Gå til indhold
Socialpædagogernes logo
Mit SL

Arbejdstidsregler for jul og nytår

For julen 2024 gælder særlige regler for arbejdstiden. Få svar på dine spørgsmål om regler for tillæg og fridage for ansatte, som er omfattet af døgnarbejdstidsaftalerne i kommuner og regioner, og for ansatte på de kommunale overenskomster for pædagoger på det forebyggende og dagbehandlende område samt i særlige stillinger.

Tilbage til arbejdsliv og vilkår

Arbejdstidsregler jul og nytår

Juleaften falder i 2024 på en tirsdag og håndteres efter reglerne om arbejde på søndage. Faste nattevagter er ansatte, som i henhold til deres ansættelsesbrev er ansat til nattevagt, eller som altid eller fortrinsvist (KL) efter tjenesteplanen/mødeplanen arbejder i nattevagt. For faste nattevagter er juleaften en almindelig arbejdsdag.

Hvis du skal på arbejde juleaftensdag eller juleaften, får du en halv times afspadsering pr. time eller et tillæg på 50 procent af din timeløn pr. time. 

1. juledag og nytårsdag falder i 2024 på en onsdag, mens 2. juledag falder på en torsdag. De to første dage – 1. juledag og nytårsdag – betragtes derfor arbejdstidsmæssigt som søgnehelligdage. 

For disse dage skal antallet af arbejdstimer reduceres med 7,4 timer.

For en deltidsansat på 30 timer reduceres arbejdstiden med 6 timer pr. søgnehelligdag. Se her, hvordan det udregnes.

Nytårsaften falder i 2024 på en tirsdag og håndteres efter reglerne om arbejde på en søndag. 

Hvis du skal arbejde nytårsaften efter kl. 12, skal du have almindeligt søndagstillæg, dvs. du optjener en halv times afspadsering pr. time eller et tillæg pr. time på 50 procent af din timeløn. Desuden skal du have aften- og nattillæg for timerne fra kl. 17 til 06. Men du har ikke ret til erstatningsfrihed, og der skal heller ikke ske nedskrivning af timerne i tjeneste-/mødeplanen.

Bemærk: For ansatte i Københavns Kommune er nytårsaften en almindelig arbejdsdag.

I disse overenskomster er det bestemt, at der skal indgås lokale aftaler om arbejdstidens placering og honorering for arbejde på særlige tidspunkter/uden for normal arbejdstid på hverdage kl. 06-17. Hvis du er ansat på disse overenskomster, kan du derfor se dine vilkår omkring jul og nytår i den lokale aftale herom. I de lokale aftaler er det typisk aftalt, at søgnehelligdagene 1. juledag, 2. juledag og nytårsdag er fridage som for alle andre, og oftest også, at juleaftensdag og nytårsaftensdag er fridage. Herudover er der ofte aftalt særlig honorering for arbejde på søgnehelligdagene og de særlige dage, og for arbejde i tidsrummet kl. 17-06.

Fakta

Din arbejdstid skal reduceres

  • Søgnehelligdage kaldes også skæve helligdage. Det er helligdage, der falder på en anden ugedag end en søndag. Når der falder en søgnehelligdag, har alle lønmodtagere krav på at holde fri med løn.
  • Hvis du alligevel er vagtsat på søgnehelligdagen, skal du have fri på et andet tidspunkt i stedet for.
  • Hvis søgnehelligdagen falder på en ugedag, hvor du altid har fri, skal du også holde fri på et andet tidspunkt.
  • Reglen om at reducere arbejdstiden er lavet for at sikre, at du ikke arbejder flere timer eller dage end alle andre lønmodtagere, selvom du er ansat på en arbejdsplads, som ikke holder lukket i juledagene eller i påsken.
  • Tjenesteplanen skal indeholde en angivelse af, hvornår du har en fridag som kompensation for søgnehelligdagen. Den vil være betegnet som en FO-dag eller en SH-dag. Det er en særligt beskyttet fridag, som skal have en varighed af mindst 35 timer (32 timer, hvis der er indgået aftale om nedsættelse af hviletiden til otte timer).

Bemærkning: Ansatte i Regionerne, der altid har fri på den ugedag, hvor søgnehelligdagen falder, har ikke krav på en beskyttet fridag, altså en FO-/SH-dag, men skal alligevel have nedskrevet timetallet i normperioden.

Bliv medlem