Artboard 1icon_burger icon_checkmark_red icon_checkmark icon_cross icon_down icon_download icon_edit icon_exclamationbox icon_eye icon_facebook icon_heart icon_home icon_house icon_lock icon_magnify icon_papers icon_prize icon_quote icon_site-switchericon_star icon_studerende icon_trio icon_twitter icon_up
Menu
Nyhed

Tag kursus om demens på nettet

Lær om demens gennem cases, filmklip, og øvelser. Besøg det virtuelle plejecenter Møllebo og afprøv din viden i konkrete pleje- og omsorgssituationer via e-learning.

Malene Dreyer, mad@sl.dk



Du er på arbejde på plejecenter Møllebo, og på gangen ser du Karla Møller, som har Alzheimers sygdom, vandre rundt og se utilpas ud. Hvad gør du?

Dette er en af situationerne i e-learning-kursets virtuelle træningsrum, hvor du som kursist bliver sat i konkrete situationer med en demensramt borger. På baggrund af viden om sygdommen og oplysninger om borgeren med demens skal du vurdere situationen og blandt en række præsenterede valgmuligheder træffe de valg, som passer bedst til situationen.

Lidt som et videospil
Det virtuelle plejecenter er et realistisk læringsmiljø, hvor skuespillere giver krop og mimik til situationen, og billeder af naturtro omgivelser sætter rammerne– lidt som i et videospil. For hver handlemulighed kan man få uddybet, hvad der ligger af faglige overvejelser og konsekvenser i det valg og på den måde reflektere over situationen ud fra den viden, som programmet giver.

Kurset ABC demens er udviklet af Nationalt Videnscenter for Demens og består af i alt 12 moduler, som til sammen kommer rundt om en række aspekter ved arbejdet med demensramte borgere.  Du lærer om:

  • Hjernen og symptomer på demens
  • Forebyggelse af adfærdsforstyrrelser
  • Personcentreret omsorg
  • Samarbejde med pårørende
  • Meningsfulde aktiviteter
  • Omgivelsernes betydning
  • Etik og jura

Nationalt Videnscenter for Demens har udviklet programmet, fordi de gerne ville prøve at arbejde med nogle andre måder at formidle på og skabe læring, forklarer uddannelsesleder Karen Tannebæk:

- Nogle bliver motiveret af at arbejde på denne måde, hvor man blandt andet selv kan øve sig på konkrete opgaver. Vores afsæt er, at det er praksisnært – det er situationer, man møder i sin hverdag. Det bliver brugt som et aktivt redskab til kompetenceudvikling.Vi ser det som et supplement og bruger det blandt andet i sammenhæng med vores kurser.

Programmet henvender sig til alle, der arbejder inden for demensområdet.  På nogle arbejdspladser sætter lederen arbejdstid af til at personalegruppen kan tage kurset, så man får man et fælles afsæt, forklarer Karen Tannebæk.

- Det hele bygger på personcentreret omsorg, uanset om det foregår i eget hjem eller på et plejecenter. Da socialpædagoger også ofte er en del af helt almindelige hverdagssituationer omkring borgere med demens, har programmet bestemt også relevans for socialpædagoger, siger Karen Tannebæk.

Positiv modtagelse blandt brugerne
E-learningskurset er blevet en overvældende succes. Det har over 18.000 brugere lige nu, og reaktionerne er meget positive, viser evalueringerne. Hele 97 % svarer, at de nemt kan bruge den viden, de får gennem kurset i dagligdagen. 75 % siger, at det har ændret deres måde at give støtte og omsorg på.  

- Mange siger, at programmet giver anledning til at reflektere over praksis. De har fået ny viden og inspiration til at tale med deres kolleger om, hvordan de handler i konkrete situationer i deres dagligdag. Andre siger: ”Ej, hvor, er jeg glad for at få bekræftet, at det jeg gør i forvejen er en god måde”, og det er jo også en rigtig vigtig pointe. Man får sat nogle begreber på sin hverdagspraksis og får et fælles sprog, fortæller Karen Tannebæk.

Sådan gør du
Når du har oprettet dig som bruger, kan du gå ind i programmet, når du har tid og lyst og tage modulerne i dit eget tempo og i den rækkefølge du ønsker. Hver modul varer ml. 15 og 30 min.

Når alle moduler er løst, kan du få papir på din viden i form af et kursusbevis. Systemet er bygget op så det husker, hvor langt man er kommet. I takt med at man arbejder sig gennem modulerne, bliver de godkendt, og til sidst kan man besvare en række spørgsmål og derpå få sit kursusbevis.

- Kursusbeviset viser, hvad man har været igennem som kursist. Det er vigtigt for vores brugere, at de kan dokumentere deres viden. Kursusbeviset kan man fx bruge til sit CV, forklarer Karen Tannebæk.

Programmet er gratis og kan findes på siden: ABC demens – pleje og omsorg

Her finder man instruktion og hvis der er problemer med teknikken er der hjælp at hente hos supportfunktionen.