Katrine er Katrine
Da Katrine startede i Møllehusets skole for to et halvt år siden, kom hun fastspændt i en kørestol med diagnosen Rett Syndrom og beskrivelsen aggressiv, udadreagerende og voldsom. I dag er hun en vellidt pige, der starter skoledagen med at gå tre kilometer og sætter sig ned på gulvet, hvis der er noget, hun er utilfreds med
Pædagog Tina Bak lægger sin hånd frem i luften med håndfladen opad. Ved siden af hende sidder Katrine og ser fjernsyn. Det er første gang, de mødes. Tina Bak har lige fået at vide, at hun ikke skal regne med, at Katrine vil vise hende nogen form for interesse de første tre måneder. Alligevel lægger Tina Bak sin hånd frem og venter spændt på, om Katrine tager den.
– Det var ren og skær nysgerrighed. Kan det nu også passe? Jeg var nødt til at prøve, fortæller pædagog og teamkoordinator for Møllehusets skole Tina Bak.
Da Tina Bak mødte Katrine første gang, var hun godt i gang med Møllehusets KRAP-uddannelse.
– Noget af det mest lærerige ved KRAP er, at man flytter sit syn på barnets adfærd. I stedet for at betragte det, barnet gør, som dårlig adfærd, lærer man at opfatte det som mestringsstrategier. Det rykker meget i forhold til at involvere sig og forstå, fortæller Tina Bak.
Så fortællingen om en voldsom og aggressiv pige, der i alle sine vågne timer blev fulgt af en pædagog, en lærer og et skema til at registrere, hvor tit hun bed og rev, afskrækkede ikke Tina Bak.
– Hun kunne lige så godt have afvist mig. Men der gik 30 sekunder, så tog hun min hånd og kiggede på mig, og jeg tænkte: Det skal nok gå det her, fortæller Tina Bak om sin første kontakt med Katrine.
Katrine kommer
Forud for Katrines første skoledag i Møllehuset, googlede Tina Bak, hvad Rett Syndrom betyder, og hvilke konsekvenser syndromet kan have. Siden har hun ikke ofret diagnosen den store opmærksomhed.
– Jeg valgte at sige: Godt, nu ved jeg det. Hun har Rett Syndrom. En anden pige med Rett Syndrom kan være fuldstændig anderledes, fordi det også handler om Katrines historie. Hvordan hun er blevet mødt førhen. Hvad hun har med sig i bagagen. Så nu starter jeg forfra. Nu er det Katrine, der kommer.
Desuden vidste Tina Bak, at Katrine har et udviklingstrin, der svarer til et barn på halvandet år, så hun tænkte: ‘hvordan møder jeg et barn på halvandet år i en stor krop?’
Katrines første skoledag i Møllehuset startede med, at Katrine tjekkede alle husets døre. Tina Bak fulgte efter for at se, hvad hun ville. Nogle rum måtte Katrine ikke gå ind i, andre kunne hun godt få lov at undersøge, og da runden var færdig, faldt hun til ro.
|
Det afhænger af øjnene, der ser I Møllehuset er det blevet tydeligt for alle, hvor stor betydning pædagogernes tanker om børnene har for børnenes udviklingsmuligheder. Med værktøjerne fra KRAP er de ansatte nu optagede af at finde ressourcerne ved de børn og unge med særdeles store udfordringer, de dagligt har mellem hænderne. Det har resulteret i, at børnene nu beskrives, opleves og mødes forskelligt fra før. Med udvikling til følge. |
Glæden er vigtigst
Den ro, der faldt over Katrine for to et halvt år siden, har hun ifølge Tina Bak haft lige siden. Der har været enkelte konflikter med krads og bid undervejs, men Tina Bak er ikke i tvivl om, hvordan hun ser på det:
– Det har helt klart hver gang været fordi, vi ikke har forstået, hvad Katrine ville, eller hun har været frustreret over noget udefrakommende, som vi ikke har kunnet gøre noget ved. Vi noterer et bid, og så er den sag ude af verden. Vi møder hende forfra.
Tina Bak har lært meget af de situationer, hvor noget ikke er gået i den positive retning. Hun bruger 4-kolonneskemaet fra KRAP til hele tiden at blive dygtigere til at sætte sig ind i Katrines perspektiv.
– Jeg har nogle gange måttet bide tænderne sammen, når vi vil hver sit. Så må jeg lige tælle til ti og tænke over, hvorfor jeg vil det, jeg vil, når hun vil noget andet, fortæller Tina Bak.
I Møllehusets skole bliver der hvert år skrevet undervisningsplaner, hvor der er opstillet klare mål for, hvor undervisningen skal flytte eleven hen. Der er dog et mål, der altid står over alle andre. Det er, at børnene skal have det godt. Der skal være glæde i deres dag.
Hvis Katrine kommer i skole med nervebanerne på overarbejde og øjne, der ikke kan stå stille, er det ikke den dag, Tina Bak holder fast i planen om at arbejde med computer. I stedet hjælper hun Katrine med at finde ro ved at være sammen med hende:
– Det kan jeg gøre, fordi det er legalt at sidde på vores årlige statusmøde og sige, at vi har været nødt til at sætte vores undervisningsmål på standby, fordi der var noget andet, der var vigtigere.
Og det vigtige for Tina Bak og de andre pædagoger i Møllehuset er, at børnene bliver set som mennesker, der giver energi fremfor at være en stor og krævende opgave.
Når Tina Bak dagens efter Socialpædagogens besøg skal holde dimissionsfest i Møllehusets skole, ved hun, at hun kommer til at fælde stolte tårer, når hun skal holde tale for Katrine.
Hvis jeg kommer på arbejde og hænger lidt i bremsen, er det Katrine, jeg har lyst til at være sammen med. Jeg kan tage det stille og roligt, hun er bare så dejlig at være sammen med. At sende sådan en pige videre, det gør selvfølgelig noget ved mig. Men hun skal nok klare sig. Hun har lært noget undervejs om at klare sig.
