Artboard 1icon_burger icon_checkmark icon_checkmark_red icon_cross icon_down icon_download icon_edit icon_exclamationbox icon_eye icon_facebook icon_heart icon_home icon_house icon_lock icon_magnify icon_papers icon_prize icon_quote icon_star icon_studerende icon_trio icon_twitter icon_up
Menu
Nyhed

Bliv klogere på demens og socialpædagogik

Hvordan kan socialpædagoger bidrage til at give styrket livskvalitet for borgere med demens? Det sætter Socialpædagogerne til debat på en konference i marts

Af Tina Løvbom Petersen, tln@sl.dk



I 2040 vil der være op mod dobbelt så mange danskere med demens i forhold til i dag – sådan lyder prognosen fra Nationalt Videncenter for Demens. Der vil formentlig også være flere, som får demens i en yngre alder – mennesker som bor hjemme og har brug for en tidlig og helhedsorienteret indsats – samtidig med at et stigende antal ældre demente har behov for en specialiseret indsats, der understøtter borgerens livskvalitet.

Det er baggrunden for, at Socialpædagogerne torsdag den 23. marts sætter demens på dagsordenen på en konference på Comwell Middelfart.

- Vi er glade for, at regeringens nationale demenshandlingsplan anerkender den socialpædagogiske faglighed som et nødvendigt bidrag til den sundhedsfaglige indsats overfor demente. Vi ved, hvor afgørende det er med en helhedsorienteret og specialiseret indsats – og her kan socialpædagogers faglighed spille en vigtig rolle, fordi vi jo netop er trænet til at se det hele menneske, siger næstformand i Socialpædagogerne, Verne Pedersen.

Mød praktikere og eksperter

På konferencen præsenteres en ny Hvidbog om socialpædagogik og demens, og derudover vil deltagerne bl.a. opleve en person med demens fortælle om sit liv med sygdommen og behovet for støtte i hverdagen. Der vil også være oplæg fra en række fagpersoner på området, herunder en socialpædagog og demenskoordinator, som fortæller om tidlig indsats og socialpædagogisk støtte i hjemme.

Hvordan demensindsatsen i kommunerne kan kvalificeres og udvikles, bliver der også sat fokus på i Middelfart på demenskonferencen – og så kan deltagerne møde repræsentanter fra Esehuset, et plejehjem i Esbjerg, som deler ud af deres gode erfaringer med at have socialpædagoger ansat.

Konferencen "Styrket livskvalitet for borgere med demens" finder sted torsdag den 23. marts 2017 fra kl. 10- 16 på Comwell Middelfart.

Læs hele programmet og tilmeld dig konferencen