Menu

Initiativpuljen

Hvordan vil du dele din faglighed? Ansøg om op til 10.000 kroner til et fagligt eller socialt initiativ, der kommer dig og dine kolleger til gavn.

Initiativpuljen gør det muligt for dig som medlem af Socialpædagogerne at sætte initiativer i søen, som du synes, at du og dine kollegaer har behov for. 

Vi stiller økonomiske midler til rådighed og går i dialog med dig om din aktivitet. Du planlægger, gennemfører og evaluerer aktiviteten.

Måske vil du tage initiativ til at gå i dybden med et fagligt emne, måske har I brug for ny faglig inspiration på arbejdspladsen, eller måske ønsker du at sætte fokus på et aktuelt samfundsproblem, der er relevant for dig og andre medlemmer af Socialpædagogerne. Eller noget helt fjerde - det skal bare være relevant for andre medlemmer end dig selv.

Du kan maksimalt få 10.000 kroner i støtte fra Initiativpuljen til at gennemføre dit initiativ. Det er nemt og hurtigt at søge puljen. Søger du nu, kan du forvente svar omkring 1. juli.

OBS! Da vi har modtaget flere ansøgninger end forventet, er ansøgningsproceduren ændret per 12/4-2019.

Hvordan vil du dele din faglighed?

Ansøg Socialpædagogernes Initiativpulje

Hvem kan søge?

Alle medlemmer af Socialpædagogerne kan søge Initiativpuljen

Hvordan søger jeg?

Du søger ved at udfylde formularen på siden her. Vi behandler ansøgningerne og vender tilbage til alle med et svar omkring 1. juli.

Hvor mange medlemmer skal have glæde af initiativet?

Vi håber, at så mange medlemmer som muligt får glæde af initiativet, men der er ikke krav til et bestemt antal deltagende medlemmer, før man kan få støtte til et initiativ. Vi støtter dog ikke individuelle aktiviteter.

Hvordan evaluerer jeg mit initiativ?

Det vigtigste er, at du på skrift melder tilbage, hvordan det gik med initiativet. Hvor mange deltagere var der? Var de tilfredse? Hvad fungerede godt? Hvad kunne gøres bedre næste gang? Vi hjælper dig gerne med at evaluere, hvis du har behov for det.

Hvordan får jeg pengene?

Vi betaler dine udgifter til initiativet dog maksimalt 10.000 kroner. Typiske udgifter kan være honorar/vingave til underviser/oplægsholder, mad og drikke til et arrangement, transportomkostninger ved besøg, men det kommer selvfølgelig an på initiativet. Vi vil så vidt muligt forsøge at undgå, at du skal lægge for mange penge ud selv.

Derfor vil vi forsøge at betale fakturaer direkte, sådan du undgår udlæg. Hvis du bliver nødt til at lægge ud eksempelvis for forplejning til et event eller andet, er det vigtigt at du får kvittering på det hele. Når du sender kvittering til os sammen med de relevante oplysninger, vil vi hurtigt overføre pengene tilbage til dig.

Hvordan bruger jeg Socialpædagogernes logo

Det er vigtigt for os, at det fremgår tydeligt at initiativet er støttet af Socialpædagogerne. Derfor skal vores logo fremgå af materialer, invitationer og andet i forbindelse med initiativet. Vi kan hjælpe dig med det tekniske. 

Hent logoet her

Hvordan sikrer jeg mig, at andre medlemmer hører om mit initiativ?

Vi hjælper dig med at sprede information om initiativet, sender invitationer ud og hjælper dig med at reklamere for dit arrangement for de andre medlemmer, det kan være relevant for.

Hvilke typer initiativer kunne fx modtage støtte?
  • Foredrag og workshops
  • Fagligt relevante aktiviteter på arbejdspladsen
  • Netværksaftener, hvor medlemmer af Socialpædagogerne mødes
  • Lokale events der sætter synlighed på socialpædagogikken
  • En debataften om socialpolitik, arbejdsmiljø eller andre relevante emner
  • Inspirationsbesøg hos eks. kommunen, regionen, uddannelsessteder, andre arbejdspladser
  • Sociale aktiviteter, der styrker det faglige fællesskab blandt medlemmer på arbejdspladsen
  • Aktiviteter omkring jobmarkedet og karriereudvikling
  • Fyraftensmøder
  • Undervisning i at formidle den socialpædagogiske faglighed
  • Få besøg på arbejdspladsen af en arbejdsmiljøekspert

Det kan også være nogle helt andre typer af initiativer, du som medlem ønsker at søge støtte til. Kun fantasien sætter grænser. For at opnå støtte fra puljen skal initiativet være relevant, værdifuldt og åbent for interesserede medlemmer af Socialpædagogerne.

Kan jeg søge midler fra Initiativpuljen til en aktivitet kun for mig selv?

Der kan ikke søges midler til individuelle aktiviteter, da vi vil sikre, at initiativet kommer så mange medlemmer til gode som muligt.