Artboard 1icon_burger icon_checkmark_red icon_checkmark icon_cross icon_down icon_download icon_edit icon_exclamationbox icon_eye icon_facebook icon_heart icon_home icon_house icon_lock icon_magnify icon_papers icon_prize icon_quote icon_site-switchericon_star icon_studerende icon_trio icon_twitter icon_up
Menu
Nyhed

Pionerer blandt demente

Hold fast i din pædagogiske faglighed. Råb højt om de gode historier. Og vær forberedt på at møde en masse fordomme. Sådan lyder det fra seks socialpædagoger, der har fået foden inden for på ældreområdet.

Af Tina Løvbom Petersen, tln@sl.dk



Hvordan kan socialpædagogik være med til at give mennesker med demens og deres pårørende en bedre tilværelse? Det er et af de emner, der sættes til debat, når Socialpædagogerne torsdag den 23. marts i Middelfart holder en konference om demens og socialpædagogik.

Op til konferencen har vi talt med seks af de godt 400 socialpædagoger, der arbejder inden for ældreområdet - og bedt dem om at komme med deres bud på, hvad der skal til for, at flere socialpædagoger finder fodfæste inden for ældre- og demensområdet. 

Gitte Mikkelsen, aktivitetsmedarbejder, Aktivitetscenter Vestervang, Viborg Kommune:
- Vi er jo en slags pionerer, for vi arbejder på et felt, hvor ingen af os har været før. Mange socialpædagoger ved jo slet ikke, at man faktisk kan arbejde som pædagog inden for ældreområdet – og at man også kan gøre en kæmpeforskel med sin faglighed. Derfor er vi nødt til at fortælle igen og igen, hvad vi kan med de her borgere. Vi skal fortælle, når vi oplever, at tingene lykkes – når vi med vores pædagogiske metoder opbygger relationer og opnår nærvær, mestring, samvær og anerkendelse. Som socialpædagog på ældreområdet skal man både være modig og sikker i sin faglighed, for man kan godt komme til at føle sig forkert og anderledes, når man er omgivet af kolleger med en anden faglig baggrund. Men gudskelov har vi en leder, som er visionær og giver os lov til at udvikle vores pædagogfaglighed, og det er meget vigtigt.

Birgit Kisbye, socialpædagog på plejecentret Esehuset, Esbjerg:
- Inden jeg kom til at arbejde på demensafdelingen, havde jeg virkelig mange fordomme. Jeg tænkte nok lidt, at det med at lægge alle sine kræfter i at opbygge en god relation, og så dagen efter er man glemt. Men sådan fungerer det jo slet ikke, har jeg lært – og det har berørt mig dybt at opdage, hvor stor en forskel jeg med min tilgang kan gøre for ældre og mennesker med demens. Men – der skal altså nedbrydes nogle fordomme, og derfor er det vigtigt, at flere af os, der arbejder inden for ældreområdet, fortæller om arbejdet. Og så er det meget vigtigt, at der skabes plads og rum til vores faglighed. At man ikke på det enkelte plejecenter tænker, at man kan nøjes med at ansætte en enkelt pædagog og så tro, at så kører det. For fagligheden drukner, hvis ikke vi er minimum to pædagoger – og allerhelst har en lige fordeling mellem pædagogisk og sygefagligt personale.

Mona Mogensen, aktivitetsmedarbejder, Team Klosterhaven, Viborg Kommune:
- Efter et superskønt job i et bofællesskab, hvor jeg blev sparet væk, tænkte jeg, at jeg ville bruge min faglighed på et andet område. Og som socialpædagog på ældreområdet har man stor mulighed for at biddrage med en anden faglig vinkel – og fordybe sig i andre interesseområder, end man er vant til. Det er et rigtig interessant felt at arbejde i, selvom det nok rangerer lidt lavere i pædagogsammenhænge i forhold til fx handicap/psykiatrijobs. Men jeg oplever på ingen måde, at kompetenceudviklingen står stille, når man arbejder med ældre og demente. Jeg har lige færdiggjort årskursus inden for KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik) sammen med to andre pædagogkolleger, og vi er i dag tovholdere i forskellige teams. Det er rigtig spændende.

Helle Riisgaard, socialpædagog Aktivitet og Udvikling, Viborg Kommune:
- Jeg var den første pædagog, der blev ansat i kommunen inden for aktivitetsområdet/ældreområdet for nu knap ni år siden. Jeg søgte nye udfordringer, fordi jeg gerne ville arbejde med aktiviteter, hvor borgerne er motiveret til at komme – som de ældre, jeg nu arbejder med. Det betyder, at jeg kan tage udgangspunkt i det enkelte individ og tilgodese individuelle behov. Jeg bruger ikke så meget energi på at motivere men kan langt hen af vejen gå direkte til opgaven, hvor jeg gennem metoder og redskaber som fx KRAP arbejder henimod et mål, den enkelte borger måtte have. Relationsarbejde er en meget stor og betydningsfuld del af mit arbejde. Når man er senhjerneskadet eller ramt af demens, har man ofte svært ved at udtrykke sig – og her kan man som socialpædagog gøre en stor forskel, fordi vi er gode til at nå ind bag menneskets adfærd. Men det kræver, at man er klædt godt på rent fagligt, og her vil jeg anbefale det socialpædagogiske system KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik). Jeg bruger selv den metode til at finde ind bag det menneske, jeg er i tæt relation med.

Tina Guldberg Jensen, socialpædagog plejecentret Esehuset, Esbjerg:
- Oprindeligt arbejdede vi meget tværfagligt på Esehuset, hvor alle faggrupper deltog i det daglige arbejde omkring borgeren. Det var en fantastisk måde at arbejde på – men desværre også dyr, så i dag arbejder vi langt mere monofagligt, og her kan det godt være en udfordring at finde fodfæste som pædagog, fordi vi på mange måder stadig kun er ”gæster” på dette område. Derfor er det helt afgørende, at ledelsen bakker op om vores faglighed og er i stand til at finde kvalitet i vores arbejde – som min leder gør. Men der ligger et stort stykke salgsarbejde i at fortælle om vores faglighed og om, hvad vi opnår i arbejdet med mennesker med demens med relationsarbejdet som omdrejningspunkt. Og her håber jeg, at Socialpædagogerne kan være med til at løfte formidlingen om den socialpædagogiske faglighed væk fra den enkelte arbejdsplads og ud til flere ledere og politikere.

Camilla Thomsen, aktivitetsmedarbejder, Aktivitetscenter Vestervang, Viborg Kommune:
- Da jeg for 15 år siden blev færdiguddannet som pædagog, havde jeg på ingen måde set mig selv arbejde med ældre. Og desværre er det stadig sådan i dag, at man i uddannelsesforløbet ikke undervises i pædagogik på ældreområdet, ligesom der heller ikke udbydes særlig mange praktikpladser på fx plejehjem. Der kunne uddannelsesinstitutionerne med fordel bruge sådan nogle som mig og mine kolleger til at komme ind og fortælle om, hvor mange muligheder der er for at arbejde med socialpædagogik overfor ældre og demente. Jeg tror, det ville spredes som ringe i vandet, at vi socialpædagoger kan gøre en forskel også overfor ældre og mennesker med demens, hvis ældreområdet også tænkes ind i pædagoguddannelsen.


Du kan læse mere om demens i Socialpædagogen nr. 4, 2017