Artboard 1icon_burger icon_checkmark icon_checkmark_red icon_cross icon_down icon_download icon_edit icon_exclamationbox icon_eye icon_facebook icon_heart icon_home icon_house icon_lock icon_magnify icon_papers icon_prize icon_quote icon_star icon_studerende icon_trio icon_twitter icon_up
Menu

Kørselsgodtgørelse

Du kan få kørselsgodtgørelse, hvis du bruger din egen bil til en tjenesterejse.

Du kan få kørselsgodtgørelse udbetalt fra din arbejdsgiver, hvis du anvender eget transportmiddel i forbindelse med en rejse, som du foretager på vegne af din arbejdsgiver; en såkaldt tjenesterejse.

En tjenesterejse kan for eksempel være, hvis du skal køre fra din arbejdsplads for at deltage i et møde eller har en anden opgave for din arbejdsgiver, og hvor du anvender din egen bil.

I dette tilfælde kan du få godtgjort dine udgifter efter aftale med din arbejdsgiver og de retningslinjer der gælder for din arbejdsplads.

Langt de fleste arbejdsgivere anvender statens takster for skattefri kørselsgodtgørelse. Taksterne fremgår af SKATs hjemmeside og reguleres én gang om året.

Kørselsgodtgørelsen skal dække de udgifter, du har til forbrug af brændstof og slitage på din bil, men ikke til andre udgifter i forbindelse med tjenesterejsen, for eksempel hvis du skal benytte færge eller passere broer, hvor der betales afgifter. Sådanne udgifter honoreres på anden måde og direkte efter de udlæg, du har haft.

Du kan alene få skattefri kørselsgodtgørelse, såfremt du har anvendt eget transportmiddel. Får du eksempelvis stillet bil til rådighed af din arbejdsgiver, vil du ikke samtidig kunne få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse, da du ikke selv har haft udgiften til bilen.