Artboard 1 no disagree x error
Skift site
Menu

Vores bistand ved erstatningsansvar

Når vi bistår med en arbejdsskadesag, kan der i særlige tilfælde efter en konkret vurdering i Arbejdsskadeteamet også være mulighed for supplerende erstatningsydelser ud over, hvad du vil kunne få i arbejdsskadesagen.

Det kan for eksempel være, hvis du har været udsat for vold, trusler eller andre straffelovsovertrædelser eller hvis du er kommet til skade eller blevet syg, fordi din arbejdsgiver har overtrådt arbejdsmiljøloven.

Vi kontakter dig kun, hvis vi mener, at du har en relevant sag. 

Hvad kan du få dækket

Arbejdsskadesikringsloven går forud for erstatning efter anden lov. Det betyder, at du kun kan få erstatning i det omfang, at det ikke er dækket af arbejdsskadesikringsloven. Konkret drejer det sig om:

  • Svie og smerte: Godtgørelse for de dage, hvor du har været sygemeldt og/eller været under behandling.
  • Tabt arbejdsfortjeneste: Løbende erstatning for mistet indtægt på grund af din skade. Der stilles ikke krav om et varigt indtægtstab.
  • Differencekrav ved erstatning for tab af erhvervsevne: Erstatning for tab af erhvervsevne (varigt indtægtstab) beregnes forskelligt efter arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven. I de tilfælde, hvor erstatningen beregnes højere efter erstatningsansvarsloven, kan du få erstattet merbeløbet i forhold til arbejdsskademyndighedernes afgørelse.
  • Tort: I særlige tilfælde kan man få godtgørelse for tort, hvis det man har været udsat for, er særligt nedværdigende, krænkende eller ydmygende. Det kan for eksempel være seksuelle krænkelser eller frihedsberøvelse.

Erstatningsnævnet

Har du været udsat for vold eller anden krænkende adfærd fra en af de personer, som du arbejder med, kan sagen muligvis anmeldes til Erstatningsnævnet. Erstatningsnævnet tilkender erstatning til ofre for forbrydelser. Det betyder, at den eller de hændelser, som vi anmelder, skal udgøre en straffelovsovertrædelse.

Hvis du har en arbejdsskadesag, hvor en eller flere relevante hændelser indgå, hjælper vi dig med anmeldelsen og bistår dig undervejs. I komplicerede tilfælde inddrager vi en ekstern advokat.

Udfaldet af en sag ved Erstatningsnævnet får ikke betydning for din arbejdsskadesag.

Dispensation for krav om politianmeldelse hos Erstatningsnævnet

Det er et krav i offererstatningsloven, at hændelsen er blevet politianmeldt inden for 72 timer. Praksis i dag er dog, at Erstatningsnævnet dispenserer ved pædagogiske og/eller behandlingsmæssige hensyn på en arbejdsplads. Det omfatter relationsarbejde og de fleste socialpædagogiske opgaver.

Læs mere om Erstatningsnævnet her.

Andre muligheder for at rejse krav

Sager mod ansvarsforsikringsselskaber: I nogle tilfælde kan en sag ikke føres ved Erstatningsnævnet. Hvis skadevolder har en forsikring, fører vi i enkelte tilfælde en sag mod forsikringsselskabet.

Sager mod arbejdsgiver: Hvis du er kommet til skade eller er blevet syg, fordi din arbejdsgiver ikke har overholdt arbejdsmiljølovens bestemmelser, er det muligt at rejse en sag mod arbejdsgiver. Der skal være tale om en egentlig lovovertrædelse og forholdet skal være veldokumenteret.

Det er meget få sager, der ender med en retssag. En stævning vil altid skulle godkendes af Socialpædagogernes forretningsudvalg.

Vi gør ikke eventuelle krav gældende på dine vegne direkte overfor borgere, som du har haft relationsarbejde med. Hvis du selv ønsker at gøre dette, er fristen for at gøre et krav gældende senest tre år efter skadens indtræden.

Du kan kontakte Socialpædagogernes arbejdsskadekonsulenter på tlf.: 7248 6040 eller på mail: arbejdsskade@sl.dk