Plejemor: Det betyder alt, at jeg ikke står alene
Faglig sparring med en socialpædagog fra den lokale døgninstitution og et netværk med andre plejefamilier har givet Maiken Toftegaard faglig selvtillid og oplevelsen af at have kolleger

Fælles for dem er, at de har lagt hjem, hjerte og hjerne til omsorgssvigtede og behandlingskrævende børn.
– Vi starter, som vi plejer: Lad stjernestunderne regne ned over os, indleder socialpædagog Carina Hauge Jensen fra den lokale døgninstitution Brohuset, som faciliterer mødet.
En plejemor deler, at plejebarnet trives rigtig godt på efterskolen, selvom hun havde frygtet, at adskillelsen ville være for svær. En anden deler, at hun netop har haft det bedste statusmøde nogensinde, fordi det går så godt med plejebarnet.
– Vi har også lige været til skole-hjem-samtale, hvor matematiklæreren sagde, at hun var blæst bagover af den udvikling, der er sket. Og han taler simpelthen så pænt om os i skolen, istemmer Maiken Toftegaard.