Artboard 1 no disagree x error
Skift site

Et skræddersyet jobtilbud

Cafe Ingeborg er en hybrid – en arbejdsplads med socialpædagogiske evner. En win win-virksomhed, hvor mennesker med særlige behov er del af en rigtig arbejdsplads, og de faglærte ansatte får udviklet socialpædagogiske kompetencer

Malene Dreyer / Foto: Ricky John Molloy

20. jun 2018
RM_cafe-ingeborg.jpg
Fagligt fokus

– Alle har ret til et meningsfuldt arbejde.

Så kort kan det siges, når Anne Mikkelsen, som er leder af Cafe Ingeborg, skal forklare pointen med en virksomhed som Cafe Ingeborg, som er en alternativ arbejdsplads for mennesker med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det er essentielt, forklarer hun, for det at bidrage og medvirke til at løse vigtige opgaver er vigtigt for vores identitet og selvforståelse.

Cafe Ingeborg laver kvalitetsmad til de ældre på Knud Lavard Centret i Ringsted, har eget gartneri og bageri og tilbyder desuden en række andre serviceydelser til kommunens ældre medborgere. Her er ansat faglærte kokke, bagere og gartnere til at stå for den daglige drift, men også mennesker med særlige behov, fx erhvervet hjerneskade, udviklingshæmning, autisme eller psykisk sårbarhed. Fælles for dem alle er, at de normalt ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet, men på Cafe Ingeborg er de en del af en arbejdsplads og oplever dermed at betyde noget for nogen.

– Mange har helt vildt meget lyst til at bidrage og opleve, at der er brug for dem. Vi har hjulpet med at flytte mennesker fra at være passive omsorgsmodtagere til at være aktive omsorgsgivere, siger Anne Mikkelsen.