Gå til indhold
Socialpædagogernes logo
Mit SL

Uddannelse for ledige

Mens du er ledig, kan du i et vist omfang deltage i kurser og uddannelser for at kvalificere dig til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Uddannelse med dagpenge

Når du er ledig, kan du i nogle tilfælde deltage i uddannelse, samtidig med du får dagpenge. Det giver dig mulighed for at efter- eller videreuddanne dig, så du kvalificerer dig yderligere til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Læs om de forskellige muligheder her. 

Husk, at du altid skal kontakte a-kassen på tlf. 7248 6010, inden du begynder på en uddannelse. Her kan du få afklaret, om du kan begynde på uddannelsen og samtidig få dagpenge.

Du skal være opmærksom på, at du skal opfylde de almindelige krav til rådighed, mens du deltager i uddannelse med dagpenge. Det betyder blandt andet, at du skal være aktivt jobsøgende og kunne tage arbejde med dags varsel. Altså skal du være villig til at afbryde uddannelsen, hvis det bliver nødvendigt.

Du kan i nogle tilfælde kombinere de forskellige muligheder for uddannelse. Spørg a-kassen, hvis du overvejer at deltage i flere typer uddannelse på samme tid.

Ubegrænset uddannelse med dagpenge

Du kan deltage i aftenskoleundervisning uden begrænsning. Det skal være fag, der er hobbybetonede og ikke er kompetencegivende. Undervisningen kan foregå i dagtimerne, om aftenen eller i weekenden.

Du kan også deltage i nogle typer ugekurser (i op til to uger). Det kan fx være et kursus arrangeret af fagforeningen, bestyrelseskursus arrangeret af din boligforening, kvalificerende kurser arrangeret af jobcentret/anden aktør eller lignende.

Uddannelse under 20 timer om ugen med dagpenge

Hvis en uddannelse ikke giver ret til SU som fuldtidsstudie, kan du deltage i op til 20 timer/lektioner om ugen og stadig få dagpenge. Det kan fx være diplomuddannelse, meritpædagog eller private uddannelser (fx psykoterapeut eller lignende).

Hvis uddannelsen er opbygget i moduler, hvor der er pauser imellem de enkelte moduler, skal der være mindst fire uger imellem modulerne, for at du kan få dagpenge under uddannelsen. Det gælder fx uddannelse til psykoterapeut, hvor man ofte er på uddannelse i flere samlede dage og derefter har en pause, før man skal på uddannelse igen.

HF enkeltfag under 20 lektioner om ugen med dagpenge

Du kan deltage i HF enkeltfag i op til 19 lektioner om ugen og stadig få dagpenge.

Uddannelse højst seks timer om ugen

Ønsker du at følge et fag på en uddannelse, der giver ret til SU som fuldtidsstudie (fx efter lov om åben uddannelse), gælder følgende regler:

  • Du skal tidligere have gennemført en dimittendberettiget uddannelse (fx pædagoguddannelsen).
  • Uddannelsen skal give dig mulighed for at ajourføre og vedligeholde de faglige kvalifikationer, du allerede har.
  • Uddannelsen må IKKE give dig ret til optag på eller være led i en videregående uddannelse.
  • Du kan kun deltage i uddannelse efter denne regel i starten af din ledighedsperiode.
Bliv medlem