Artboard 1icon_burger icon_checkmark_red icon_checkmark icon_cross icon_down icon_download icon_edit icon_exclamationbox icon_eye icon_facebook icon_heart icon_home icon_house icon_lock icon_magnify icon_papers icon_prize icon_quote icon_site-switchericon_star icon_studerende icon_trio icon_twitter icon_up
Menu

Svært at være sur, når man hopper

Et tidligere plejebarn, en psykolog og en lattercoach gav deres erfaringer videre, da cirka 100 familieplejere fra hele Sjælland var samlet til konference

Af Malene Dreyer, mad@sl.dk

Arbejdsglæde gælder også familieplejere, og hvordan man får mere af det ind i sin hverdag, fik de sjællandske familieplejere en lektie i, da de deltog i en konference arrangeret af kreds Midtsjælland, kreds Storstøm og kreds Nordsjælland. Konferencen bød også på gode råd fra to eksperter på familieplejeområdet, dels en psykolog og dels et tidligere plejebarn, som delte ud af sine erfaringer.

-I skal huske at fortælle jeres plejebørn, at de ikke blive sendt væk, hvis de gør noget forkert. Det er virkelig vigtigt, for alle anbragte børn, jeg har talt med, har frygtet det samme: Bliver jeg mon smidt ud, hvis jeg laver fejl?

Sådan lød et af de vigtige råd fra Ea Krassel, som selv var i familiepleje som barn.

-Jeg ved godt, at I ikke kan love, at jeres plejebørn kan blive hos jer altid, men I kan forsikre dem om, at I vil gøre alt for, at de kan blive hos jer, fortsatte hun.

Møde andre plejebørn
Ea Krassel boede 11 år hos en plejefamilie, som hun i dag, som voksen er adopteret af. Hun fortalte sin livshistorie, som barn i en dysfunktionel familie og gav et indblik i, hvordan livet som anbragt ser ud fra plejebarnets perspektiv. Hun gav også familieplejerne det råd at bringe plejebørnene sammen med andre plejebørn.

-Selvom jeg var rigtig glad for min plejefamilie, kæmpede jeg med følelsen af ikke rigtigt at passe ind. Det hjalp først, da jeg mødte andre, der havde været anbragt. Det betød meget at møde nogle, der forstod det. En fælles forståelse. Så lad jeres plejebørn møde andre. Det betyder virkelig meget.

I er en vigtig brik
Dagens næste oplægsholder, psykolog Marianne Harpelund Sørensen, havde også gode råd med til familieplejerne. Hun understregede, at familieplejerne spiller en helt central rolle i plejebørnenes udvikling:

- I er den afgørende ressource. I kan noget særligt. I kan give barnet nye erfaringer med at være menneske, og med at kunne være sammen med andre på andre måder, så barnet kan udvikle nye færdigheder og få oplevelser med at være del af en helhed og indgå i nye relationer.

Tal om nuet, fortiden og fremtiden
Marianne Harpelund Sørensen opfordrede til at tale med plejebarnet. Åbent og tålmodigt. Også om de svære ting.

- Vi tolker hele tiden, men vi er nødt til at gå i gang med at spørge. Det er ikke nok at vi tror. Vi skal turde gå ind i det og stille nogle spørgsmål. Sådan kan I lære jeres plejebørn at give udtryk for, hvordan de har det, og samtidig vise, at I har styrken til at være der for dem, sagde Marianne Harpelund Sørensen.

Udveksle erfaringer
I dagens løb blev der også tid til en snak med kollegerne – både velkendte og nye ansigter. De tre kredse der i fællesskab stod bag arrangementet tilbød undervejs åbne konsultationer, hvor man kunne få en snak om alt fra efterværn til kontraktforhandling. PKA stod til rådighed for spørgsmål omkring pensionsordning.

Armene i vejret
Efter frokost var der arbejdsglæde på programmet. Thomas Flindt, lattercoach og forfatter til flere bøger om arbejdsglæde gav familieplejerne en forrygende peptalk. Hele salen kom op af stolene, der blev givet high fives, uddelt komplimenter og der blev grinet.

Det gælder om at ændre vaner, og om selv at bringe glæde ind i tilværelsen var budskabet.

- Vi går og venter på at der er noget uden for mig, der gør mig glad. Men man starte med at smile og så begynder hjernen at udløse serotonin, præcis som om man var glad. Eller man kan hoppe – det er svært at være sur, når man hopper, sagde Thomas Flindt. Hans råd lød at finde balancen mellem arbejde og fritid. Og indvendingen fra salen om at familieplejere aldrig har fri, købte han ikke:

-Din mand kan sagtens finde ud af at passe butikken en halv time eller en halv dag. Sæt tid af i kalenderen hver uge, som kun handler om dig, så du får ladt op.  Det gælder om at få sig selv ud af vanesporet – få anderledes kreative pauser, giv slip i hovedet og få ny energi. Træn dit spontane ja - når du får en god ide, så bare gør det med det samme Du skal ikke tænke det ihjel, sagde Thomas Flindt.

Peptalken lod til at virke
- Han er et energiboost. Det er skønt at få et frisk pust. Nogle gange kan jeg godt tænke: Jeg griner sgu for lidt i mit liv, siger Lone Jørgensen familieplejer og fortsætter:

 - Ind i mellem kan det godt være svært at finde arbejdsglæden frem. Men jeg har fået inspiration – måske skal jeg hjem og smøre madpakken på en anden måde. Eller i morgen inden jeg skal til møde på rådhuset gør jeg sådan her, siger Lone og råber: ”Yes, det bliver fantastisk”, mens hun knytter næverne over hovedet i vinderpositur.

Arrangementet er et led i en samlet indsats, hvor Socialpædagogerne i uge 4 og 5 sætter fokus på familieplejere. Lignende arrangementer bliver afholdt rundt i hele landet.

Vi har tidligere skrevet om Ea Krassels historie. Læs den her: Jordhulen, slottet og den store familie