Mobilteam bygger bro til unges liv
Socialpædagoger spiller en central rolle i det udgående team, der gav selvmordstruede Rikke Brinck livsmodet tilbage, og som både har reduceret brugen af tvang og antallet af genindlæggelser ved Børne- og Ungdomspsykiatrien i Odense. Nu skal ideen udbredes til hele regionen
Andelen af personer, der bæltefikseres, skal være halveret i 2020. Så klar lød en af målsætningerne, da regeringen i 2014 afsatte 50 mio. kr. årligt til regionernes arbejde med at nedbringe tvang.
Og lige så klart er det, at Børne- og Ungdomspsykiatrien i Odense allerede er i mål. Som helhed har Region Syd stadig et arbejde foran sig, særligt i forhold til at nedbringe brugen af beroligende tvangsmedicinering. Men også dét er det lykkedes Børne- og Ungdomspsykiatrien i Odense at reducere med 22 pct.
Vejen til målet har bl.a. været, at Børne- og Ungdomspsykiatrien i Odense etablerede et ambulant Mobilteam for godt et år siden, fortæller den administrerende direktør for regionens psykiatrisygehus, Charlotte Rosenkratz Josefsen.
Teamet består af sygeplejersker og socialpædagoger, der har fokus på de unge, som bonner mest ud i afdelingens statistik over tvangsanvendelser og genindlæggelser. Teamet tager på hjemmebesøg hos patienterne efter en indlæggelse og samarbejder med dem og deres pårørende, bosted, skole osv. om at skabe en god overgang og om at forebygge genindlæggelser.
– Mobilteam viser, at vi kan nå rigtig langt, hvis vi tør tænke bredere end sygehusets fire vægge i forhold til brobygning og samarbejde med landets kommuner, siger Charlotte Rosenkratz Josefsen.
De positive erfaringer med Mobilteam betyder, at teamet nu skal udvides til også at fungere i de sene eftermiddags- og aftentimer, hvor der er særligt mange akutindlæggelser. Desuden bliver der ved hjælp af satspuljemidler oprettet et team mere i Børne og Ungdomspsykiatrien Sydjylland. Planen er, at de to team skal samarbejde om at udvikle tilbuddet endnu mere.