Artboard 1icon_burger icon_checkmark_red icon_checkmark icon_cross icon_down icon_download icon_edit icon_exclamationbox icon_eye icon_facebook icon_heart icon_home icon_house icon_lock icon_magnify icon_papers icon_prize icon_quote icon_site-switchericon_star icon_studerende icon_trio icon_twitter icon_up
Menu
Nyhed

Fokus på det raske barn

På H.C. Andersen Børnehospital arbejder seks hospitalspædagoger i en verden præget af sygdom, diagnoser og medicin. De fik mandag besøg af Socialpædagogernes formand – og viste, hvordan de med legen som udgangspunkt er med til at gøre det til en god oplevelse af være indlagt.

Af Tina Løvbom Petersen, tln@sl.dk



Foto: Nils Lund

- Jeg bliver så stolt og glad efter et besøg på jeres arbejdsplads. I bringer livet ind på børneafdelingen – fordi I ser ud over diagnosen, ser det raske barn. Og det er så afgørende for de her børn og deres familier. Jeres arbejde er for mig et flot bevis for, hvor stor en forskel socialpædagogiske kompetencer kan gøre også inden for det somatiske. Så I har virkelig grund til at være stolte af jeres indsats.

Sådan lyder den umiddelbare reaktion for Socialpædagogernes formand Benny Andersen efter mandagens arbejdspladsbesøg på H.C. Andersen Børnehospital på Odense Universitets Hospital, hvor han i selskab med kreds Lillebælts formand Hanne Ellegaard bliver vist rundt og møder de socialpædagogiske medarbejdere. 

Uvurderlige i teamet

I alt arbejder seks socialpædagoger på børnehospitalet fordelt på fire forskellige afdelinger, hvor man behandler alt lige fra kræft og marvetarmsygdomme til spiseforstyrrelser, diabetes eller epilepsi.
- Pædagoger er uvurderlige her – længere er den bare ikke. I en verden med fokus på sygdom og behandling kan vi som pædagoger holde fast i også at have fokus på det raske barn, og vi kan være med til at gøre det til en god oplevelse at være på sygehuset både for børnene og deres familier, fortæller Mette Sorang Kjær.

Hun er som den eneste af de seks hospitalspædagoger ikke knyttet til én afdeling, men er ansat som børne- og unge velfærdskoordinator.
- Vi er jo et samlet børnehospital, hvor børn cirkulerer mellem afdelingerne – så min opgave er sammen med afdelingslederne at sikre de bedste rammer og de bedste løsninger hele vejen rundt. 

Sanserum og legestuer

Det pædagogiske fingeraftryk springer da også i øjnene med det samme, når man bevæger sig rundt på de lange hospitalsgange. Ved indgangen møder man som det første en stor trampolin, hvor de indlagte og ambulante børn og unge har mulighed for at få lidt fysisk adspredelse. På samtlige afdelinger er der indrettet store lyse lege- og opholdsrum, der fungerer som små frirum og kreative oaser – og snildt kan matche ethvert fritidshjem eller daginstitution på legetøjsfronten. Udenfor er der legepladser, sansehave, en overdækket multibane og grillområder, så der kan grilles pølser om sommeren, og flere af patientstuerne er indrettet med tv, PlayStation og Wii. 

- Når jeg kravler rundt på gulvet i legestuen eller spiller kort med en 15-årig patient, så handler det om alt andet end medicin, sygdom og behandling. De her børn er så trætte af alle de krav, der hele tiden møder dem i behandlingsforløbet, så derfor stiller jeg stort set ikke krav, når jeg er sammen med dem. Jeg har fokus på det raske barn, og de bestemmer helt selv, hvad de vil – med afsæt i leg, fritid og hygge, fortæller Ann-Berit Carlsen, som er eneste socialpædagog på H2, Afdelingen for børn og unge med kræft. 

Med legen som udgangspunkt

Overalt på børnehospitalet mødes øjet af farver, glade motiver og sjove små detaljer. Men det allerbedste er nu sanserummet, lyder det uden den mindste tøven fra en 11-årig dreng, som har været indlagt over længere tid.
- I sanserummet kan jeg få massage, og det får mig til at slappe af. Der er også musik og en masse andre ting, så der kan jeg rigtig godt lide at komme. Der er faktisk mange ting, man kan lave, selvom man er på hospitalet, forklarer han Benny Andersen, da rundturen kommer forbi H3, Medicinsk afsnit. 

Her arbejder de to hospitalspædagoger Pia Østerby og Tina Kirkeby Jensen – og begge er rigtig glade for den tværfaglige tilgang til patienterne, der gennemsyrer arbejdet.
- Når vi har stuegang, arbejder vi side om side med læger, sygeplejersker, ergoterapeuter og psykologer, og vi lægger en samlet plan for barnet og familien. Som pædagoger har vi jo en anden tilgang end de øvrige faggrupper, fordi vi ligesom går bag sygdommen. Og vi bruger vores faglighed til at gøre nogle observationer, som er relevante i et sundhedsfagligt perspektiv, siger Tina Kirkeby Jensen. 

Mange af de observationer bliver ofte lavet i sanserummet, som er en del af den aktive behandling.
- I sanserummet har vi legen som udgangspunkt – ikke den fysiske træning, som en fysioterapeut jo typisk vil have. Og når vi leger med børnene, så kan de nogle gange meget mere, end vi normalt ser. Det kan være, at de pludselig bevæger armen på en mere fri måde, og de observationer kan vi så rapportere tilbage til de andre i teamet, fortæller Pia Østerby. 

Barnets tryghedsperson

Ifølge Mette Sorang Kjær laver de seks hospitalspædagoger familiecentreret sygepleje, hvor ikke kun patienten selv, men også den nærmeste familie inddrages mest muligt. Det gælder også Dorthe Hvidtfeldt, som arbejde som eneste pædagog på H7, Børnekirurgisk Afsnit. 

- Mange af de her børn har været ind og ud af hospitalet mange gange, og de stoler ikke rigtig på nogen i systemet. Men mig – og hospitalsklovnen Pablo - stoler de på, for vi forbindes ikke på samme måde med deres sygdom. Derfor er det mig, der står og nusser dem i håret og holder i hånd, når de igen skal opereres, og det er mig, de tør åbne op for og betro sig til. Jeg er en tryghedsperson for dem, og derfor opnår jeg rigtig meget viden om barnet, som er afgørende for det videre forløb og for familiens trivsel, siger Dorthe Hvidtfeldt.