Gå til indhold
Socialpædagogernes logo
Mit SL

Kontaktforløb og obligatorisk selvbook

Som ledig skal du løbende have samtaler hos os i a-kassen og deltage i jobsamtaler på dit lokale jobcenter. I samarbejde med både os og jobcentret skal du lave en plan for, hvordan du hurtigst muligt kommer i job.

Spørgsmål om kontaktforløb

En del af rådighedsforpligtigelsen som dagpengemodtager indebærer, at du løbende skal deltage i samtaler både i a-kassen og på jobcentret. Der kan også blive tale om, at du skal deltage i tilbud, som skal hjælpe dig i job. I lovgivningen hedder rækken af samtaler et kontaktforløb. 

Fra 1. januar 2020 skal alle medlemmer af Socialpædagogernes A-kasse, som bliver indplaceret i en ny dagpengeperiode, kun have kontakt med a-kassen i de første tre måneders ledighed. Det sker som led i et fireårigt a-kasseforsøg. 

Undtagelsen er medlemmer bosiddende i kommuner, der er godkendt som frikommuner. Det gælder alle kommuner i Region Nordjylland samt kommunerne Gribskov, Fredensborg, Allerød og Ballerup. 

Du kan læse om a-kasseforsøget og kontaktforløbet her

Er du ikke omfattet af at skulle have kontaktforløb i a-kassen, skal vi stadig have samtaler med dig. Først en CV-samtale (nyledig-mødet), senest to uger efter at du er tilmeldt som ledig. Herefter en rådighedssamtale ca. efter tre måneders ledighed og endnu en rådighedssamtale ca. efter seks måneders ledighed. Bliver du afmeldt i kortere perioder, skal vi også gennemføre en opfølgende CV-samtale, når du er tilmeldt igen.

Samtalerne har til formål at følge op på din jobsøgning og sikre, at du er opdateret på reglerne for dagpengemodtagere. Samtidig bruger vi samtalerne til at give dig vejledning og sparring på din jobsøgning. Du har pligt til at deltage i samtalerne hos os og skal selv booke rådighedssamtalerne.

Ovenstående beskriver kun de samtaler, som vi skal holde. Du er altid velkommen til at booke et temamøde eller en samtale. Book via MIT SL, og tag kontakt til os, hvis du ikke finder tidspunkter eller møder, der passer dig. 

I de første seks måneder af din ledighedsperiode skal du til jobsamtale i jobcenteret ca. en gang om måneden. Herefter aftaler du og jobcentret, hvornår du skal til samtale. Vi deltager fra a-kassen i nogle tilfælde i den første samtale. Vi deltager også i en af samtalerne i fjerde-sjette måned og igen ved 16 måneders ledighed.

Samtalerne har til formål at hjælpe dig med din plan om at komme i job. Du har pligt til at deltage i samtalerne i jobcentret, og du skal selv booke de fleste samtaler.

Som en del af din plan for at komme i job kan du blive tilbudt et aktiveringsforløb. Du planlægger aktiveringsforløbet sammen med jobcentret og har mulighed for at ansøge om specifikke forløb. Dit aktiveringsforløb vil fremgå af 'Min Plan', og du har pligt til at deltage i alle aktiveringsforløb. 

Du har ret og pligt til aktivering, senest når du har været ledig i seks måneder.

Spørgsmål om obligatorisk selvbook

Som ledig dagpengemodtager skal du selv booke nogle samtaler både i jobcentret og hos os i a-kassen.

Vi giver dig besked via brev, når det er tid til, at du skal booke en samtale. Det vil også fremgå på forsiden i Medlemsportalen, at du skal booke en samtale. 

De samtaler, du skal booke i Socialpædagogernes A-kasse, er rådighedssamtalerne, som skal finde sted efter ca. tre måneders ledighed og igen efter ca. seks måneders ledighed. Du får en frist for, hvornår du senest skal booke samtalen. Vi anbefaler som udgangspunkt, at du booker samtalen i god tid, inden din frist udløber. Dine valgmuligheder med hensyn til ledige tider vil nemlig værre større, jo før du booker. Hvis du bliver forhindret på det tidspunkt, du først har valgt, vil der være mulighed for at ombooke samtalen inden fristen for booking. Samtalerne booker du som nævnt på MIT SL.

I jobcentret skal du booke de samtaler, som i de første seks måneders ledighed skal finde sted hver måned og herefter hver tredje måned. På Min side på jobnet.dk kan du se, hvornår du skal booke en samtale. Din frist for booking vil også fremgå af Min side, når du booker samtalerne. Der vil som udgangspunkt være mulighed for at ombooke samtalen inden for fristen for booking, hvis du bliver forhindret på det tidspunkt, du først har valgt.

Hvis du ikke booker en samtale inden for den frist, du har fået oplyst af enten os eller jobcentret, vil du blive afmeldt som ledig på jobnet.dk. Afmeldingen har virkning fra og med dagen efter udløb af fristen. Du vil som udgangspunkt først kunne få dagpenge, når du igen har tilmeldt dig som ledig. Ved tilmeldingen vil du blive meddelt en ny frist for booking af samtale.

Kontakt os, før din frist for booking udløber, hvis du er i tvivl
Vi er altid klar med hjælp og vejledning, hvis du er i tvivl om, hvordan du booker en samtale, hvis du oplever tekniske problemer eller lignende. Det er vigtigt, at du kontakter os på telefon 7248 6000, før din frist for booking af en samtale udløber. Så har vi nemlig mulighed for at hjælpe dig, inden du bliver afmeldt som ledig.

Hvis du oplever problemer med at booke samtaler i jobcentret, er det jobcentret, du skal kontakte.

I meget særlige tilfælde kan a-kassen eller jobcentret fritage for selvbook.

Fritagelsen kommer kun på tale, hvis a-kassen eller jobcentret vurderer, at det er uforholdsmæssigt svært eller umuligt for en dagpengemodtager at booke selv, fx grundet ringe it-kundskaber.

Kontakt sagsbehandlerteamet på telefon 7248 6000, eller send en mail til dagpenge@sl.dk, hvis det er aktuelt for dig. Du kan også kontakte dit jobcenter, hvis du vil søge om fritagelse.

Du har pligt til at møde til samtaler og aktiviteter, som a-kassen, jobcentret eller anden aktør har indkaldt dig til. 

Udebliver du fra en samtale eller aktivitet, mister du retten til dagpenge fra dagen for udeblivelsen, til du igen genopretter kontakten. Det gælder uanset årsagen til udeblivelsen.

I følgende situationer har du dog en gyldig grund til at udeblive fra en samtale eller aktivitet:

  • Du opfylder din rådighedsforpligtelse, fordi du på tidspunktet for samtalen/aktiviteten er på arbejde, til ansættelsessamtale eller deltager i tilbud, som du er indkaldt til af a-kassen, jobcentret eller anden aktør.
  • Ferie, som er registreret hos jobcentret eller a-kassen senest 14 dage før feriens start, og inden du er blevet indkaldt til samtalen/aktiviteten.
  • Sygdom, som er registreret hos jobcentret inden tidspunktet for samtalens/aktivitetens begyndelse.
  • Manglende pasningsmulighed for børn eller andre familiemedlemmer, der kræver pleje, og som er registreret hos jobcentret forud for samtalens begyndelse.
Bliv medlem