Artboard 1icon_burger icon_checkmark icon_checkmark_red icon_cross icon_down icon_download icon_edit icon_exclamationbox icon_eye icon_facebook icon_heart icon_home icon_house icon_lock icon_magnify icon_papers icon_prize icon_quote icon_star icon_studerende icon_trio icon_twitter icon_up
Menu
Nyhed

Socialministeren har lyttet

Før påske var Socialpædagogernes formand til møde med socialministeren, hvor han blandt andet talte familieplejernes sag. Nu ser det ud til, at socialministeren har lyttet i forhold til behovet for kompetenceudvikling

Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk



Socialminister Mai Mercado (K) lægger vægt på, at plejebørn bliver mødt med varme og faglighed. (Modelfoto).

Socialpædagogernes næstformand, Verne Pedersen, blev glad, da hun læste socialminister Mai Mercados (K) kronik i Altinget, hvor hun opridser sine tanker om arbejdet som konservativ socialminister. Hos Socialpædagogerne har Verne Pedersen et særligt ansvar for familieplejerne, og nu øjner hun en stor lydhørhed hos Mai Mercado.

"Socialpædagogerne har længe talt for vigtigheden af uddannelse, supervision og støtte til familieplejerne – senest på et møde mellem vores formand, Benny Andersen, og socialministeren, der blev holdt før påske. Igen og igen har vi gentaget, at det så langt fra er nok at kunne bage boller og servere varm kakao, der skal helt andre kompetencer til, og nu læser jeg det som om, ministeren har fanget budskabet."

I sin kronik skriver Mai Mercado:
"Det er ikke alle børn, der har en tryg familie – en familie, der understøtter deres udvikling og sender dem videre i livet med ballast og modstandskraft. Disse børn er blandt de mest udsatte i vores samfund. Heldigvis har vi i Danmark tusindvis af gode plejefamilier, der gerne deler deres varme og faglighed med en lille dreng eller pige, der mangler denne hjælp og omsorg. Det er den bedste vej til at hjælpe udsatte børn til et godt voksenliv. Når vi overlader et barn til en plejefamilie, skal vi dog være sikre på, at barnet bliver mødt med tryghed og åbne arme af en familie med de rette kompetencer. Det er vigtigt, at vi kigger nærmere på, hvordan hjælpen til disse børn og plejefamilier bliver bedre."

Hjerne og hjerte

"Jeg er glad for, at Mai Mercado i sin kronik påpeger, at gode plejefamilier både deler varme og faglighed, for det er faktisk det, vi hele tiden har sagt: Der er brug for både hjerne og hjerte," siger Verne Pedersen, der understreger, at Socialpædagogerne fortsat vil være i dialog med Socialministeriet om, hvad der skal til for at gøre familieplejerne bedre.
"Og her er det jo et vigtigt budskab fra os, at familieplejerne bør tilknyttes et ressourcecenter som fx en døgninstitution, hvor den faglige ekspertise hos fx familieplejekonsulenter og andre socialpædagoger kan understøtte familieplejerne med faglig viden, sparring og supervision – sådan som det fx sker på Bakkevej i Hedensted. Vi har tidligere inviteret den daværende socialminister Karen Ellemann (V) til Bakkevej, og vi vil tilbyde det samme til Mai Mercado." 

I forhold til familieplejeområdet ser Verne Pedersen dog en knast i Mai Mercados kronik:
"Når hun skriver, at familiepleje er den bedste vej til at hjælpe udsatte børn og unge til et godt voksenliv, er jeg ikke enig: Jo, for mange udsatte børn er det, men langt fra for alle. Og det er vigtigt, at der fortsat er specialiserede tilbud til børn og unge, der ikke kan profitere af at være en i plejefamilie."

Derudover lægger Verne Pedersen også vægt på, at der fortsat venter et stort arbejde i forhold til at forbedre vilkår og rammer for familieplejerne, allerhelst med en overenskomst.
"Så vi har fortsat rigtig meget, vi gerne vil drøfte med socialministeren – men det er meget positivt, at hun virker så lydhør."

Læs mere om den daværende socialministers besøg på Bakkevej i artiklen ’I Hedensted har familieplejerne socialpædagogisk rygstøtte’.

Læs socialminister Mai Mercados kronik her.