Artboard 1icon_burger icon_checkmark_red icon_checkmark icon_cross icon_down icon_download icon_edit icon_exclamationbox icon_eye icon_facebook icon_heart icon_home icon_house icon_lock icon_magnify icon_papers icon_prize icon_quote icon_site-switchericon_star icon_studerende icon_trio icon_twitter icon_up
Menu

Når du er gravid

Allerede mens du er gravid, er der nogle ting, du skal være opmærksom på i forhold til din arbejdsplads.

Denne tekst gælder ansatte socialpædagoger i kommuner og regioner.

Giv besked til din leder

Du skal give din leder besked om, at du er gravid senest tre måneder før fødslen. Samtidig skal du give besked om, hvornår du forventer at gå på barselsorlov. Medbring dokumentation for din termin (f.eks. kopi af vandrejournal). 

Undervejs i forløbet er der flere frister, du skal overholde og det er vigtigt, at du giver besked i god tid. Se: Hvad skal jeg gøre og hvornår?

Fri til graviditetsundersøgelser

Mens du er gravid, har du ret til at gå til graviditetsundersøgelser hos jordemoder og læge i din arbejdstid, hvis det ikke skaber store problemer for din arbejdsplads.

Ret til graviditetsorlov 8 uger før termin

Du kan gå på graviditetsorlov 8 uger før forventet fødsel med fuld løn. Det er en ret du har, men du behøver ikke nødvendigvis at bruge den. Du kan vælge at gå fra senere. De 8 ugers graviditetsorlov før fødslen har ikke noget at gøre med den egentlige barselsorlov efter fødslen. Du kan ikke gemme ubrugt orlov til efter fødslen. De 8 uger før forventet fødselstidspunkt ligger fast, uanset om du føder før termin eller går over tiden. Det betyder, at hvis du føder før tid, vil graviditetsorloven blive kortere end de 8 uger, og hvis du føder efter terminen vil din graviditetsorlov blive længere end de 8 uger.

Forventet fødselstidspunkt - hvordan beregnes det?

Det er lægens udsagn i vandrejournalen eller attest om forventet fødselstidspunkt, der gælder som dato for, hvornår du har ret til at gå fra. Senere justeringer af fødselstidspunktet via scanning eller andre undersøgelser kan normalt ikke tilsidesætte lægens notering om forventet fødselstidspunkt, med mindre det drejer sig om planlagt kejsersnit.

Sygdom under graviditeten

Fravær på grund af almindelige graviditetsgener som kvalme og utilpashed under en normal graviditet betragtes som almindeligt sygefravær. 

Hvis dit arbejde medfører en risiko for fostret, eller hvis du bliver uarbejdsdygtig på grund af graviditeten, kan du blive sygemeldt. Du får løn under sygdom, og på samme måde som ved anden sygdom kan din leder kræve dokumentation for, at du er uarbejdsdygtig.

Graviditet og arbejdsmiljø

Under graviditeten er det særlig vigtigt, at du er opmærksom på dit arbejdsmiljø og arbejder under ordentlige forhold. Som socialpædagog kan arbejdet være forbundet med skiftende arbejdstider, tungt løftearbejde, vold eller trusler om vold. Det er belastninger, du som gravid skal beskyttes imod.