sleeping Dogs-metoden i artiklen 'Socialpædagoger vækker traumer til live'
Gennem projektet hjælper hun børn, familier og plejefamilier, hvor traumerne kræver, at der er brug for en forhøjet indsats for at sikre, at børnene får det optimale ud af at gå i skole.
– Traumatiserede børn kan have svært ved at holde fokus og koncentrere sig pga. de oplevelser, de har med sig. De bliver hurtigere forstyrret og kan gå glip af læring. Derfor arbejder vi med at sikre sikkerhed og stabilitet, så barnet kan tale om dets oplevelser uden at blive overvældet, og så de kan deltage i traumeprocessering.